“Jeg har sjældent ret, men jeg er ALDRIG i tvivl!”, sagde min gamle studiekammerat nogle gange med et stort smil. Det er et af de mest ironiske (og sjove) udsagn, jeg kender. Man kan ikke sige det, uden den helt grundlæggende tvivl er med.
Dem jeg frygter mest i politik, er dem, der vitterligt aldrig er i tvivl. De politikere, der siger “Jeg er slet ikke i tvivl om, at dette tiltag vil…”. Der er noget totalitært i sådan et udsagn. Det er alt eller intet. Det er blind tiltro til egne evner eller blind tiltro til systemet. Blindhed er et problem.
Jeg ved godt, at denne manglende tvivl oftest vil udspringe af et ønske om at fremstå handlekraftig, mens personen bag politikeren sagtens kan ryste som et espeløv. Det er dog denne person bag, jeg hellere vil se i politik.
Det var et sidespring. Jeg vil gerne vende tilbage til dem, der vitterligt ikke tvivler.
Min påstand er, at tvivlen forsvinder, når ideologien trumfer sanserne. Verden og alle dens relationer og dagsordener er forvirrende. Selv en familiefest, eller måske særligt en familiefest, har en masse underliggende historier, om gammelt nag, stjålne kærester, arv og mislykkede handler. De går under radaren, mens festen fortsætter efter de faste former: Velkomst, toastmaster, forret, tale, hovedret…
Det politiske liv og samfundets indretning har også brug for de faste former, så vi kan overskue den. Problemet er dog, at ideologisk forblændelse slører den tvivl, der skal sikre, at vi giver plads til hinanden – trods de faste rammer.
Nogle vil påstå, at dette indlæg blot er endnu et forsøg på at hævde konservatismen overfor liberalismen og socialismen. Mange konservative påstår, at konservatismen ikke er en ideologi, blandt andet fordi der ikke er noget idelsamfund, konservative arbejder frem imod. Der er jeg uenig. Jeg ser også konservatismen som en ideologi, da det stadig er en samlet pakke af menneskesyn og afledt samfundssyn. Konservative har derfor også brug for at huske tvivlen. Konservative har en helt grundlæggende erkendelse af menneskets fejlbarlighed, men husker de altid, at de selv også er mennesker? Det er i alle partier, at politikere nogle gange glemmer tvivlen.
Hvis ikke din politiker kan udtrykke tvivl, så skal du være bange. 00’ernes kontraktpolitik var noget lort, sagt ikke-pænt, fordi tankegangen ikke levner plads til hverken tvivl eller reaktion på ændringer, der altid vil opstå i en omskiftelig verden.
Tvivlen er god. Tvivlen er din ven. Stem på en tvivler ved næste valg.
