Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard, konservativ
Kære Alternativister
Jeg ved, der er mange af jer i min bekendtskabskreds, der med euforisk glæde engagerede jer i et opgør med regler, institutioner og faste måder at gøre tingene på.
Pilene har dog peget i alle mulige retninger, og nu hvor 4 ud af 5 folketingsmedlemmer har forladt partiet, spejder I måske mismodigt efter en ny vej at gå. Her kommer jeg med et bud: Jeres alternativ er konservativt.
Det er en erkendelse, jeg ikke behøver at fortælle jer – for I er formentlig selv nået frem til det.
Institutioner og ordentlige rammer
Da Alternativet ramlede ind i en stribe møgsager, der blandt andet omhandlede anklager om seksuelle overgreb og opfordringer til at sende ‘dick pics’ rundt, da påstod partiet, at der ikke var en “krænkelseskultur” men derimod en “festkultur”. Alligevel nåede partiet frem til, at svaret var nogle klassiske institutionelle virkemidler: En personalehåndbog og en whistleblowerordning.
Medlemsorganisationen kunne slet ikke håndtere, at der ikke var rammer, den kunne tænke ud af, så det hele endte i grænseløshed. Mennesker har brug for en boks, de kan tænke ud af, men det fik de ikke i Alternativet. Partiet tog simpelthen ikke højde for, at hvad angår menneskesynet, så har konservatismen nogle erkendelser, man ikke bare kan feste sig væk fra. Vi har som fejlbarlige, og langt hen ad vejen skrøbelige, mennesker, brug for struktur. Institutioner. Rammer.
Den nye gamle politiske midte
Da det så kom til det klassiske magtspil, hvor den nye politiske kultur skulle stå sin prøve, så kan vi se, at der er en gammel borgerlig politisk kultur, man kan lade sig inspirere af. “Borgerlige stemmer der arbejder”, sagde Poul Schlüter og holdt Det Konservative Folkeparti helt derinde på den politiske midte, hvor beslutninger bliver taget.
Det er en erkendelse, Josephine Fock også nåede frem til, da hun som nyvalgt formand (eller forperson, om man vil) konkluderede, at Alternativet “skal være en del af alle de alliancer, vi overhovedet kan”. Da gik partiet fra at have skrevet sig selv ud af ligningen til at være en del af den gode gamle gennemprøvede styreform, vi har i Danmark. Det er dejligt for en konservativ at betragte.
Så er der dét med den grønne omstilling.
Til jeres formentlig store overraskelse, så er klimapolitik ikke noget, der er forbeholdt Alternativet. Længe før nogen så et behov for et alternativ, arbejdede flere partier seriøst med både miljø- og klima-politik. I mit eget parti, Det Konservative Folkeparti, er der masser af medlemmer, der gladeligt skiltede med #Klimatosse-begrebet. Forskellen er blot, at i Det Konservative Folkeparti får de forslag igennem i regeringens politik. Både når partiet selv er i regering – og når der skal laves forlig hen over midten.
Forvalterskabstanken og generationskontrakten i konservatismen byder os at levere kloden videre i en ordentlig stand, og det byder os både at give miljøet, økonomien og kulturen videre i en god stand. Når Alternativet vil lave grøn omstilling, mere iværksætteri og et levende kulturliv, så lever de tanker allerede i generationskontrakten. Forskellen er, at Det Konservative Folkeparti har beslutningsstrukturen og “musklerne” til at få indflydelse på landets ledelse. Det er forudsætningen for den reelle grønne omstilling – og Gud nåde og trøste den konservative ordfører, der ikke præsenterer grønne resultater efter forhandlingerne.
For lille et land til at undgå borgerinddragelse
Men hvad så med bottom-up, borgerinddragelse og alt det der? Kig til den konservative Gentofte Kommune (ja, den socialdemokraterne henter udligningsmillioner i). I den kommune er mange af sagerne flyttet fra de traditionelle fagudvalg til såkaldte “opgaveudvalg”, hvor borgere er i flertal og politikere er i mindretal. Det er sådan noget, der får samskabelseskonsulenter til at tabe kæben af benovelse – og det er en ærkekonservativ kommune, der viser vejen. Politikerne skaber rammer og strukturer for, hvordan opgaver kan løses med plads til borgernes engagement – i stedet for blot at kaste bolde op i luften i et idealistisk cirkus.
Hvis det ikke er nok bare at være borger, kan man melde sig ind i Det Konservative Folkeparti – og før man har set sig som, kan man sidde med ved bordet. Der er, som i de fleste andre klassiske partier, utroligt kort fra menigt medlem til det lokale folketingsmedlem. Man skal bare møde op og markere, hvis man gerne vil have ordet.
Så kære Alternativister: Nu hvor I har prøvet illusionen om opgøret med institutionerne, så kan I få jeres ønsker opfyldt gennem de klassiske parti-institutioner. Der er et alternativ til Alternativet – og det er konservativt.
