Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard, konservativ 

MINK, GRUNDLOV OG ØKONOMISK PRESSION

Det regeringen og dens støttepartier kalder en “tempobonus”, kunne man lige såvel have kaldt “tempostraf”. Minkavlerne får en lavere kompensation, med mindre de har aflivet deres dyr, inden loven om at de skal aflives, overhovedet er vedtaget – måske engang i december.

Det er et forvaltningsinstrument, et pressionsmiddel, hvis formål er at få nogle mennesker, minkavlerne, til at gøre noget, de ikke af egen drift ville have gjort. Der er andre eksempler på, at forvaltningsinstrumenter indeholder økonomisk straf. Eksempelvis kan forældre blive trukket i kontanthjælp, hvis deres børn ikke møder i den skole, de er indskrevet på. Det er der et lovgrundlag for.

Eksempel med to forskellige minkavlere

Lad mig forklare det ud fra to eksempler på minkavlere ved navn Bent og Susanne. Ingen af dem har syge dyr og deres gårde ligger fjernt fra gårde, hvor der er syge dyr:

Minkavler Bent tænker:

“Jeg må hellere følge regeringens ordre og aflive mine dyr hurtigt.”

Minkavler Susanne tænker:

“Der er ikke vedtaget nogen lov om, at jeg skal aflive mine dyr, så det gør jeg ikke.”

Når så loven om “tempobonus” og aflivning af mink bliver vedtaget i december, så får Minkavler Susanne en mindre kompensation, fordi hun holder på sin ret.

Derved bliver tempobonus/tempostraf et økonomisk pressionsmiddel, der skal sikre, at Minkavler Susanne IKKE holder på sin ret, men derimod opgiver og i stedet følger den ulovlige instruks – ligesom Minkavler Bent.

“Hjemmelsudfordring” og ulovligheder

Her i minksagen bruger regeringen den type styringsredskab overfor minkavlerne – uden der er vedtaget noget lovgrundlag for hverken det, de vil have dem til – eller de økonomiske sanktioner, de bruger.

Når en regering gør noget, der ikke er lovligt – så er det ulovligt. Derfor er det absurd, at regeringen snakker om “hjemmelsudfordring”. Nu kommer så det helt absurde: Det kan være, ekspropriationen og tempostraffen reelt aldrig bliver lovhjemlet! Det vender jeg tilbage til.

Denne tempostraf/bonus er, hvis den bliver vedtaget, en straf med tilbagevirkende kraft og ikke en retsstat værdig. Når den bliver vedtaget, så kan minkavlerne ikke nå at opnå den tempobonus, det vil sige undgå tempostraffen. Hvis den overhovedet bliver vedtaget. Det er ikke sket endnu.

Nu indvender regeringen måske: “Jamen, det er ikke en straf – det er bare et tilbud… Det er en ekstra kompensation.” Mit svar er: Det er stadig et styringsinstrument – et magtmiddel. Uanset må regeringen ifølge Grundloven ikke bruge penge fra vores fælleskasse uden lovhjemmel. Det står også i Grundloven.

Grundlovens mindretalsbeskyttelse kan blokere regeringen

Da der er tale om ekspropriation, kan oppositionen udskyde vedtagelsen til EFTER næste Folketingsvalg, ifølge Grundlovens §73 stk. 2: “Når et lovforslag vedrørende ekspropriationen af ejendom er vedtaget, kan en trediedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse kræve, at det først indstilles til kongelig stadfæstelse, når nyvalg til folketinget har fundet sted, og forslaget påny er vedtaget af det derefter sammentrædende folketing.”

Når (hvis?) den borgerlige opposition vinder valget, så står vi tilbage med minkavlere, og resten af deres branche, der ulovligt er blevet udsat for en ekspropriation – med magtmidler såsom intimiderende politi, hæren og økonomisk pression.

UDEN der på noget som helst tidspunkt har været lovhjemmel. Hvis regeringen kører linen ud, kan der altså gå over 2 et halvt år, før Socialdemokratiet, hvis de vinder næste valg, kan få deres ekspropriation og dermed også lovgrundlag gennemført.

Både Bent og Susanne er ofre

Både Minkavler Bent og Minkavler Susanne er ofrene i hele det her cirkus, for når hele branchen er smadret, hvad så med det vaccinationsprogram for mink, som Københavns Universitet var klar til at starte? Hvad med hele forsyningskæden, som Susanne benyttede såsom indkøb af foder og salgsapparatet der gjorde Kopenhagen Fur til et verdenscentrum for handel med skind?

Realiteterne er nok, at “Minkavler Susanne”, eller de fleste som hende, har givet op. Men det betyder ikke, at regeringen vandt. Det betyder blot, at vi andre skal kæmpe videre. Det her bør undersøges – helt til bunds!

Midlertidig hjælp til minkavlere

I første omgang bør det sikres, at minkavlerne får hjælp. De skal ikke nå at gå konkurs, så der ikke bagefter er en virksomhed, der kan kræve erstatning for den situation, regeringen har sat dem i.

Derfor bør der vedtages et lovgrundlag, der sikrer udbetalingen af et acontobeløb, en slags statsgaranteret lån baseret på den lavest mulige rente, hvorefter 3 til 4 prøvesager skal køre ved domstolene, så vi kan finde ud af, hvad de skal have erstattet af værdier -samt hvad regeringen skal betale i tort til dem, når nu regeringen har udsat dem for de magtmidler, som de har.