Kategorier
Borgerlighed

“I dag er det Dronningens fødselsdag…”

Man kan næsten ikke læse sådan en sætning, før melodien begynder at spille inde i hovedet… “Hurra, hurra, hurra – Hun sikkert sig en gave får…”

Det er fordi, vi har en kulturel klangbund, som den fødselsdagssang er en uomgængelig del af. Den er en del af den danske kultur. Både fællessangen og den konkrete fødselsdagssang er en del af kulturen.

Var det trompeter eller en guitar, der akkompagnerede fællessangen i dit hoved? Eller dine forældres sang ved din seng? Eller Phillip Fabers sangstemme og klaverspil fra Danmarks Radio her under coronakrisen? Det er summen af vores forskellige erfaringer og historier, der samlet har sat sig i vores kultur.

På samme måde er Kongehuset en del af den danske kultur. Nytårstalerne, den festlige klippen snore, slottene og nytårstaffel – og H.M. Dronningens fødselsdag. Det er tradition – det er kultur.

De to dele er kombineret, når Dronningen har aflyst sin 80 års fødselsdagsfejring på grund af coronavirus, men danskere på sociale medier “slår igen” mod coronaen ved at arrangere fællessang for Dronningen – og Danmarks Radio understøtter glimrende. Danmarks Radio har virkelig vist sin styrke i denne tid.

Kulturen tager man med

Det er nogle gange, når vi rejser ud, at vi finder ud af, hvad vi egentlig har med os i vores kultur. Både som vesterlændinge og som danskere. Dengang i 2006, da jeg var 3 måneder i Nigeria, da var det interessant, at når jeg mødte en kvinde fra Irland, så mødte jeg en person, der forstod “det”. At være hvid europæer i Nigeria, “det”. Til gengæld så fornemmede jeg også, at der ikke var det helt samme overlap, da jeg mødte den amerikanske læge. Vi var begge hvide “baturi”, men jeg var europæer. Hun havde det nok på samme måde.

Jeg har hørt fra flere udenlandsdanskere, både i Østasien og i Østafrika, at de samles og fejrer Dronningens fødselsdag. Herhjemme i Danmark træder Grundlovsdag mere frem som “nationaldag”, men måske er det mærkeligt at fejre demokratiet i et land, man ikke længere bor i? Hvorfor fejre den danske forfatning, når man bor i USA? Men kulturen – den har man taget med. Dronningen er rejst med. Fællessangen er rejst med. Sproget er rejst med. Er det derfor, at Dronningens fødselsdag bliver særligt fejret som “nationaldag” derude?

Herhjemme i Danmark har jeg egentlig aldrig rigtig fejret Dronningens fødselsdag som noget specielt. Det er der nok mange af mine konservative venner, der har. Jeg ønsker hverken heller enevælden, Estrup – eller blot tiden før påskekrisen tilbage. Jeg er ikke monarkist på den måde. Jeg er dog heller ej republikaner.

Ordener hænger man på de dygtige og engagerede

Jeg kender flere, der ville takke nej til en orden, hvis de fik den tilbudt – og som vel at mærke er i det segment, hvor det formentlig allerede er sket. Det forstår jeg ikke. Hvis Danmark var en republik, så ville vi formentlig stadig have ordener. De ville blot blive overrakt af en præsident i stedet.

Ordener er statens måde at anerkende, hvad der er en prisværdig indsats: Den lange tjeneste i en virksomhed, i det offentlige, den dygtige forskning, der har gjort os klogere, den modige indsats, der har beskyttet danske soldater mod fjenden, redningsfolk og vores helt lokale erfarne byrådspolitikere. Det er en anerkendelse af dygtighed og engagement.

I mine øjne, så er et “nej til ordener” det samme som et “nej til at staten skal anerkende dygtighed, flid, mod og engagement”.

Folketinget, Regeringen og Monarken

Der kan ikke herske den store tvivl om, at Monarken har udspillet sin rolle, hvad angår landets politiske ledelse. På forfatningsmæssigt plan er der stadig statsråd, dronningerunde og underskrivelse af love, men ikke siden påskekrisen i 1920 har monarken turdet blande sig for alvor i noget af det. Og godt det samme. Det parlamentariske demokrati har overtaget opgaven, og når danskere kritiserer andre lande for ikke at være demokratiske, så glemmer de, at landets ledelse formelt er “indskrænket monarkisk”. Det siger måske noget om begge parter.

Idéen bag det vi kalder “magtens tredeling”, at de forskellige magter skal holde hinanden i skak, har trange kår i Danmark. I den teoretiske tredeling er monarken/præsidenten (og dennes regering) det ene ben, parlamentet (Folketinget) den anden del – og det tredje ben er domstolene. I Danmark er de fleste ministre også en del af Folketinget, så allerede her er der sammenfald. Den danske Grundlov er fyldt med gummiparagraffer, og til sammenligning med mange andre stater, har Danmark en svag forfatningsdomstol. Det kommer tydeligst til udtryk i krisetid!

Det betyder så også, at vi efter påskekrisen i 1920 og landstingets nedlæggelse i 1953 ikke har nogen stopklods, der kan være “den politiske eftertanke”. Monarken er det ikke. Vi bør derfor opfinde et nyt andetkammer, en forfatningsdomstol eller begge dele. Det er ikke sundt, at der er så kort ‘fra tanke til magtudøvelse’. Men det er en anden sag, der egentlig ikke vedrører det Kongehus, Kongeriget Danmark har i dag.

Indstillingen i Danmark kan bedst beskrives med et fejlagtigt citat fra Viggo Hørup: “Ingen over og ingen ved siden af Folketinget”. Der er gået meget tabt siden Jyske Lov, der ellers fastslog, at loven ‘skal være retfærdig’, hvilket betyder, at retfærdighed er noget, loven skal leve op til – ikke noget, loven definerer. Det er ikke retfærdigt, fordi loven siger det. Det kan godt være retfærdigt, uanset om loven siger noget andet.

Og dog – Dronningens politiske rolle

Når jeg skrev længere oppe, at Dronningens har udspillet sin politiske rolle, så er det på det formelle plan. Det politiske omhandler også alt det, vi har sammen (selvom man kan diskutere, om noget af det blot er moralsk). Derfor har Dronningen en stærk politisk stemme, når hun maner til eftertanke om, hvordan vi omtaler hinanden på de sociale medier. Begrebet “dumsmarte bemærkninger” fra nytårstalen i 1984 lever videre i vores kultur – uanset hvor mange Folketingsvalg der har været siden (der har været 11).

Regeringen kigger frem mod næste valg – monarken kigger frem mod næste regent. Det skal være langtidsholdbart. Det er noget jeg kan genkende fra min egen familie, hvor jeg er vokset op i en slægt, der havde en slægtsgård fra 1606, hvor “den nye gård” er de bygninger, vi byggede i 1886.

I den nuværende krise klinger formaningen til dem, der samler sig til fester, stadig: “Det kan de ikke være bekendt”. Når Dronningen siger, det er tankeløst og hensynsløst, så sidder det anderledes fast, end hvis statsministeren sagde det samme. Dronningen har en mulighed for at definere, hvad samfundssind er, på en helt anden måde end statsministeren kan. Statsministeren er partisk – Dronningen er et kulturelt symbol.

Når vi i dag med coronatidens fællessang fejrer HM Dronning Margrethe II.s fødselsdag, så er det ikke kun en yderst sympatisk ældre dame, vi fejrer, men derimod vores nations optimisme. Vi er i krise, men vi kommer igennem det. “Det bliver godt igen”, som nogen har skrevet på fortovet, her hvor jeg bor. Hvis bare vi står sammen – hver  for sig. Her har vi brug for samlende symboler – fællessang er ét, Dronningen er et andet. I dag på Hendes Majestæts fødselsdag flyder det sammen.

P.S: Jeg beklager de forskellige forsøg på at omtale Hendes Majestæt Margrethe II. med korrekt titulering. Jeg lærer det nok aldrig.

Fotograf: Mathias Schwartz Kirkegaard (c)