Ritzau har en historie (her gengivet af DR), der er skåret over læsten “EU vil…”, og de fleste af de historier, de bliver ikke til noget. Lakridspiber? Stadig tilladt. EU-systemet er opbygget på en måde, at så mange instanser skal godkende alt, at der bliver luget ud i de dårlige idéer. Én af de dårlige idéer, er forestillingen om, at vi kommer ned på ét mobilopladerstandardstik.
“Det er for dårligt, at EU-Kommissionen ikke har formået at harmonisere, så en enkelt lader kan bruges til alle telefoner. Vi har talt om det i årevis. Få det ordnet”, siger Den danske EU-parlamentariker Christel Schaldemose (S) til Ritzau.
Der vil altid være den gamle generation og den nye generation. Så der vil altid være minimum to ladere! Drømmen om én standard kan kun komme fra folk, der ikke ved noget om tech – eller ikke lige har tænkt sig om.
De to generationer mobilladestik, der er nu, er:
– Micro USB (som er den gamle generation)- USB-C (som er den nye generation)
Artiklen fra DR nævner dog en tredje… Det er fordi, Apple ikke vil følge alle de andre producenter. Hvis de fulgte trop, så var der kun to generationer.
Nu taler vi om den ende, der skal ind i telefonen. Den anden ende, der typisk sættes i computeren, laderen eller bilen, vender jeg tilbage til.
Truslen om regulering er EUs største trumf
EU er så stort et marked, at bare truslen om regulering, kan få industrien til at finde en fornuftig løsning. Derfor er det ikke altid, at EU har brug for rent faktisk at vedtage regulering. Når antallet af ladere allerede er reduceret fra 19 til 3, så viser det, at truslen om lovindgreb i høj grad havde den ønskede effekt.
I 2009 var der i omegnen af 19 forskellige mobilladestik, således at hver ny telefon, vi fik, medførte anskaffelse af nye opladere. Det er både dyrt for forbrugerne og medfører ekstra unødigt elektronikskrot. Derfor begyndte EU-systemet at overveje regulering, men i stedet endte 10 virksomheder i 2009 at gå med til en ‘Memorandum of Understanding’ – altså en frivillig aftale.
De 10 virksomheder var Apple, LG, Motorola, NEC, Nokia, Qualcomm, Research In Motion (RIM/Blackberry), Samsung, Sony Ericsson og Texas Instruments. Den eneste fejlende virksomhed, der ikke endte med at adoptere ‘Micro USB’ som standard, var Apple. De andre virksomheder, og med dem resten af markedet, indførte Micro USB som standard og har nu samlet bevæget sig videre til USB-C.
Det er den ene ende af stikket. I den anden ende kan det både være ‘Standardstikket (USB A)’ eller ‘USB C’. Det er de to generationer, der er i den ende af kablet. EU kommer ikke til at regulere, hvilke USB-stik der er, i din bil. Derfor kommer vi aldrig frem til, at vi har ét kabel, der kan bruges til alle telefoner på markedet. Der vil altid være minimum fire: To generationer stik i den ene ende – og to generationer stik i den anden ende.
Til gengæld fik truslen om regulering producenterne til at lande på et sted, hvor det giver mening – mens der stadig er plads til innovation, fordi der ikke rent faktisk ER regulering.
Så er der dog lige Apple… De vil ikke være med, selvom de lovede det i 2009. Derfor kan det ende med regulering alligevel.
Big on big things, small on small things
I det større billede er der diskussionen om, hvorvidt EU overhovedet skal beskæftige sig med den slags detailregulering. Skulle vi bare have fortsat med 19 forskellige ladere, hvis det var dét, producenterne og kunderne (markedet) ønskede?
I 2013 sagde den daværende kommissionsformand José Manuel Barroso i sin ‘State of the European Union’-tale, at “EU needs to be big on big things and smaller on smaller things”. Det er et mantra, der koblet med subsidiaritetsprincippet, ofte fejlagtigt oversat til nærhedsprincippet, bør være gode ledetråde for EU.
Nogle vil påstå, at mobilopladere er en lille ting, som EU skal holde sig fra. Det er dog indtil man tænker over, at der bliver solgt millioner af mobiltelefoner hvert år. Skulle man dengang i 2009 bruge en ekstra lader til sin mobil, så kostede den måske 250-300 kroner. Og så kostede den til bilen også 200 kroner. Det skal bare ganges op med antallet af forbrugere i EU – og hvor mange forskellige mobiltelefoner, de har haft i de sidste 10 år.
Opskaleret bliver en lille ting hurtigt til en stor ting, når vi taler om EUs indre marked. Hvis mobilopladere er en “lille ting”, så kan vi være tilfredse med, det endte med et “lille indgreb” i form af den frivillige aftale: Small on small things.