Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard (cand.scient.pol)
Tempobonus såvel som politiets opringning var anvendelse af intimiderende styring uden lovgrundlag. Det burde vække magtkritikken hos venstrefløjen. Det sker desværre ikke.
Da minkavlerne blev ringet op af politiet, var det med beskeden om ”Regeringen af hensyn til folkesundheden har truffet beslutning om at alle mink i Danmark skal aflives”. I et samfund som det danske, hvor der er stor tillid til de offentlige myndigheder, er det enormt intimiderende, for når politiet peger i en retning – så går vi i den retning. Bare det faktum, at politiet ringer til minkavlerne, er i sig selv på den måde en magtanvendelse.
Politiet fortalte også om den “tempobonus”, som nok er hele minksagens mest oversete magtanvendelse. Minkavlerne fik nemlig et valg mellem to muligheder:
- Kæmp mod ekspropriationen med de demokratiske muligheder gennem lovforslagets høringsfaser – og få en lavere afregning for minkene
- Giv op og gør hvad Regeringen vil have – og få en højere afregning, når ekspropriationen alligevel bliver gennemført
Den tempobonus blev brugt gennem hele aflivningsfasen overfor alle avlerne – også dem med de godt 4 millioner mink i ‘zone 3’.
“Det var 150.000 mink, der blev aflivet, hvor der var et hjemmels-problem i fire-fem dage. det er klart, at det var en kæmpe fejl, og den har vi beklaget og sonet mange gange”, siger Rasmus Stoklund til Ekstra-Bladet så, mens han lyver hurtigere end en løssluppen mink kan rende.
Rasmus Prehn overtog opgaven fra Mogens Jensen, og som fødevareminister siger han så til Folketinget, der spørger ind til aflivninger: “Jeg vil indledningsvist understrege, at der ikke er foretaget myndighedsaflivninger af mink i zone 3.”
Jeg hiver lige en analogi frem: Det svarer til, at borgere “helt frivilligt” tager til møder i jobcenteret – for ellers bliver de trukket i kontanthjælp. Nej, så er der ikke tale om tvang, uha uha. Regeringen påstår på den måde, at hvis ikke der er en betjent med en trukket pistol, så er det åbenbart ikke rigtig magtanvendelse.
Når de påstår, at der ikke var myndighedsaflivninger i Zone 3, da minkavlerne aflivede dyrene frivilligt, så er det derfor en løgn, der må være bundet op på en fiffig og afgrænset definition af magt. Myndighederne brugte nemlig et økonomisk styringsværktøj for at få minkavlerne til at gøre noget, de ellers ikke ville have gjort. Så kan man ikke påstå, der ikke blev brugt magt.
Hver gang de socialdemokrater kommer med den slags påstande, som Rasmus Stoklund her senest, så undrer jeg mig over, at der ikke er nogle magtkritiske venstrefløjspolitikere, der trækker tæppet væk under dem.
Har ingen af dem læst Foucault? Er det virkelig mig, en konservativ, der skal belære venstrefløjen om magtkritik? Selvfølgelig aflivede de minkavlere ikke deres egne dyr frivilligt. De aflivede deres dyr, fordi de blev ringet op af politiet, der sagde at de skulle, hvilket så blev fulgt op af et økonomisk styringsværktøj.
Når myndighederne bruger styringsværktøjer overfor borgere, så SKAL der selvfølgelig være et lovgrundlag for det i henhold til legalitetsprincippet. Det var der ikke.
Når Socialdemokratiet hævder, at minkavlerne selv aflivede deres dyr, så er der tale om såkaldt ‘victim blaming’, hvor offeret bliver bebrejdet : “Se bare, hvor dårlig økonomi de havde! Uh, de var grådige, så de ville gerne have tempobonus…”
Statens magtapparat blev anvendt, og enten kan venstrefløjen ikke gennemskue det – eller alternativt ønsker de ikke at gennemskue det. Sørgeligt er det uanset.
