Kategorier
Borgerlighed

Værd at rejse en sten for nærhed

I dag fejrer vi Sønderjyllands genforening med Danmark. Det handler om national identitet, og det fejrer vi, men samtidig raser en debat om identitet, som vi omvendt finder uforståelig. Det handler om identitetspolitik. Hvis nogen vil skælde mig ud for at blande de to spørgsmål sammen i denne tekst, så er det ok, for jeg er selv lidt i tvivl om, hvilken retning jeg skriver.

Nogle gange har det vægt, hvem det er, der siger hvad. For 100 år siden blev Sønderjylland genforenet med Danmark. Det skete efter folkeafstemninger, hvor de enkelte dele af Slesvig afgjorde, om de ville høre til Danmark eller det tyske rige.

Det afgjorde sønderjyderne og “slesvigerne” selv, ved folkeafstemning, fordi det vedkom dem. Det blev ikke afgjort i Berlin. Det blev ikke afgjort i København. Det blev afgjort ved stemmeurnerne i Sønderjylland og resten af Slesvig.

Man kan godt hævde, det er diskrimination, når resten af danskerne ikke fik lov at stemme. Eller tyskerne for den sags skyld. Sagen er blot den, at “nærhed” er et udmærket kriterium at diskriminere efter. Subsidiaritetsprincippet, eller nærhedsprincippet, dikterer, at beslutninger skal træffes på det lavest mulige politiske niveau. Derfor diskriminerer vi ud fra nærhed. Der er noget, som øvrigheden ikke skal blande sig i, fordi øvrigheden simpelthen er for langt væk.

I årene efter genforeningen blev der rejst et hav af “Genforeningssten” rundt omkring i landet. Der er cirka 600 af dem, og én af dem står i Karlslunde ikke så langt fra min bopæl. I disse dage er mindesmærker til debat, fordi nogle ønsker bestemte statuer fjernet fra det offentlige rum, fordi de hylder personer, der i bagklogskabens klare lys også gjorde noget, der var forkert.

Måske kommer der en dag, hvor fremtidens intellektuelle finder det vulgært, at national selvbestemmelse blev hyldet med sådan 600 sten spredt over hele Danmark? Det er jo en hyldest af forskellen på at være tysk og på at være dansk? Det er en hyldest af, at en befolkning sagde: “Vi hører ikke til Berlin”, mens den hypotetiske fremtidige diskurs kan være, at alle grænser uanset er socialt konstruerede, og den ene administrative enhed kan være lige så god som naboen. Hvis der kommer en “Oplysningstiden 2”, hvor det bliver et ideal at hylde den rene fornuft frem for nationale tilhørsforhold, så bliver det pludselig lidt sekterisk, at vi har sådan 600 nationale rejsninger stående spredt over landet.

Jeg krydser fingre for, at det ikke sker.

Noget godt kom der ud af “den oprindelige oplysningstid”: De borgerlige frihedsrettigheder holder vi gladeligt fast ved, i hvert fald undertegnede skribent, men det fejlbarlige og begrænsede menneske kan ikke med sin fornuft forklare alt. Det har vi fundet ud af.

Til gengæld fik vi ryddet lidt op i, hvad vi diskriminerer efter, for tilbage i historien har vi diskrimineret efter kriterier, der ikke var ok. Arven fra oplysningstiden, eller efterdønningerne efter oplysningstiden, var blandt andet denne tese: Det er vigtigere, hvad der bliver sagt – end hvem der siger det. Et argument bliver ikke tyndere eller ringere af, at det kommer fra en kvinde. Argumentet kan ikke skubbes til side, blot fordi det bliver sagt af en person med en anden hudfarve. Fornuften trumfer (forhåbentlig) (i nogle tilfælde) alle mulige andre argumenter.

Det er derfor, at flere har fremført argumenter om, at den nuværende identitetspolitik er et opgør med oplysningstiden, hvor “følelser” sejrer over “fornuft”. Et argument er, i den nuværende forfejlede identitetspolitiske diskurs, ringere, hvis man har et “forkert” køn. Et argument kan tilsidesættes, hvis det bliver sagt af én med “forkert” hudfarve. Det ser vi, når personer bliver beskyldt for at “kulturelt appropriere” eller når hvide mennesker får at vide, der er særlige regler for dem til demonstrationer.

Os, der i dag hylder nærheden, men skælder ud på identitetspolitikken angreb på mindesmærker, vi kan potentielt i en hypotetisk fremtid selv være dem, der bliver beskyldt for “identitetspolitik”, fordi vi diskriminerer argumenter ud fra et kriterium: Nærhed.

Jeg holder dog fast ved, at det er det gode, rigtige og sande – fordi mennesker er relationelle. Den fjerne, kølige, kalkulerede fornuft er fremmedgørende, når der bliver truffet beslutninger længere væk end det “lavest mulige politiske niveau”, som subsidiaritetsprincippet fastslår. Nærhed er godt for mennesket – også politisk.

“Nærhed” er selvfølgelig blot ét blandt flere kriterier. Det er ikke alt, der er godt, sandt og rigtigt “fordi nærhed”, men nærhed skal fortsat være et kriterium, der skal have plads – og er værd at rejse mindesmærker for.

Mathias Schwartz Kirkegaard (privatfoto)