Forsvarsminister Trine Bramsen (S) og hendes forvaltning er i disse uger centrum for en ophedet forsvarspolitisk debat. Omdrejningspunktet er Trine Bramsens insisteren på selv at deltage (og være genstand for?) det interview, som en Ritzau-journalist ønskede med den nye forsvarschef.
Efterfølgende gjorde Trine Bramsen et stort nummer ud af, at Forsvarschefen blot er chef for den styrelse, der tilfældigvis har med forsvar at gøre. Det minder mig om den amerikanske hærs instruktionsbog til det mobile feltorgel. Det vender jeg tilbage til.
Strengt taget har hun ret: Forsvaret er en styrelse. Men forsvaret er også MERE end en styrelse. Soldater sætter livet på spil med våben i hånd for Danmark efter det politiske Danmarks ønske.
En særlig korpsånd
Når soldater lader sig udsende første gang, så er det ofte fordi de gerne vil have en oplevelse og gerne vil gøre en forskel. Her kan man tale om, at korpsånden er en “civil religion”. Anden gang har de ofte opgivet den: Ny handler det mere om, at de går i krig for deres makker. De tager afsted, for hvem skal ellers beskytte de andre, der også tager afsted. Det er en “militær religion”. Forskeren Morten Brænder har blandt andre arbejdet med denne skelnen.
Der er en særlig korpsånd og en særlig logik, der gør, at korpset betyder uendeligt mere end forsvarsministeren. Når ministeren forsøger at reducere Forsvaret til “mig og min forsvarsstyrelse”, så stiller hun spørgsmål ved, hvad soldaterne egentlig risikerer livet for.
Det mobile feltorgel
Den amerikanske feltpræst Major Robert Nay (2008) har i sit speciale fra Fort Leavenworth, Kansas, gennemgået den amerikanske hærs “field manuals” for feltpræster. Han identificerer en udvikling, hvor manualen bliver større og større, men når en krig starter, så bliver den efterfølgende revideret, så den igen kan ligge i en skjortelomme.
Så snart krigen er slut, så vokser den eksplosivt igen – til noget der er ubrugeligt i en krig. Eksempelvis har 1947-udgaven en hel sektion om det mobile elektriske orgel, men intet om, på hvis autoritet en feltpræst kan beordre nogen til at løfte det op på traileren. Det er blot to år efter anden verdenskrig. Så kommer Korea-krigen, og derved opstår behovet for (for sent) at lave en ny forkortet “field manual”.
Jeg tolker det således, at den store frygt i forsvaret går på, at Trine Bramsen i overført betydning går mere op i maualen for benyttelse af det mobile elektroniske feltorgel, end hun går op i militær korpsånd og slagkraftigt forsvar af Danmark. Det kan skabe utryghed og bekymring blandt de soldater, vi sender i krig i en større sags tjeneste – eller blot for soldaten i mudderhullet ved siden af.