Kategorier
Borgerlighed

Del og hersk med udligning

Der kan være mange grunde til, at vi som samfund skulle ønske at hjælpe nogle bestemte kommuner. Den centralisering, vi har set, har svækket nogle kommuner mere end andre, forskellen i boligpriser har gjort nogle kommuner til magneter for personer med lav indkomst og lav grad af beskæftigelse – og andre kommuner er udfordret af geografi eller arbejdsmarkedsudviklingen. Det er et stort stridsspørgsmål – også mellem borgerlige – om nogle kommuner skal have mere støtte, eller om der allerede er rigeligt omfordeling. Det er ikke den del, jeg går ind i her. Spørgsmålet er i stedet, hvordan vi skal hjælpe de kommuner, der kan have behov for hjælp.

Den måde at udligne på, vi har benyttet os af hidtil, fører tydeligvis til splid, hvor kommuner bliver spillet ud mod hinanden, og de skændes internt om idrætsfaciliteter og alt muligt andet. Det har vi set i de seneste uger, og det ser ud til at fortsætte. Det er den gamle romerske strategi om “del og hersk”, hvor grupper i de enkelte provinser bliver spillet ud mod hinanden, så de har mere travlt med internt kævl end at samarbejde mod centralmagten. Konkret var det eksempelvis Gentofte og Kalundborg, der blev sat op mod hinanden i præsentationen.

31 kommuner er endda gået sammen om en kampagne mod udligning. Kommunernes Landsforening (KL) kan dårligt komme med et samlet modspil, eller et alternativt forslag, når den socialdemokratiske regering er kommet med et forslag, hvor den ene del af kommunerne skal betale millioner til den anden del. Regeringens forslag ødelægger kommunernes sammenhængskraft.

Regeringen lægger op til, at kommuner, der skal betale mere i udligning, kan få lov at hæve skatten. “Se her om din kommune kan få lov at hæve skatten”, kunne vi læse i DRs rubrik. Den underliggende historie er, at kommuner generelt bliver straffet for at hæve skatten, da staten forsøger at begrænse kommunernes selvbestemmelse. Nu kan kommunerne så få lov at hæve skatten – uden at borgerne i de pågældende kommuner får noget ud af det til gengæld.

Angreb på borgernes sammenhængskraft

Hvis regeringens forslag til udligning går igennem.

Den store udfordring for den socialdemokratiske regering bliver, at de skal forklare, hvorfor det er solidarisk, at ‘den enlige mor med job i et supermarked’, der tilfældigvis er født og opvokset i en kommune med højere indkomster, skal betale mere i skat – for at fabriksdirektøren i landkommunen i provinsen kan få et højere kommunalt serviceniveau i sin lokale folkeskole.

I denne omgang var det en kamp blot at få regeringen til at løfte sløret for, hvorfor de begunstigede kommuner skulle have flere penge. De konservative i Rudersdal Kommune er endt med at forsøge at søge aktindsigt, fordi de ikke kunne få oplyst, præcis hvorfor netop deres kommune skulle betale mere. De fik afslag.

Bor du i en kommune, der skal betale mere, men har du selv en lav indkomst, så skal du betale mere i skat – eller se din kommune spare på eksempelvis normeringen i folkeskoleklasserne eller vedligehold af cykelstier. Omvendt kan du, selvom din familie har to indtægter og et stort billigt hus med lav kvadratmeterpris, se frem til lavere skat eller højere serviceniveau, hvis du bor i en af de kommuner, som regeringen ønsker at begunstige.

De følgende to budskaber er eksempelvis fra de 31 kommuner, der er gået sammen om en kampagne mod udligningen:

“En familie i hovedstadsområdet, hvor far er håndværker og mor er sygeplejerske, årligt har 74.000 kr. mindre til rådighed end en tilsvarende familie i Nordjylland.”

“Serviceniveauet i kommunerne uden for hovedstadsområdet er på niveau med kommunerne i hovedstadsområdet.”

Svaret er ikke, som nu, at sige til den familie, der skal betale, at de bare kunne have valgt at bo et andet sted. Vi ser det i forvejen som et problem, at mennesker med ganske almindelige indtægter dårligt har råd til at bo i København.

Løsningen kræver at staten tager ansvar

Hvis den problematik skal løses, og man samtidig ønsker at styrke svagere kommuner, så skal staten gå anderledes til opgaven: Den skal selv tage ansvar for omfordelingen. Staten skal selv indkræve den ekstra skat, den vil forære til de udfordrede kommuner. På den måde kommer borgere med høje indtægter til at betale – uanset hvor de bor.

Hvis staten tager ansvar for udligningen, så er det mere i tråd med sammenhængskraften. Skemaet her tager udgangspunkt i, at den socialdemokratiske regering nok vil pålægge borgerne udgiften i form af topskat.

Det vil ikke gå ud over samfundets sammenhængskraft, da de rige borgere i de udfordrede kommuner skal betale – på lige fod med de rige borgere i de velhavende kommuner. Så vil det så være op til staten selv at finde ud af, om pengene skal findes ved at hæve skatten eller spare forskellige steder i staten.

Spørgsmålet er, om regeringen vil opgive sin “del og hersk”-strategi, hvorved den selv skal tage ansvar.

Jeg tænker, at det, som sociologen Emile Durkheim kalder ‘den organiske solidaritet’, står stærkt i Danmark. Hvis der er åbenhed om årsagen til behovet for solidaritet. De stærke borgere kan godt forstå, hvis nogle skal have støtte, når de vitterligt har behov for støtte. De kan måske dårligere forstå, det er et problem at skære i støtte, som de selv får, og de derfor ser som noget unødigt flødeskum.

Det svækker også den sammenhængskraft, der er i samfundet, når staten beder sygeplejersken betale mere til fabriksdirektørens folkeskole i nabokommunen. Det skal staten tage ansvar for – i stedet for at lege ‘del og hersk’ med kommunerne.