Vi bruger “skældsordsgelænderet” i krigen

Vi bruger “skældsordsgelænderet” i krigen

Når vi kigger tilbage i den nyere verdenshistorie, så har vi Anden Verdenskrig, der skiller sig ud: Der var en klar uretfærdig part – som også endte som taber. “Nazist” er ganske retfærdigt endt som det ultimative skældsord. Vi skal dog passe på, at vi ikke konfliktoptrapper med russere, der bor her i landet – men ikke er part i krigen.

Når vi bruger skældsord om modparten, så dulmer det empatien. Vi kan naturligvis ikke slå medmennesker ihjel, men nazister derimod…? Derfor taler Putin om at “afnazificere” Ukraine og derfor får Putin øgenavnet “Putler” – en kombination af Putin og Hitler.

Når vi taler om krig, så er vi helt oppe på toppen af den konflikttrappe, du måske har lært at kende på et medarbejderkursus engang. I den originale østrigske version af konflikttrappen, der var der for det første langt flere trin, men endnu mere interessant gik trappen nedad, når konflikten blev “optrappet”. Pointen med det var, at det er en trappe, der forsvinder ned i den uendelige, dybe, mørke afgrund: Krigen.

Læs mere om gelænderet til konflikttrappen på Personledelse.dk.

I krigen bliver mennesker slået ihjel. Det største nederlag for et menneske er at dræbe et andet menneske. Derfor er det noget nemmere, hvis det ikke er et menneske, men derimod et “umenneske”, man slår ihjel. Sproget, vi bruger, om ‘den anden’ er på den måde det gelænder, der hjælper os på konflikttrappen.

Hvis vi begynder at se stigende stigmatisering af russere generelt, så er det fordi, danskerne generelt hepper på, at ukrainerne slår så mange russiske soldater ihjel som overhovedet muligt, og det er svært at kombinere med linjen fra Sting-sangen: “if the russians love their children too”. Hvis russerne er “umennesker”, der ikke engang elsker deres børn, men derimod villigt sender dem i døden for et sygt system, så er det hele de almindelige russeres egen skyld.

Så længe krigen er i gang i Ukraine, så bliver det svært at undgå, at det også i nogen grad vil gå ud over russere andre steder, for den tingsliggørelse af modparten, vi ser i krigen, den kryber sig ind alle steder.

Krig er rettet mod fjendens magt – ikke personer

Krigskonventionerne er indrettet således, at ‘en fjende med et våben’ er “kombatant” og et gyldigt mål for dødelig vold, mens en afvæbnet fjende er derimod et medmenneske, der skal have ordentlige forhold i krigsfangelejren. Det afspejler det faktum, at det som såden ikke er mennesker vi er i krig med, men det derimod er fjendens magt, vi nedkæmper.

Det er vigtigt at huske på, hvad krigen i bund og grund er: Krigen handler ikke om at slå flest muligt af de andre ihjel. Krigen handler i stedet om at nedkæmpe fjendens evne (og vilje til) at gennemføre sin vilje med magt. Hvis krigen kan vindes ved at nedskyde alle fjendens droner og indføre hårde økonomiske sanktioner, så kan man ideelt set vinde en krig uden et eneste dødsfald ved den andens hånd.

Det er til gengæld svært at undgå, at det ene ikke udelukker det andet: At parterne er i krig mod ‘fjendens magt’, og de derfor slår ‘fjendens soldater’ ihjel.

Det store spørgsmål er: Hvordan undgår vi, at den tingsliggørelse af modparten så også går ud over fjendens civilister? Mit bedste bud er, at vi taler om det.

I eventyret om rumleskaft, får man magten over trolden, når man kender troldens navn. Når vi taler om “gelænderet til konflikttrappen”, så får vi magt over trolden, så vi ikke konfliktoptrapper med almindelige herboende russere. Det er ikke dem, der er i krig.