Statens fornemmeste opgave at forsvare borgerne

Statens fornemmeste opgave at forsvare borgerne

Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol

Et af de mere knudrede ord at udtale er subsidiaritetsprincippet. Derfor bliver det nogle gange oversat til nærhedsprincippet. Princippet går på, at beslutninger skal træffes så tæt på borgeren, de meningsfyldt kan træffes.

Drøftelser om indretningen af familiens barsel hører til over køkkenbordet, og måske også spørgsmålet om, hvorvidt den ene part skal melde sig til marinehjemmeværnet. Derfor skal EU ikke bestemme over barslen, og EU skal ikke tvinge dig ind i Marinehjemmeværnet. Når vi i den nærhedsoptik skal placere ansvaret for militæret, så kigger vi mod staten: Som vi har gjort i århundreder. Det er staten, der skal tage ansvar for landets sikkerhed – ikke os derhjemme ved køkkenbordet.

Man skal aldrig tale ned til vælgerne, siges det, men vi har et repræsentativt demokrati, fordi der trods alt er en grænse for, hvad alle os vælgere kan sætte os kvalificeret ind i.

Med forsvarsforbeholdet har vi placeret noget af ansvaret for beskyttelsen af borgerne hos dig og mig – i stemmeboksen. Det er vi simpelthen ikke kompetente til. Nogle få af os er måske, men det kan vi ikke basere det her på.

Vi er med i mange samarbejder 

“Hvorfor være med i EU’s forsvarssamarbejde, når vi har NATO?” spørger mange. Mit modspørgsmål er: Hvorfor er vi med i EI2? Hvorfor er vi med i JEF? Hvorfor FNC?

Jeg aner ikke det store om, hvad de forskellige “frameworks” beskæftiger sig med, men de er alle militære samarbejder, som vi er med i. Vi har et repræsentativt demokrati, sådan at du og jeg ikke behøver at sætte os nærmere ind i det. Du gør det bare, hvis du har lyst, men vi kan ikke basere forsvaret af vores land på, at vi alle skal sætte os ind i de sager og stemme om det.

Derfor giver det ikke den store mening, hvis vi skal stemme om, hvorvidt Danmark kan få lov til at tilslutte sig NATO, EI2, JEF, FNC, NORDEFCO, FN-missioner eller EU’s forsvarssamarbejde. Havde I overhovedet hørt om alle de forkortelser? Nej, vel? Det er derfor, vi har det repræsentative demokrati. Forsvarsforbeholdet er et misfoster, der ikke hører til i et repræsentativt demokrati, der skeler til nærhedsprincippet.

NATO kender du nok, EI2 er noget Frankrig har fundet på, JEF er noget Storbritannien har fundet på, FNC er tyskernes opfindelse og NORDEFCO er det nordiske militære samarbejde. Vi har et forbehold mod det, der er forankret i EU, men vi er med i alt det andet. Vi har ikke stemt om det ved folkeafstemninger. Det er noget, vi har overladt til det repræsentative demokrati og til staten.

Det SKAL være forankret i staten, og derfor skal EU-samarbejdet også være det

Det væsentlige i mine øjne er derfor ikke alt muligt om, præcis hvad der foregår i de forskellige samarbejder, hvem der præcist er med i de forskellige grupper og hvordan beslutninger bliver truffet. Det væsentlige er, om det er mellemstatsligt (så ansvaret er forankret i de enkelte stater) eller det er overstatsligt (hvor ansvaret er forankret et niveau over). Det SKAL være mellemstatsligt.

Det er heldigvis traktatfæstet, at EU’s forsvarssamarbejde er mellemstatsligt, så de enkelte stater i sidste ende har ansvaret for at beskytte deres egne landes borgere. Det er dér, det hører hjemme.

Dét vi stemmer om, er derfor, om vi i Danmark (i bund og grund) skal forhindre vores politikere i at samarbejde på de niveauer og i de fora, vi har valgt dem til at varetage på vores vegne i det repræsentative demokrati. Skal vi gøre det sværere for vores politikere at gøre dét, de finder rigtigt, når de skal forsvare os mod krig, hybridkrig, cybertrusler og så videre?

Med forsvarsforbeholdet forankrer vi noget af ansvaret for beskyttelsen af Danmark og danskerne i stemmeboksen. Vi lægger simpelthen et benspænd ud for vores egen stat – ud over de begrænsninger, som Grundloven heldigvis dikterer. Det finder jeg ikke heldigt.

P.S: Vi bør selvfølgelig have folkeafstemninger ved afgivelser af suverænitet, og jeg vil, hvis det kommer dertil, stemme imod, at vi afgiver suverænitet over vores militær. Det er statens fornemmeste opgave at forsvare borgerne – også i de relevante mellemstatslige fora, når det er til fordel (herunder EU’s forsvarssamarbejde).