Kategorier
Borgerlighed

3 borgerlige pointer om Coronakrisen

Af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol. og konservativ

Hele Folketinget vedtog en borgfred i starten af ‘Coronakrisen 2020’, hvor alle regeringens første skridt blev bakket op af alle parter. Det var vigtigere, at der blev gjort noget, end at løsningerne var udtænkt af socialdemokrater, af socialister eller af borgerlige.

Der blev vedtaget hastelovgivning, og Folketinget viste sig fra sin gode side, for der blev handlet hurtigt – dog uden at Folketinget ubetinget bare var et gummistempel. Regeringen fik ikke deres forslag igennem om, at myndighederne skal kunne trænge ind i private hjem uden en dommerkendelse ved mistanke om smitte med Covid-19.

Første pointe: “Bringing the state back in”

Inden for statskundskaben har der været forskellige bevægelser, hvor fokus har skiftet fra markedet som altafgørende for forandringer, civilsamfundet som afgørende, internationale organisationer som afgørende, arbejderbevægelser som afgørende… Staten har i perioder været fraværende, og endda i en sådan grad, at Theda Skocpol i 1985 fandt det nødvendigt at skrive om modbevægelsen: “Bringing The State Back In”.

Siden faldt muren, og markedsøkonomien er blevet altafgørende for at hive millioner af mennesker ud af fattigdom – med stor succes. I denne krise har markedet ikke kunnet gøre det store. Markedet kan ikke stå alene. Statens rolle har i denne krise vist sig at være altafgørende, mens markedet endda er blevet lukket ned – i nogen grad. Inden for samfundsvidenskaben er der materiale til adskillige forskningsprojekter, specialer og så videre.

Inden for det borgerlige Danmark er det også tid til at gøre sig overvejelser. På den ene side skal de liberale gøre sig nogle overvejelser om, hvor lille en stat, der er mindstemålet for at kunne håndtere kriser af dette omfang?

Omvendt kan konservative typisk godt lide en stærk stat, men vi skal som konservative gøre os overvejelser om, hvornår staten i “problemløsningsmodus” bliver så omfattende, at den kvæler alt andet – og er det eneste, der får lov at stå tilbage.

Statens rolle skal diskuteres i det borgerlige Danmark – både på det principielle og på det pragmatiske plan.

Groft set er der tre forskellige velfærdsmodeller: Den skandinaviske, hvor der er universel velfærd – velfærd for alle sikret af staten. Den kontinentaleuropæiske/kooperative, hvor virksomheder betaler forsikringer, og hvor civilsamfundet har en stor rolle – og til sidst den residuale, hvor det primært er niveauet af forsikringer, der er afgørende for, hvor god hjælp man får.

I samfund, hvor det er baseret på den residuale model, eksempelvis USA, har de fået en brat opvågning: Det er ligegyldigt, hvor godt forsikret “de rige og den øvre middelklasse” er, for hvis sygdommen spreder sig blandt dem, der ikke har råd til at undgå det, så er det en stor risiko for alle.

Det betyder ikke nødvendigvis, at den skandinaviske velfærdsmodel er den eneste gangbare, men det betyder, at systemerne skal være klar til at levere til alle – på kort tid. I en dansk kontekst er det nemmest, hvis systemet i forvejen leverer til alle.

Anden pointe: Beredskabet er blevet forsømt af optimisterne

Siden afslutningen af den kolde krig har politikere “høstet fredsdividenden”. De har skåret i beredskabets bevillinger, da Danmark ikke er i fare. Siden kom 11. september 2001, og de sidste rester af katastrofeberedskabet blev omstillet til at kunne sendes ud af landet.

Som privatperson køber vi gerne forsikringer: Bilforsikring, husforsikring, forsikring til cyklen, forsikring til hunden og så videre. For staten hedder forsikringen “beredskab”, og det har vi åbenbart glemt.

Når ‘Coronakrisen 2020’ stilner af, skal vi nytænke vores måde at tænke beredskab. For mig handler “contingency planning” om tre ting:

Der skal være handleplaner, så reaktioner hurtigt kan sættes i værk, og alle ikke først skal til vente på, at beslutninger “siver ned” gennemsystemet. Forskellige enheder skal kunne handle forholdsvist autonomt. Allerhelst så jeg en yderligere decentralisering af hele vores offentlige system, men det skal ikke rokke ved min første pointe om statens vigtighed.

Det andet er, at det skal sikres, at vi kan træffe beslutninger, når handleplanerne ikke kan følges. Det er derfor, at den amerikanske præsident og vicepræsident aldrig flyver i samme fly. Vi laver handleplaner, men “contingency planning” handler i lige så høj grad om, at vi skal regne med, at vi ikke kan følge handleplanerne. Uanset hvad Statens Seruminstitut og Sundhedsstyrelsen laver af ændringer efter ‘Coronakrisen 2020’, så er der en risiko for, at vi ikke kan bruge den viden senere, fordi forudsætningerne har ændret sig.

Den sidste pointe handler om materiel. Danmark grænser op til russerne i Østersøen og Arktis, og alligevel har vi nedrustet. Til sammenligning har Finland fortsat med at forberede sig på det værste, og det ligger måske i deres kultur, siden de ofte går med kniv. Uanset har de vedligeholdt deres katastrofelagre, så de ikke mangler medicinsk udstyr.

Beredskab handler også om at have sengepladser til overs, have for mange læger og have for mange sygeplejersker. De skal have luft i deres hverdags opgaver, så de kan levere det nødvendige ekstra, “when the shit hits the fan”.

Jeg aftjente værnepligt i Beredskabsstyrelsen. Hvorfor er jeg aldrig blevet indkaldt til “brush up”-kurser, så jeg bare på et minimalt niveau har vedligeholdt min ‘Funktionsuddannelse Brand’ – måske på et lavere niveau? Hvorfor har jeg ikke fået tilsendt et e-læringsforløb, der kan gøre mig klar til at teste for coronavirus? Det vil være til glæde for hele samfundet, også i fredstid, hvis alle os “gamle brandmænd” bliver holdt vågne.

Hvor og hvornår rammer næste katastrofe Kongeriget Danmark (det vil sige inklusive Færøerne og Grønland)? Vi aner det ikke. Krisen har vist, at vi ikke kan forudsætte, at USA kommer os til undsætning. USA forsøgte endda at købe en tysk medicinalvirksomhed, så dens produkter kunne gå eksklusivt til amerikanerne.

Her er vi som lille land afhængige af, at vi selv kan producere eller har adgang til de store spilleres resurser. Det er ikke nødvendigvis et argument mod, at vi frasolgte vaccineproduktionen fra Statens Seruminstitut, men det er helt sikkert et argument for, at vi går mere helhjertet ind i EU. Det er inden for EU, at Danmark står stærkt – ikke alene mod stormagter som USA, Kina, Indien, Rusland og så videre.

Tredje pointe: Borgerlige rettigheder er afgørende – og skal gentænkes

Når kaos og frygt tager over, så er de borgerlige frihedsrettigheder åbenbart under pres. De selvsamme borgerlige frihedsrettigheder er dog afgørende for, at frygt og kaos ikke tager over i fremtiden.

Det er meget bekymrende, når et land som Ungarn sender parlament og dommere hjem, og efterlader nøglerne til det hele hos én person – Viktor Orbán. Selv stille og rolige Norge giver regeringen beføjelser til (midlertidigt, dog) at lovgive uden om Stortinget.

Det danske Folketing har heldigvis ligesom Norge været flittige til at bruge muligheden for solnedgangsklausuler, så lovgivning vedtaget i al hast udløber igen.

Der er dog flere opmærksomhedspunkter: Når lovgivningsarbejdet går så hurtigt, så er der endnu mere grund til at sørge for maksimal åbenhed, og dér er der ingen hjælp at hente i offentlighedsloven.

Et andet opmærksomhedspunkt handler Grundloven. Nogle forsøger at bilde os ind, at vi har en stærk Grundlov, men som jeg tidligere har skrevet om andetsteds, viser ‘Coronakrisen 2020’, at det nærmere er kulturen end Grundloven, der beskytter vores frihedsrettigheder.

Der er åbenbart ingen grænse for, hvilke frihedsrettigheder, staten kan indskrænke. Det er kun, hvis vi stædigt hævder, at det er en demonstration, at politiet ikke kan opløse forsamlingen og uddele bøder.

‘Coronakrisen 2020’ giver lidt en oplevelse af, at der ikke er nogen grænser for, hvad staten kan gøre. Indespærring, tvangsvaccination og meget andet er pludselig på bordet. Noget vi aldrig kunne have forestillet os i 2019. Regeringen forsøgte at få vedtaget, at myndigheder ved mistanke om smitte med Covid-19 kunne trænge ind i private hjem – uden dommerkendelse. Dette fik resten af Folketinget forhindret, men burde en hurtigtarbejdende forfatningsdomstol ikke sætte foden ned der? Det er åbenlyst problematisk, men “magten” har åbenbart ingen hæmninger.

Der er brug for en diskussion om, hvem der sætter foden ned, hvis Regeringen og Folketinget i fremtiden panikker og indfører hastelovgivning. Som det er lige nu, har Danmark reelt ikke en forfatningsdomstol, der kan vende tommelfingeren op eller ned – og i øvrigt er forfatningen fyldt med gummiparagraffer, så det vil uanset være menneskerettighedserklæringen, der vil blive referencen.

Der er noget evalueringarbejde at udføre – og der bør formentlig nedsættes en Grundlovskommission. Borgerlige frihedsrettigheder burde være en borgerlig mærkesag, og i den henseende rækker borgerligheden et godt stykke ind over den politiske midte. Den politiske debat om emnet skal ikke parkeres i kommissionen, så vi kan lige så godt komme i gang med at tage noter.

Håndsprit og have
Foråret og sommeren 2020 vil blive husket for de store mængder håndsprit. Fotograf: Mathias Schwartz Kirkegaard (copyright)