Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard

Flere har givet udtryk for, at ja-partierne ikke rigtig fører valgkamp, fordi en intensiv valgkamp øger valgdeltagelsen. De sidste til at blive mobiliseret til en valgkamp er de socio-økonomisk dårligere stillede. Disse er typisk nej-vælgere, så dem har de ingen interesse i at mobilisere. Lars Trier Mogensen og Thomas Qvortrup formulerede det således, at “Ja-siden fedtspiller sig til sejr”, hvilket var titlen på sidste episode af deres podcast ‘Borgen Unplugged’.

Morten Messerschmidt (DF) gjorde et stort nummer ud af det til Folketingets afslutningsdebat i sidste uge: “Det er en tanke værd, om der simpelthen er nogen, der spekulerer i at få så lidt opmærksomhed på den folkeafstemning overhovedet – for ad den vej måske at sikre det gunstigste grundlag for at få et ja”.

Jeg afviser ikke den analyse, men jeg vil gerne tilføje et overset aspekt. Ja-partierne er bange for at skræmme vælgere væk før den vigtige valgkamp: Folketingsvalget.

De fleste partiers vælgere er delte

Når vi ser på stemmetallene fra sidste store EU-afstemning, den om retsforbeholdet i 2015, så har vi måske nøglen til at forstå, hvad der ellers kan være på spil.

Efter afstemningen i 2015 undersøgte Epinion for Danmarks Radio, hvad de forskellige partiers vælgere stemte. Resultatet faldt ud, som det kan ses herunder, og jeg har markeret de to tydeligste sammenfald mellem partiets holdning og vælgernes holdning:

Socialdemokratiet: Ja – 53 %, Nej – 47 %
Dansk Folkeparti: Ja – 11 %, Nej 89 %
Venstre: Ja – 71 %, Nej 29 %
Enhedslisten: Ja – 24 %, Nej 76 %
Liberal Alliance: Ja – 50 %, Nej 50 %
Alternativet: Ja – 53 %, Nej 47 %
Radikale Venstre: Ja – 88 %, Nej 12 %
Socialistisk Folkeparti: Ja – 51 %, Nej 49 %
Det Konservative Folkeparti: Ja – 67 %, Nej 33 %

Målingen er lavet af analyseinstituttet Epinion for DR blandt 5.262 repræsentativt udvalgte danskere. Det er en ret stor gruppe respondenter. Det er en exit-poll, og da de der spørger folk, der allerede har stemt, plejer den slags målinger at være ret præcise.

Jeg vender tilbage til Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, som jeg har markeret, om lidt.

Konservativ forsigtighed

Blandt de fleste partiers vælgere er der ret store mindretal, der risikerer at blive fremmedgjort fra partiet, hvis partiet “går for meget i EU-sokker”. “Jeg er ikke så konservativ, at det gør noget”, sagde Poul Schlüter. Søren Pape er åbenbart ikke så EU-positiv, at det gør noget.

Lige om lidt kommer et Folketingsvalg, og hvis stemmemønstrene gentager sig, så risikerer det konservative mindretal på 33 % at blive skubbet i favnen af for eksempel Dansk Folkeparti. Når de lige har haft oplevelsen af, at de ved EU-afstemningen ikke hørte til i Det Konservative Folkeparti, så er der en risiko for, at oplevelsen bider sig fast.

Det Konservative Folkeparti har en ja-kampagne kørende, men Søren Pape har set sig nødsaget til at understrege, at det ikke er partiskadelig virksomhed at stemme nej. Han forstår godt, at konservative er i tvivl om, hvad de skal stemme.

RV og DF kan bruge kampagne

De eneste to partier af dem der stillede op i 2015, der i den optik har tydelig interesse i at føre kampagne, det er således Dansk Folkeparti og De Radikale. Alle de andre partier har mindretal på over 20 %, der er modstandere af partiernes EU-linjer.

Selv et klassisk nej-parti som Enhedslisten havde dengang et stort mindretal på 24 %, der stemte ja, og senest har Enhedslisten således også landet en moderat mere EU-positiv linje på partiets årsmøde.

Når der hos RV og DF er så stor synergi mellem partierne og deres vælgere, så kan de bruge denne EU-afstemning som opvarmning til Folketingsvalget. Vælgerne bliver bekræftet i, at de stemmer på det rigtige parti. Både Radikale Venstre og Dansk Folkeparti har været i store kriser, og er det stadig, så de har brug for den identifikation med deres vælgere.

Nye Borgerlige er nye på kørebanen, så vi har ikke tal fra dem fra 2015-valget. Vi må dog formode, at deres vælgere ligeledes er i synergi med partiet på EU-spørgsmål.

Socialdemokratiet er delt

Meget markant er det, at Socialdemokratiets vælgere var så delte i afstemningen om Retsforbeholdet i 2015. Det var næsten 50/50, og vi må formode, at der også her i afstemningen om forsvarsforbeholdet er en stor gruppe skeptiske Socialdemokratiske vælgere.

Det kan bidrage til den manglende interesse for at føre valgkamp. Det er en tabersag at vinde de debatter, da mange af vælgerne vil opleve sig selv i opposition til Socialdemokratiet.

Hvis partierne gerne vil vende den næste – og vigtigere – valgkamp, så skal de ikke skubbe deres egne vælgere væk. Derfor fører de mindre valgkamp, end nogle af de andre partier.

EU-valgkampen er den stille valgkamp før den vigtige valgkamp.