Kategorier
Borgerlighed

Olympiske lege: Den politiske vinkel?

Man skal ikke blande sport og politik, siger de, men det er ofte infrastruktur skabt politisk, der er grundlaget for sporten – både bredde-idræt og elite. Derfor betyder det noget, om politikere mener noget om kulturpolitik.

Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard, konservativ og cand.scient.pol

Der er et væld af sportsdiscipliner i de olympiske lege, og det er en yndet disciplin blandt journalister og kommentatorer at finde “den danske vinkel”, når der er sport i fjernsynet. Hvor mange gange hørte vi ikke om de danske græsplæner til EM, for eksempel?

Blandt politikere er det lidt fattigt med at levere noget angående “den politiske vinkel”, og de fleste politiker-opslag, når de vil sole sig i sportsresultaterne, består af en selfie, en tv-skærm i baggrunden og måske et lille Dannebrog. De vil gerne være med, men de er bange for at ‘blande sport og politik’. Sporten har dog brug for, at politikere “blander sig” i rammevilkårene for sport og idræt.

Strukturreform påvirker idrætten

Der er historisk set en politisk vinkel. De sportslige resultater kommer ikke af sig selv. Vi er som danskere enormt gode til badminton, svømning og håndbold, men det ville vi ikke være, hvis ikke det var for vores mørke vinter – og vores gavmilde distribution af haller rundt omkring i de danske sogne.

Ja, jeg bruger betegnelsen “sogne”, for hallerne er et resultat af “sognerådspolitik” og i høj grad kommunalreformen i 1970. Da antallet af kommuner toppede i 1965, var der 1.345 kommuner i Danmark og dermed flere end 13 gange flere kommuner, end der er i dag.

Da disse kommuner skulle reduceres til 277 kommuner ved tvungne sammenlægninger, så kiggede nogle af de små kommuners lokale ildsjæle på hinanden – og byggede en idrætshal med forsamlingslokaler og cafeteria som modvægt mod centraliseringen inde omkring Rådhuset.

Den forudgående kulturelle bevægelse

Mange større landsbyer fik deres egen sportshal og/eller svømmehal i den periode, og så har vi jo mulighed for at dyrke sport om vinteren. Vi havde nemlig fået et “fritidsproblem”. De unge på landet fik pludselig fritid, noget som generationerne ikke havde, og samtidig skiftede ungdomsforeningerne i Danmark fokus fra gymnastik og foredragsvirksomhed, der kunne foregå i de lokale forsamlingshuse, til decideret idræt.

Det var altså strukturændringer, politiske af natur, samt en kulturel og politisk ungdomsbevægelse, der skabte de perfekte forudsætninger for at halbyggerierne gik amok fra midt 1960’erne til midt 1970’erne.

Hvis du vil læse mere om fritidsproblemet og idrætshalbevægelsen, så er der artiklen ‘Det store halbyggeri’ af Gunnar Lind Haase Svendsen (Fortid og Nutid, september 2003, s. 186-204).

Nogle gange betyder geografi og biologi også noget

Der er selvfølgelig undtagelser, hvor det politiske betyder mindre – og eksempelvis geografi betyder mere. Jeg har allerede nævnt de mørke og kølige vintre, der har gjort os gode til halsport som håndbold og badminton.

Rent fysiologisk/genetisk/biologisk er østafrikanere fra for eksempel Kenya, Etiopien og Eritrea bare bedre bygget til langdistanceløb.

Vi er et land med en del kystlinje, åer og søer, og det har nok også præget os som sejlsport- og svømmenation. Til gengæld er Danmark fladt, så vi vinder ikke meget til vinterudgaven af De Olympiske Lege.

Så er der lige roning, hvor vi også er gode, og det er min påstand, at det er fordi, vi har mange søer og i øvrigt en vildt lang kystlinje, landets størrelse taget i betragtning. Man kan sige, at Danmark er én lang kystlinje med noget land inde bag – frem for at være et land med noget kystlinje.

Roning i traditionelle Færøbåde under Olajfesten/Ólavsøka i 2021. Fotograf: Mathias Schwartz Kirkegaard (c)

I år stillede Danmark med en færing i single sculler, og her er der en stor og aktiv ro-sports-bevægelse, samtidig med at evnerne til søs er forudsætning for hele økonomien og historisk har handlet om overlevelse i Nordatlanten.

Nu er det så den store foreningstradition, som færinger har til fælles med danskere, der driver sporten frem. For 10 år siden havde jeg i et halvt år kontor på Tinganes, hvor jeg ud af mit vindue ofte kunne se robådene træne.

Da Sverre Nielsen roede ol-finale klokken 01.45 færøsk tid, da stod jeg på kajen, hvor færgen til Nolsøe, Ternan, ligger. Her havde nogle lokale virksomheder sørget for en storskærm, så Olai-fejrende færinger kunne se roning.

Storskærmsarrangement til Sverre Nielsens forsøg på at få en ol-medalje i single sculler. Fotograf: Mathias Schwartz Kirkegaard (c)

Kulturpolitik er afgørende for dannelse – og medaljehøst 

Det betyder noget, hvad de politiske rammer er for idrætten – både bredden og eliten, og derfor er det ikke ligegyldigt, om vi har politikere, der for eksempel vil overlade det til markedet eller hellere vil bruge pengene på byfornyelse – eller hvad end de ellers finder på. 

Foreningslivet er det kit, der binder vores samfund sammen på tværs af lokalsamfundet – og lokalsamfund i flertal. Det er i det frivillige foreningsarbejde, hvor lysten driver værket, at vi får stærke relationer og kan engagere os på en større og mere meningsfuld måde.

Folkeskole: “En kommune med klaver”

Derudover er der skolerne, hvor et væsentligt dannelses- og kulturfag som musik ofte bliver overset. Her betyder det – igen – at den nødvendige infrastruktur i form af gode lokaler og tilgængelige musikinstrumenter mangler. Det betyder altså noget, om der bliver valgt politikere ind, der har øje for kulturpolitikken.

De børn, der vokser op i “et hjem med klaver”, de skal nok blive sendt til foreningsaktiviteter – og de skal nok klare sig. For de familier, der ikke har det overskud, der skal lokalsamfundet kunne løfte det – og kommunen skal være “en kommune med klaver”.

De siger, man ikke skal blande sport og politik – men det skal man. Infrastrukturen og rammerne for idrætten er påvirket af politik, og det slipper vi kun uden om, ved at vi politisk lader området forfalde. Det er ikke ønskværdigt. Tværtimod.