Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol
Jeg ser flere gange folk påstå i debatten om forsvarsforbeholdet, at vi svækker NATO ved at bidrage til EU’s forsvarssamarbejde. Hvad så når NATO faktisk beder EU om at aflaste NATO? Så svækker vi vel NATO ved at nægte at deltage?
Det er der historiske eksempler på, og her kan vi nævne EU-missionen “EUFOR Concordia” i Nordmakedonien i 2003 samt “EUFOR Althea” i Bosnien-Hercegovina i 2004.
Efter krigene på Balkan havde NATO en tilstedeværelse i “FYROM”, det nuværende Nordmakedonien. Den første fase hed Operation “Essential Harvest”, og den gik ud på at afvæbne albanske oprørere. Den næste fase hed “Amber Fox” og bestod af cirka 1.000 NATO-soldater.
Danmark deltog blandt andet med en let opklaringsdeling på ca. 30 soldater og pansrede EAGLE-køretøjer. Opklaringsdelingen hørte til sammen med den tyske bataljon i Skopje, hvorfra vi fik logistisk støtte.
En forlængelse af den mission kom til at hedde ‘Allied Harmony’. Danmark bidrog naturligvis med styrker til denne mission – og efter anmodning fra NATO blev det til 3 Fennec-helikoptere med mere.
For at aflaste NATO skulle EU overtage den mission. “EUFOR Concordia” blev derfor EUs første militære mission i 2003. Den koordinerede i høj grad med NATO, som den overtog efter, og hovedkvarteret for missionen blev således også placeret i NATOs bygninger i Mons i Frankring.
NATO bad EU overtage
Det var således NATOs ønske, at EU skulle overtage operationen – og der blev tæt koordineret med NATO. Danmark svigtede NATO såvel som EU og trak de militære bidrag hjem.
Det danske forbehold betød nemlig, at når EU bidrager, så gør Danmark ikke. Det er uanset, om det er NATO, der anmod om det.
Nu påstår nej-kampagnen så, at det vil svække NATO, hvis Danmark begynder at bidrage til det arbejde, NATO beder EU om at tage på sig – og resten af EU allerede er engageret i. Historien fortæller en anden beretning. Historien om ‘EUFOR Concordia’ er, at NATO i 2003 bad os europæere om selv at tage ansvar for vores nærområde – og Danmark svigtede.
Det samme skete i Bosnien-Hercegovina året efter i 2004. Danmark kunne heller ikke her bidrage til Europas sikkerhed, efter EU overtog opgaven fra NATO. ‘EUFOR Althea’ afløste ‘NATO SFOR’ og havde 7.000 mand som fredsbevarende styrke i Bosnien-Hercegovina. Året før havde vi en kampvognseskadron samt støttepersonel – i alt ca. 150 personer – i Bosnien-Hercegovina. På grund af forsvarsforbeholdet kunne vi ikke deltage, da NATO overdrog ansvaret til EU.
En soldat kan ikke være to steder
NATO kan dog have en interesse i, at soldater fra Danmark og andre NATO-lande er til rådighed, og derfor kan der være en bekymring for, at EU forpligter militære styrker til operationer i eksempelvis tidligere franske kolonier i Afrika. Det ændrer dog ikke på, at EU bør kunne tage ansvar for Europas sikkerhed – uden det omvendt skal forpligte amerikanske styrker.
Det bedste argument mod, at Danmark melder sig ind i EUs forsvarssamarbejde er, at danske politikere er så vilde med at være med, at de uomgængeligt vil sende bidrag til samtlige missioner, EU kunne finde på at oprette.
Den nuværende situation er dog, at Danmark uanset finder på måder at sende soldater afsted, for eksempel piratjagt ved Vestafrika, blot uden at vi deltager i det framework, som EU kan give os. Desuden deltager vi ivrigt i sådan noget som det fransk-initierede “European Intervention Initiative (EI2)”, men intentionen med EI2 er, at det skal understøtte EU-operationer, og så er Danmark nødt til at trække sig endnu engang på grund af forbeholdet.
Uanset hvordan vi vender og drejer det, så indskrænker det nuværende forbehold vores manøvrerum – og det forhindrer os i at bidrage, selvom vi har lyst og vores bidrag bliver efterspurgt. Endda af NATO. Derfor skal vi stemme “ja” til at afskaffe forbeholdet.