Tilgiv det utilgivelige

Tilgiv det utilgivelige

Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard, konservativ debattør

“Det er utilgiveligt”, skrev Statsministeren på Instagram om Herlufsholm. Utilgiveligt, ligefrem?

Jeg hørte i dag i radioen, at Mette Frederiksen havde skrevet et eller andet sted, at der er foregået “utilgivelige” ting på Herlufsholm. Jeg undrede mig. Jeg tjekkede lige efter på Instagram, og der fandt jeg det ganske rigtigt. Statsministerens opslag om Herlufsholm starter med: “Det er utilgiveligt.” Med punktum og det hele. Definitivt.

Jeg har ikke set så meget som et sekund af den dokumentar på TV2, men har de spist spædbørn eller sådan noget? Hvor voldsomt har det været, siden landets statsminister fælder den hårde dom: “Det er utilgiveligt.”

Ja, jeg hører og læser, at der er foregået grimme ting, og jeg går ud fra, at politiet er inde over, hvis der er mistanke om noget kriminelt. Alligevel tænker jeg: Hvad er vi for et samfund, når landets statsminister skriver, at “det er utilgiveligt”, det der er sket? Simpelthen umuligt at få tilgivelse for?

Meget kan være uacceptabelt. Endda helt og aldeles uacceptabelt. Det er også meget muligt, at ‘det skal have konsekvenser’. Men at noget er “utilgiveligt”, det er en nådesløs udtalelse (i ordets sande betydning).

Vi har ellers været et samfund, der går ret meget ind for resocialisering af kriminelle, og engang sagde vi også, at “tiden læger alle sår”. Men, nej. Det her er utilgiveligt – ifølge landets statsminister. Tiden kommer ikke til hjælp, tilgivelsen slet ikke – og nåde er der ingen af.

En nådesløs kultur

Eller er det nærmere udtryk for, at hele anti-krænkelses-dagsordenen er kørt helt derop, hvor der aldrig findes ‘nåde’? Hvor der er krav om ultimativ renhed – et krav der bliver stillet selv til unge og skolebørn? Det er nu utilgiveligt. Hvor går grænsen for det utilgivelige?

Vi ser det også i kravet om, at Danmark som nation skal skamme sig over og undskylde for, hvad en lille overklasse gjorde mod slaverne, da Danmark var en kolonimagt. Uanset at det flere generationer siden, og mine egne forfædre i øvrigt selv var trælbundne i stavnsbånd og hoveri.

Er vi et samfund, hvor tilgivelse og nåde ikke længere eksisterer? Er den kristne tro, eller i det mindste blot den kristne kultur, blevet afløst af en helt anden religion? En stenhård religion blottet for nåde og blottet for frelse?

Vores kristne arv

Det skal være løgn, skal det! Der SKAL være tilgivelse at få. Der ER nåde at få. Resocialisering af kriminelle ER muligt.

For den kristne kan selv den mest forbenede massemorder omvende sig og finde nåde og tilgivelse. Den skriftkloge jøde Saulus forfulgte de første kristne, fik dem fængslet, men han omvendte sig, fandt nåden, tog navnet Paulus og endte som én af kirkehistoriens vigtigste personer. Selv Paulus kunne få tilgivelse.

I den kristne tro og den kultur, der er baseret på den, er der altid håb. Der er nåde at få. Selv en hårdkogt kriminel som Martin Bentsen, der var for voldelig til Bandidos, kunne efter voldsdom nummer 16 omvende sig og ende som præst i Herning.

Det er den kultur og den “ideologi”, som vores kultur er rundet af. Vi vil ikke have en kultur, hvor landets Statsminister sidder en aften, ser en dokumentar og kalder nogle handlinger på en kostskole for “utilgivelige”.

Statsministeren tager fejl, når hun siger, det er utilgiveligt. Hun burde reflektere over sin fejl. Hvor finder hun den slags tankegods, der får hende til at skrive, at “det er utilgiveligt”?

Kronprinsparret udmeldte i anledningen af visningen af dokumentaren på TV2:

“Som forældre til et barn, der går på Herlufsholm, er vi dybt rystede over de vidnesbyrd, der kommer frem i den aktuelle dokumentar om skolen. Det er hjerteskærende at høre om systematisk mobning og om den krænkelses- og voldskultur, som mange har været en del af. Det er helt uacceptabelt. Som forældre forventer vi, at skolen effektivt sikrer en kultur, hvor alle er trygge og en del af fællesskabet, og vi vil i den kommende tid følge de ændringer, som er åbenlyst nødvendige.”

Kronprinsparret

Kronprinsparret er personligt tættere på sagen, og de sætter grænser, tager afstand fra handlingerne – og kalder på ansvarstagen. Det er en sundere vej frem.

Det er ikke fordi, der “blot” skal være tilgivelse. Konsekvenser skal der også være, hvis der er handlet uret i en sådan grad, at det er kriminelt og/eller uacceptabelt. Der skal dog være en vej frem: Et håb for en bedre fremtid.