Kategorier
Borgerlighed

Børnenes Statsminister – Statens Børneminister?

Der er altid grund til at blive skeptisk, når nogen bruger betegnelsen “vores børn” om børn, der ikke er deres egne. For børnene er ikke “vores”. Børnene er deres egne, først og fremmest, og derefter er de forældrenes. Først ude i næste led er det pædagogens eller skolelærerens børn, hvilket dog ikke rokker ved, at børnene primært er deres egne – og dernæst forældrenes.

Det er ret mange led, eller samfundscirkler, før vi når helt derop, hvor statsministeren, Mette Frederiksen (S), i sin nytårstale første januar 2020 siger: “I dag begynder vi på et nyt år. Vi tager også hul på et nyt årti. Nu skal vi i gang med at tage de næste store skridt. Og sammen skabe et Danmark, der er endnu mere retfærdigt. Det handler om os alle sammen. Men det starter med vores børn. Dem vil jeg gerne tale om i aften”.

Hun burde retteligt have sagt: “Jeres børn”. For det var ikke hendes egne børn, hun derefter brugte en stor del af nytårstalen på at argumentere for, skulle anbringes eller bortadopteres.

Familien er hele den kendte verden for små børn. Hvis man virkelig ønsker at være børnenes statsminister, så skal man skabe gode forhold for børnefamilier. Statsministeren kan (uanset partifarve) finde inspiration i de 16 forslag fra børnefamilierne i Familiepolitisk Netværk. Nogle af forslagene appellerer mere til borgerlige end andre, men den nuværende statsminister kan starte med de mest appetitlige ud fra hendes politiske vinkel. Den næste statsminister kan så være en borgerlig, der tager nogle af de andre forbedringer op. Forhåbentlig.

Når familien svigter ansvaret

“Børnenes Statsminister” bør altså dermed primært være “Familiernes Statsminister”, men nogle gange fejler familierne. I de tilfælde bliver netværket omkring familien ofte aktiveret, ofte med kommunen som hjælper, så bedsteforældre, onkler og tanter, og måske naboer, kan løfte familien og få den til at trives. “Det kræver en landsby at opfostre et barn”, siger en gammel talemåde, og derfor er der organisationer, der arbejder på at “skabe landsbyer” omkring sårbare familier.

Det er dog ikke altid, det lykkedes. Det skal dog være et mål, at det oftere lykkedes. Dét kunne “Børnenes Statsminister” have opsat som mål, der kan måles på, og som statsministeren kan blive vurderet på. For man får, hvad man måler.

Statsminister Mette Frederiksen (S) opstiller to konkrete mål i nytårstalen 2020: 1) Flere anbringelser og 2) flere bortadoptioner. Det er åbenbart dét, hun gerne vil måles på: “Flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag. Og vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile. Det vigtigste. Det helt afgørende for et lille barn. Det er at vokse op med tryghed, kærlighed og stabilitet. Derfor bør flere udsatte børn også bortadopteres. Så de får en reel ny start.”

Det gør hende ikke til “Børnenes Statsminister” – men derimod til “Statens Børneminister”. Det bliver børnene set med statens øjne, frem for verden set ud fra børnenes perspektiv, der bliver afgørende. For det vil altid være et nederlag for barnets relationer, at det kommer dertil, at barnet bliver anbragt. For nogle familier er det et uundgåeligt nederlag, fordi barnet lider overlast, og så skal “samfundet” (i sidste ende kommunen/staten) træde til. Det ændrer dog ikke på, at barnet i udgangspunktet ikke er statens, men familiens.

Der sker allerede mange fejl i anbringelsessager, hvor det eksempelvis i Frederiksberg Kommune var en kæmpe skandale i 2019. Der sker ikke færre fejl, når kommunen får måltal om, at der skal ske flere anbringelser og bortadoptioner. Det er nærmere omvendt. Hvad bilder de sig egentlig ind?

Staten kan kun blande sig i disse kommunale sager, hvis der følger lovgivning med, der gør det mere attraktivt for kommuner at lave anbringelser. Derfor må vi forvente, at der i foråret vil komme lovforslag med styringsmekanismer, der får flere kommunale embedsfolk til at arbejde for tvangsfjernelser eller (“frivillige”?) anbringelser.

Opdragelse i offentligheden

Hele den tilgang om, at barnet primært er sit eget, dernæst familiens, og til sidst statens, efterlader i vores reserverede kultur et hul: Civilsamfundet.

Vi er nødt til at organisere os frem til at støtte familier, fordi vi ofte ikke automatisk har øjne for kvarterets børn. I mange andre kulturer bliver uvorne unger irettesat, når de ikke opfører sig ordentligt i den del af offentligheden, det er sværrest at komme ud af: Den offentlige transport.

Selv når vi er tvunget til at sidde op af uopdragne møgunger i adskillelige pinefulde minutter i en bus, kan vi ikke finde ud af at give dem et møgfald. De får lov at være tyraner, mens vi krummer tæer og stirrer ned i vores telefoner. Det samme gælder voksne mennesker, der opfører sig som uvorne møgunger uden dannelse og pli.

Det skal holde op. Eller retteligt: Noget andet skal begynde! Når forældrene ikke er der, så bør vi andre opdrage. Hvis forældrene faktisk er til stede, så bør vi opdrage på forældrene. Vi skal genoplive landsbyen, og det er vi nødt til at tale om. Ellers sker det ikke. Vi er nødt til at have en offentlig samtale om, hvordan vi kan støtte og hjælpe vores naboer, der måske har det svært. Det er uanset, om det er pensionister med bevægelsesbesvær eller det er børnefamilier med manglende overskud og tid.

Hvis ikke vi får genoplivet civilsamfundets og naboskabets medborgerskab, så fortjener vi en statsminister, der opstiller måltal for anbringelser – og vel at mærke for at få flere af dem, ikke færre. Ligger vi allerede, som vi har redt?