Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol.

Når det kommer til diskussionen om Koranafbrændinger, og regeringens tanker om et eventuelt forbud mod den slags, er der to aspekter, der skal diskuteres: Det ene er udadrettet – om Kongeriget Danmarks forhold til fremmede magter – og det andet er indadrettet – om Danmarks religiøse forhold til spørgsmål om tro. International politik er ikke demokratisk – og Danmark har et meget religiøst forhold til offentligheden.

Vi er så Lutherske, at vi ikke selv kan se det. En mulig løsningen kan være, at vi (med bødeblokken) stopper afbrænding af koraner – specifikt foran ambassader. Men bør det være lige nu?

Det første aspekt, eller den første erkendelse, er at international politik ikke sådan for alvor regelbaseret. Det er særligt gået op for os i Vesten siden Ruslands fuld-skala-invasion af Ukraine i 2022. International politik er ikke noget, vi stemmer om. Vi bruger magt. Selvfølgelig er der internationale fora, alliancer, samarbejder og alt muligt andet godt – men når Rusland uretfærdigt invaderer Ukraine, så er det ikke FN, der leverer en løsning.

NATO såvel som koordineringen i EU er vigtige dele af Kongeriget Danmarks sikkerhedspolitik, men det er forbudt at spionere både i Danmark og i Tyskland, og alligevel afslørede FE-skandalen, at vi i hemmelighed hjalp amerikanerne med at spionere mod tyskerne. Det er Forsvarets Efterretningstjenestes opgave at bryde alle internationale spilleregler, når det er opportunt – og spionere til højre og venstre.

Udenrigspolitik handler for et lille skandinavisk land om at arbejde for, at vi har en sikker og vestligt domineret verdensordenen. Derudover er det måske nok opgaven at sprede demokrati og menneskerettigheder, men det er jo også med til at sikre, at vi har en sikker og vestligt domineret verdensorden. For at sikre det spionerer vi mod alle – selv mod vores allierede. Vil vil jo gerne vide, om de er vores allierede – selv når de tror, vi ikke lytter/læser med.

Inddæmningen af Rusland – med Tyrkiets og Mellemøstens hjælp?

Jeg tror ikke, at det er tilfældigt, at Regeringspartierne totalt stålsat går imod deres hidtidige politik, få dage efter Erdogan har sagt ja til, at Sverige kan blive optaget i NATO. Jeg tænker, at det er sandsynligt, at både de svenske og danske myndigheder har sagt til Erdogan, at de ville forsøge at inddæmme Paludan. Sverige skal med i NATO, Rusland skal inddæmmes og her skal vi bruge den muslimske verden.

Amerikanerne vil efter sigende også gerne have, at vi forbyder Koranafbrændinger, men de kunne da aldrig drømme om at gøre det selv, hvilket ville være i strid med deres forfatning (1st Amendment), men de er dybt bekymrede over at vi andre tillader det. Indadtil går de ind for demokrati, ytringsfrihed og så videre – men international politik er bare noget andet. Lige nu handler det om inddæmning af Rusland.

Da Rusland invaderede Ukraine, da forbød EU den russiske propaganda-kanal ‘Russia Today’ på europæisk grund (altså indenfor EU-lande). Det er et voldsomt indgreb i ytringsfriheden, hvilket er problematisk, men det skete i en erkendelse af, at international politik ikke er demokratisk.

Ulempen er selvfølgelig, at vi i Vesten med rette kan blive kaldt hyklere, når vi gerne vil påvirke andre lande i demokratisk og åben retning. Hvorfor skal de tillade vestlige medier, når vi ikke tillader medier, der ser verden anderledes end, vi selv gør?

Vi er selv religiøse fundamentalister

For det andet mangler vi i Danmark en erkendelse af, at vi har et meget religiøst forhold til det offentlige rum. Vi er nemlig bund-lutherske. Reformationen indførte gradvist de tanker, at vi er frelsk ved troen alene (sola fide), hvilket er bevidnet i skriften alene (sola scriptura) og det sker ved Guds nåde alene (sola gratia). Kort sagt: Man kan ikke blive frelst ved gode gerninger, og gode gerninger er frugten af troen, men man skilter ikke med dem (for de frelser dig ikke uanset). Religionen bliver på dem måde indadvendt.

Tro er noget, der sker i sindet. Derfor har vi det meget anstrengt med, at religion bliver en offentlig sag, og derfor har vi det meget anstrengt med, at andre skulle finde på at blande sig i, hvordan vi her i Danmark debatterer religion. Det er ikke noget, de andre lande skal blande sig i politisk, for tro er ikke politisk – men derimod noget ingerligt. Det undrer derfor ikke, at det netop er i Danmark og Sverige, vi ser denne konflikt med den muslimske verden.

I den danske offentlighed bør vi nå til en erkendelse af, at vi også har et religiøst forhold til hele sagen – og vi er ret fundamentalistiske desangående.

Da Anders Fogh Rasmussen, som Danmarks statsminister, tilbage i 2006 talte dunder om, at vi skulle have mindre religion i det offentlige rum, da var det ikke en ny tanke. Der var et helt kapitel om det i bogen “Fra socialstat til minimalstat”, hvilket var bogen som Poul Nyrup “afbrændte” (rev sider ud af) under valgkampen i 2001. I den bog forklarede Fogh sit standpunkt: At det udsprang af Luthers lære om de to regimenter. Så indlejret er lutherdommen i den danske folkesjæl, at Fogh ikke selv kunne gennemskue, at han ønskede sit eget religiøse argument ud af det offentlige rum.

Denne inderlige tro på, at troen hører det indre liv til, den er en del af den konfrontation med dem, der mener, at troens plads i det offentlige rum skal forsvares.

En mulig løsning: Flyt koranafbrændingerne

Vi er nødt til at slå fast, at vi selv skal have lov at bestemme, hvordan vi indretter vores land. På den anden side skal vi samtidig erkende, at det er Regeringens opgave at føre udenrigspolitik. Det er ikke alle mulige andre, der skal føre udenrigspolitik på vegne af Kongeriget Danmark. Derfor er det regeringen alene (og selvfølgelig Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget), der skal stå for relationen til fremmede magters repræsentationer i Danmark.

Udenrigspolitikken skal i disse tider først og fremmest handle om at sikre Danmarks sikkerhed. Her kommer inddæmningen af Rusland og en bastant afvisning af deres invasion af vores Europæiske naboland Ukraine i første række. Hvis inddæmningen kræver en bedre relation til Mellemøsten, så er det nok i vores interesse, at vi (måske bare med politivedtægten i hånden) forhindrer alle mulige tilfældige mennesker i at føre udenrigspolitik.

Når de brænder koranen af, så kan det sagtens handle om religionskritik, magtkritik og alt muligt andet, vi selvfølgelig tillader i Danmark, men gør de det specifikt foran et lands ambassade, så er det selvfølgelig rettet mod dette land – og bliver opfattet som udenrigspolitik. Der er jo ingen, der siger: “Hov, ligger den iranske/tyrkiske ambassade her?”, hvis man prikker en koranafbrændende aktivist på skulderen.

Derfor skal de personer have at vide, at de gerne må afbrænde koranen (men er nogle fjolser, når de gør), men det altså skal foregå et sted, hvor det ikke er direkte rettet mod en fremmed magt – eller for den sags skyld er (udenrigspolitisk) brandfarligt.

Problemet er så, at der ikke er langt herfra – og til at politiet tager tibetflag fra demonstranter, der retter deres protest direkte mod den kinesiske ledelse, der kører gennem København. Det er en seriøs glidebane, vi måske skal holde os langt fra.

På den anden side: Når det er lige netop JER, der spørger…

International politik handler om magt. Den handler om at få de andre til at gøre noget, de ellers ikke af egen vilje ville have gjort. Her er det OIC (Organisation of Islamic Cooperation), der forsøger at få os til at rette ind. Hvis vi i det nuværende udenrigspolitiske klima retter ind efter deres ønsker, så tror jeg ikke på, at vi får ro. Nu står næste slag bare et andet sted, hvor de vil have lukket ned for vores religionskritik. Vi taler om lande, der for manges vedkommende har dødsstraf for homoseksualitet og forfølger kristne i stor stil. Selvfølgelig skal vi ikke begynde at give indrømmelser til dem.

Der er dog en pointe her, vi ikke kan komme udenom: Vi skal erkende, at international politik ikke (kun) er en regelbaseret og demokratisk verdensorden, og vi skal erkende, at Danmark med sit strengt lutherske syn på religion i offenligheden er en ‘outlier’, en undtagelse, i verden. Det skal nok give os problemer i en ny sag sidenhen.

Når sagen er forsvundet igen, så kan vi begynde at diskutere, hvordan de her tanker om international politik og vores nations inderlige lutherske kultur skal håndteres fremover. Spørgsmålet bliver, om vi skal være lidt mindre fundamentalistiske lutheranere i vores udenrigspolitik? Statens opgave er at sikre borgernes sikkerhed. Hvad tjener Kongeriget Danmark sikkerhedsinteresser bedst?