Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol
Der er opstået en debat her i forbindelse med at en gruppe kendte mennesker, heraf flere politikere, mødte op til en middag med Jordan Peterson. Den var nemlig arrangeret af en frikirke. Debatten har blandt andet gået på, hvordan de politikere DOG KUNNE FINDE PÅ at spise middag med de der frikirkefolk.
Nogle har endda været forargede over, at de frikirkefolk kunne få magthavere i tale. Jeg ville blive mere forarget, hvis kirkefolk IKKE kunne få magthavere i tale – fordi de er “kirke”. På trods af den debat, eller netop på grund af den debat, er det min påstand, at dansk kultur, det danske samfund og dansk politik er SOVSET ind i luthersk teologi.
Anders Fogh Rasmussens pagaj
I den forbindelse er jeg blevet mindet om Foghs ønske i 00’erne om at få mindre religion i det offentlige rum. Det var et ønske, der kom fra landets statsminister. Hans begrundelse for dette havde han uddybet i sin bog fra oppositionstiden: “Fra socialstat til minimalstat”.
Det var den bog, der er kendt for at Anders Fogh Rasmussen beskrev en kanotur på Gudenåen – og for at Poul Nyrup Rasmussen hev sider ud af den. Der var så også et kapitel om religion i det offentlige rum, og det var dermed en gennemtænkt politisk holdning, han havde givet udtryk for.
Det helt særlige var, at Anders Fogh Rasmussen begrundede sin politiske holdning ud fra Luthers lære om de to regimenter. Altså var der tale om en statsminister, der havde den politiske holdning, at han ønskede mindre religion i det offentlige rum – og begrundede det ved at fremføre teologiske bevæggrunde for sin politiske holdning.
Sagt med flere af de samme ord: Han ønskede, ud fra sin teologiske holdning, at hans egen politiske holdning ikke hørte til, hvilket var en politisk holdning, han argumenterede teologisk for.
Det var i bund og grund utrolig dumt. Han padlede ned ad Gudenåen med teologien som pagaj. Hvis man er principiel modstander af sin egen argumentation, så skal man måske bare tie stille eller kigge i en kasse med andre argumenter.
At det alligevel blev opfattet så seriøst, det skyldes at den danske kultur, dansk politik og det danske samfund er så gennemsyret af luthersk teologi, at vi slet ikke kan se det selv.
Vi danskere er totalt blinde overfor, hvor lutherske vi selv er, og vi evner ikke at betragte det udefra.
Debatten førte til noget alligevel
Argumenterne kom ingen vegne, som I lige har set, men politikken flyttede sig uanset. Når man sejler ad Gudenåen, så er strømmen så stærk, at man kommer frem – hvis bare man navigerer nogenlunde.
Når man alligevel begynder at finde argumenter for, at religion ikke hører til i det offentlige rum, så bliver det hurtigt “let totalitært”. Når en liberal mand som Anders Fogh Rasmussen alligevel nåede frem til sin holdning, så var det måske fordi, han talte ud fra den lutherske kristendom, der er indgroet i kulturen hvorved ønsket om mindre religion ikke kom oppefra, men derimod nedefra: Fra religionen selv. Derfor var det måske tiltrækkende at skubbe Luther foran sig.
Her var problemet så, at han ikke tog hensyn til, at han talte fra en magthavers position – uanset at han formulerede sine tanker, da han som folketingsmedlem og afskediget skatteminister blot var en mindre betydningsfuld person, end han senere blev.
Jeg har intet imod, at politikere udtaler sig om alt muligt, for det er forkert at konkludere, at politikere nødvendigvis har til sinds at lovgive om alt, de har holdninger til.
Til gengæld er det problematisk, at udløberen af debatten om ‘mindre religion i det offentlige rum’ har ført til nye regler, der begrænser kirkers virke (og for den sags skyld alle mulige andre religiøse foreninger).
