Er det altid skidt at søge magten? Isabella Arendts skifte fra KD til C

Er det altid skidt at søge magten? Isabella Arendts skifte fra KD til C

Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol og konservativ. Indlægget har tidligere været bragt på Partihop.dk.

Nogle har spurgt mig om min holdning til Isabella Arendts indmeldelse i Det Konservative Folkeparti. Jeg har selv engang været medlem af KD og efter flere års pause fra partipolitik meldte jeg mig ind i Det Konservative Folkeparti. Derfor kender jeg både det parti hun har forladt – og hendes nye parti.

Til gengæld er jeg ikke en neutral betragter, og det er der både fordele og ulemper ved. Jeg har mødt Isabella Arendt nogle få gange, og jeg følger hende på Facebook.

Jeg interesserer mig også for ”partihop” som fænomen, men jeg afgrænser dog det begreb til politikere, der tager et folkevalgt mandat med til et andet parti. Dermed er Isabella Arendt ikke en “partihopper”, men debatten er der alligevel, da hun er en prominent politiker, siden hun midt under en valgkamp blev “Vikaren fra Himlen”, der tog over for Stig Grenov.

En sjældent anerkendt kvalitet ved politikere er deres ønske om magt: ”Uha, han er et magtmenneske”, kan kritikken nogle gange lyde. At søge magten bliver opfattet som en skidt kvalitet. Sjovt nok kan jeg primært huske det sagt om kvinder: ”Hun er et magtmenneske”. Kønsdebatten gemmer jeg dog til en anden gang.

En anden variant af kritikken er: ”Hun er en levebrødspolitiker”. Begge varianter er kritik, der bliver rettet mod politikere, der søger magten – og meget gerne vil have den.

Omvendt betragtet: Den nødvendige magt

Jeg vil gerne vende den om: Hvis man har alle de rigtige holdninger, og man ønsker at påvirke den politiske retning, så kræver det, at man søger magten. Man skal være magtmenneske til en hvis grad.

Selvfølgelig skal personen være mere end ”bare et magtmenneske”, men det går simpelthen ikke, at man sætter en person i front, der ikke har forstået, at NOGEN skal tage magten – og det er bedre, det er personen med de rette evner og holdninger, der gør det.

Og ”levebrødsvarianten” kan også vendes om: Hvis ikke man skaffer en politisk position, endda et levebrød, så kan man dårligt dedikere sin tid til også at få politisk indflydelse.

Isabella Arendt bliver i flere kommentarspor beskyldt for at være en levebrødspolitiker. Det er så på trods af, at hun aldrig har været valgt ved hverken et kommunal- eller folketingsvalg, og at hun i øvrigt opgiver et lønnet job som formand for KD for at lave frivilligt arbejde for Det Konservative Folkeparti.

Nu hvor beskyldningerne flyver, så er det mere brugbart at finde en analytisk model frem, der måske kan forklare hendes politiske ageren.

En analyse af politisk ageren

En analytisk model, jeg tænker er relevant at inddrage her, er ”Kaare Strøms model”. Den norske politolog Kaare Strøm opdeler partiers adfærd i tre forskellige aspekter i denne ret simple model:

Kaare Strøms model for politiske partiers ageren.

Når et parti er ”office seeking”, så fokuserer partiet på at få magten. Så taler man om ”nøglerne til ministerbilerne” og antallet af “taburetter” – eller for de mindre partier: At komme over spærregrænsen.

Når et parti er ”policy seeking”, så går partiet mere op i, om de har det ”helt rigtige partiprogram”. Det er vigtigere, hvad der står i det politiske forlig, end om det forbedrer meningsmålingerne. Det er måske ikke populært, men det er den rigtige, gode og sande politik.

Når et parti er ”vote seeking”, så handler det om at få det bedst mulige valgresultat. Det er vigtigere at være et stort parti end at være et regeringsparti. Politikken bliver designet efter at skaffe flest mulige vælgere. Bliver man så pludselig det største parti, så vil man ikke have regeringsmagten, for så skal man pludselig stå på mål for det, man sagde i valgkampen.

Kort fortalt kan partier ifølge denne model navigere efter taburetter, politik eller stemmer ved valget. Hvert af de aspekter ved et parti kan placeres i spidsen af en trekant, og så kan man analysere partierne, og placerer dem forskellige steder i trekanten.

Mange partier placerer sig ét eller andet sted nær midten. Et parti i krise kan derimod i en årrække fokusere meget på at få stemmer, men det kan være for at få den platform, der senere kan veksles til adgang til regeringsdeltagelse eller gennemførelse af politik. Målet kan på den måde skifte fra år til år, og det ene aspekt kan være et middel for at nå et andet mål.

KD og Arendt i Kaare Strøms model

Min analyse af henholdsvis KD’s og Arendts placering i et øjebliksbillede af Kaare Strøms model.

Når partiet Kristendemokraterne skal placeres i trekanten i Kaare Strøms model, så kan jeg ikke komme uden om, at jeg i høj grad ser partiets medlemmer som policy seeking. Det kan ses, når nogle i partiet for eksempel forsøger at rykke partiet på abortspørgsmålet.

Partiet har ikke i Folketingssalen foreslået at afskaffe den frie abort i cirka 40 år, selvom partiet i starten af partiets levetid nærmest rituelt fremlagde det forslag hvert år ved Folketingets åbning. Når så en formand forsøger at gøre det klart overfor baglandet, at realpolitikken har været sådan i mange år, så gør baglandet oprør.

Det er et parti, der kæmper med at komme over spærregrænsen, og alligevel publicerer og fremlægger de store omfattende programmer om alle mulige emner – i stedet for at skele lidt til folkestemningen og forsøge at komme med hurtige og let forståelige bud på aktuelle sager. Groft sagt.

Her er KD’s eneste opslag på Facebook på dagen, hvor den tidligere formand Isabella Arendt meldte sig ind i Det Konservative Folkeparti, og partiet således fik noget tiltrængt opmærksomhed:

KD’s eneste opslag på Facebook på dagen, hvor partiet får opmærksomhed, fordi den tidligere formand Isabella Arendt er skiftet til Det Konservative Folkeparti.

“KD´s hovedbestyrelse har i weekenden revideret KD´s integrations og udlændingeprogram. Kristendemokratisk udlændinge- og integrationspolitik bygger på et menneskesyn, der anerkender at allemennesker har lige stor værdi. Derfor skal området både sikre rettigheder og stille krav, på lige fod som vi gør det over for danske statsborgere. KD mener at asylbehandling…”

Og sådan fortsætter opslaget. Ordoptællingen siger 329 ord eller 2.251 tegn (med mellemrum). Det følges af et billede af Marianne Karlsmose og et ukonkret slogan.

Kilde: https://www.facebook.com/kristendemokraterneDK/posts/389698633188538

Det tjener KD til ære, at deres bagland går meget op i, hvilken politik partiet fører. Til gengæld har det ikke skaffet partiet over spærregrænsen ved et folketingsvalg siden 2001. Partiet måtte forlade Folketinget ved valget i 2005.

Af de grunde placerer jeg KD langt oppe i hjørnet med “policy seeking”.

Arendt rykker “sydpå”

Til gengæld må det have været frustrerende for Isabella Arendt, at partiets bagland på ingen måder vil gå på kompromis. Nu er hun i stedet skiftet til Det Konservative Folkeparti. Det er et parti, der blev fordoblet ved sidste valg – og ifølge meningsmålingerne står til at blive fordoblet igen ved næste valg. Der skal derfor vælges en del nye folketingsmedlemmer, så hvis man har erkendt, at man kun kan få indflydelse i politik, hvis man har en platform, så er Det Konservative Folkeparti formentlig et godt sted at være ved næste valg.

Jeg har placeret Isabella Arendt nede nærmere ved “Office seeking”, da jeg tænker, at Isabella Arendt er nået frem til den erkendelse. I radioprogrammet ‘Alis Fædreland’ med Ali Aminali, der bliver hun spurgt ind til, hvordan hendes holdninger til flygtninge flugter med den linje, som Marcus Knuth (MF, konservative) står for. Her svarer hun noget i stil med, at hun “vil fokusere på andre politikområder”. Hun går altså på kompromis med nogle af hendes politiske holdninger, så hun kan få den platform (medlemskab af Folketinget for Det Konservative Folkeparti), der skal bruges til at få politisk indflydelse på andre områder.

Det vigtige er derfor, hvad man vil bruge den nye platform til. Her har Isabella Arendt trods alt klart meldt ud, at hun vil fremme den grønne omstilling og familiepolitikken. Det er to sagsområder, hvor der er et stort overlap mellem Kristendemokraterne og Det Konservative Folkeparti.

Hvis man mener, man kan fremme en sag bedre end så mange andre, så er det i mine øjne helt i orden at søge den magt, der skal til. Ellers bliver sagen svigtet.

Til gengæld er det ofte den bedste strategi at bakke sit parti loyalt op – indtil man bliver spurgt, om man vil stige i graderne. Det kræver dog, at man er i et parti, der reelt søger magten.

Det er derfor, at jeg skriver øverst, at ønsket om magt er en sjældent anerkendt kvalitet. Man kan godt stå ude på sidelinjen med alle de rigtige holdninger, men så overlader man magten til magtmennesker med de forkerte holdninger.

Når man skifter parti, så udsætter man sig selv for en masse kritik. Nogle bærer nag i rigtig mange år, og partiskiftere kan derfor se frem til syrlige kommentarer på de sociale medier i mange år frem. Man skal derfor kun gøre det, hvis man virkelig vil det. Hvis man insisterer på at få indflydelse – og derfor går efter magten.