Kategorier
Borgerlighed

Taberne i Arne-reformen er iværksættere og det danske velfærdssyn

Af Mathias Schwartz Kirkegaard

Nu kommer udspillet, der skal sikre, at “Arne” kan gå tidligere på pension – uanset hans helbred. Han skal ud og nyde solen. Der er to aspekter af dette, jeg gerne vil hive frem. Det første er, at det her næppe motiverer “Arne” til at blive iværksætter, for særligt enkeltmandsvirksomheder er de store tabere i det her. Det andet aspekt er, at der her er tale om et velfærdssyn, der i mine øjne er skadeligt.

“Arne” er tydeligvis hverken en lille selvstændig erhvervsdrivende eller en iværksætter med en selvopofrende satsning på CV’et, for det er indbetalinger til ATP, hans bidrag til produktionen skal måles på. For personer med ‘enkeltmandsvirksomhed’ gælder det, at indbetalinger til ATP er frivillige, og følgelig er der mange, der i stedet indbetaler til en privat pensionsordning – om de overhovedet får indbetalt pension. 

Livet med CVR-nummer er en stor satsning

Før jeg blev lærer, var jeg iværksætter. Jeg tænkte store tanker for virksomheden, ligesom jeg nu tænker store tanker på mine elevers vegne. For mange iværksættere er det et livsstilsvalg at kaste sig ud i livet med CVR-nummer. Det betyder dog ikke, at det ikke er hårdt slid. Tværtimod. Selvstændige kan dårligt melde sig syg.

Politik som den Socialdemokratiet foreslår, forstærker den danske lønmodtagermentalitet og gør det til en endnu større satsning at skabe en virksomhed. Nu er det ikke blot nogle år med ringe løn (om løn overhovedet), man kaster sig ud i. Det er også en senere pension, man går i møde, hvis man dropper løn til sig selv undervejs.

Vi har i forvejen EU’s laveste andel af selvstændige, og vi burde gøre noget mere for at inspirere til entreprenørskab. I stedet vil regeringen åbenbart lave en pensionsreform, der gør det mindre attraktivt at starte en virksomhed. Lønmodtagermentaliteten trives i dansk politik.

Nå, jeg skal nok klare mig. Men i stedet burde alle de ressourcer bruges på en reform af pensionsmulighederne for reelt nedslidte – uanset hvor mange år de har knoklet som iværksættere eller lønmodtagere.

Et nyt velfærdssyn?

Det er en gammel velfærdstese, at de bredeste skuldre bærer de tungeste læs. Det er faktisk en tese om den danske velfærdsmodel, der er blevet citeret helt fra Enhedslisten til den borgerlige lejr. Vi skæpper alle ind i kassen, sådan at de der har behov for hjælp, kan få den når behovet opstår.

Det er også en grundtanke i konservativt tankegods, at vi mennesker er forskellige, og vi derfor i samfundsorganismen skal bidrage forskelligt, således at de stærke hjælper de svage.

I “Arne-pensionen” er der dog et nyt velfærdssyn, der trænger sig på. Når du har betalt skat i så-og-så mange ord, når du har arbejdet i så-og-så lang tid, så har du ret til at hæve fra fælleskassen igen. Det er en noget-for-noget-tankegang, som en bred front af partier tidligere har været blankt afvisende overfor. Det fungerer ikke sådan, at du på grund af din skatteindbetaling får ret til bestemte ydelser.

Der er mange i det danske samfund, der af forskellige årsager ikke kan bidrage, og de skal ikke på samme måde måles på, hvor meget skat de har “opsparet” til deres egen hjælp. Personer med handicap har måske bidraget mindre. Personer med arbejdsskadesager har måske bidraget mindre. Unge har måske ikke nået at bidrage endnu. Det betyder IKKE, at de kommer bagerst i køen.

Ikke før nu. Socialdemokratiet vil nu reelt indføre en differentieret pensionsalder baseret på, hvor meget vi har indbetalt til fælleskassen (målt i ATP-bidrag).

Det er et nyt velfærdssyn i dansk kontekst – og det er ikke en forbedring.