Minksagen: Findes der for de radikale slet intet personligt ansvar?

Minksagen: Findes der for de radikale slet intet personligt ansvar?

Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard

Det Radikale Venstre har meldt ud, at det egentlige problem ikke er, at nogen har truffet beslutninger, der har ført til lovbrud. Problemet er derimod ‘magtfuldkommenhed’, og “Magtfuldkommenhed er ikke ulovligt”, som Sofie Carsten Nielsen skriver i en pressemeddelelse.

Den magtfuldkommenhed kommer angiveligt af, at Socialdemokraterne sidder i en ét-parti-regering, og nu går de radikale så til valg på, at der ikke længere skal være en ét-parti-regering. Det er ikke Mette Frederiksens skyld, de andre ministres skyld, embedsfolkenes skyld – nej, det er systemets skyld.

Nu kan de radikale så med deres overvældende fornuft designe et system, hvor den menneskelige fejlbarlighed ikke længere er en faktor, for hvis bare vi slipper af med ét-parti-regeringen som koncept, så skal det nok gå.

Da kirkefaderen Augustin (Augustin af Hippo eller Aurelius Augustinus, født 13. november 354, død 28. august 430) endnu ikke var kristen, da var han ‘manikæer’, og han mente derfor, at han ikke selv gjorde noget ondt, men at ondskaben var en kraft, der påvirkede ham – uden han af den grund selv havde nogen skyld.

I dag mener Det Radikale Venstre så, at problemet i hele minkskandalen er ‘ét-parti-regeringen’, og det hele bliver løst, når flere partier træder ind. Det er ‘et-parti-regeringen’, der er som manikæerens “ondskab”, og ingen personer kan sådan for alvor derfor have gjort noget som helst galt, når det er kræfter uden for personerne selv, der har handlet forkert.

Derfor skal Mette Frederiksen have lov at fortsætte, men De Radikale vil bare gerne være med, eller have andre partier med, så “ét-parti-regeringens ondskab” mister sin kraft.

Augustin måtte i sidste ende erkende, at det ikke var en holdbar position. Selvfølgelig er det “personer”, der handler. I vores tid lægger Grundloven også vægt på, at Folketingets medlemmer kun er bundet af egen overbevisning. I Grundloven træder personer frem, mens de radikale giver ansvaret til systemet.

“Sagen har bevirket en enorm mistillid til politik”, skriver Andreas Steenberg, der er det radikale medlem af granskningsudvalget, og det er nu helt umuligt at sømme ansvaret fast på noget som helst. Det hele er åbenbart systemisk, og det er politik som sådan – ikke de specifikke lovbrydende magthavere – der nu er mistillid til. Gad vide hvordan det hjælper, at ingen personer drages til ansvar?

Det radikale medlem af Folketinget Andreas Steenberg: “I Danmark har vi repræsentativt demokrati, og vi politikere skal ikke gemme os bag advokater”. Det er ret godt i tråd med den kulturradikale Viggo Hørups mantra om, at der “intet er over og intet er ved siden af Folketinget”. Hvad Folketinget stemmer sig frem til kan ikke trumfes af noget. Når Folketinget ikke stemmer for, at nogen skal drages til ansvar, så skal ingen drages til ansvar.

I skarp kontrast er der fortalerne til jyske lov, hvor der står, at lovene skal “være retfærdige”. Dermed er det ikke Folketinget, der bare afgør med flertalsafgørelser, hvad der er retfærdigt. Retfærdighed er noget, som loven skal leve op til – og som derfor er før loven og over loven. Kun på den måde kan vi omvendt også hævde, at en lov kan være uretfærdig.

De radikale udvander det personlige ansvar, når de giver skylden til systemiske årsager, og de underlægger spørgsmålet om retfærdighed en afstemning og en folkestemning.

“Uanset om man argumenterer for eller imod rigsret, for eller imod en advokatvurdering – eller for eller imod andre konsekvenser, så tror jeg vi alle kan blive enige om, at det ikke fungerer, at stemningen er så voldsom, som den er”, skriver Sofie Carsten Nielsen og håber stemningen bliver bedre af, at det personlige ansvar bliver udvisket. Ligesom da Augustin syntes, det føltes godt i maven at være manikæer.

Augustin og en mink – tegnet af Mathias Schwartz Kirkegaard