Frigørelse eller rodfæstelse?


En skillelinje der splitter den borgerlige lejr og kan forme alliancer over midten?

Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard, konservativ debattør (cand.scient.pol)

Ofte bliver konservatismen og liberalismen omtalt med samlebetegnelsen “de borgerlige” – som så bliver sat overfor “de røde” partier. Når vi ser på, hvordan de politiske ideologier er opstået, er der dog en markant skillelinje mellem de liberale partier og de socialistiske partier på den ene side – og de konservativt orienterede partier på den anden side. Den handler om frihed og frigørelse – overfor rodfæstelse. 

Socialdemokratismen bliver i den henseende ‘en mellemvare’, da der både er en frigørelsesdagsorden (emancipationsdagsorden) og en mere konservativ rodfæstelsesdagsorden i fløje inden for ideologien.

Nogle beskriver negativ og positiv frihed som “frihed fra” og “frihed til”. Isaiah Berlin har i ”Two Concepts of Liberty” (1958) i stedet et frihedsbegreb, hvor ‘negativ frihed’ er frihed fra undertrykkelse fra andre personer (eller staten). Det ‘positive frihedsbegreb’ er derimod mere psykologisk og handler i stedet om frihed fra normer. I den henseende argumenterer nogle liberale for, at staten slet ikke skal blande sig i denne frigørelse, da det er et individuelt spørgsmål. Alligevel ser man, at liberale politikere bruger deres politiske position til at ændre samfundet. Her er ‘samfundet’ en bredere betegnelse end ‘staten’.       

Liberalismen brød frem med et budskab om frihed fra undertrykkelse og frihedsrettigheder – bundet op på en stor tiltro til menneskers egne rationelle valg. Mennesker kan selv træffe fornuftige valg på deres egne vegne – og det skal de have lov til. Mennesket skal ikke være bundet af krav fra samfundet, familien, traditionen og “sådan plejer vi at gøre”. Hvis mennesket får lov at handle frit (på markedet), så vil alt være rimeligt i samfundet.

Følgelig ønskede de liberale i første omgang at tage magten fra adelen, de royale, de gejstlige og andre magtfulde skikkelser, der var hævet over andre individer af forskellige årsager, der ikke relaterede til deres evner. Med Berlins terminologi var det både en frihedskamp for den negative frihed (eksempelvis rettet mod adelen) samt en positiv frigørelsesdagsorden rettet mod for eksempel kirken. Vildest kom det til udtryk i den franske revolution (1789-1799), der kørte helt af sporet i massemord og vilkårlige henrettelser.    

Reaktionen kom med konservatismen: Mennesket er ifølge konservativ tænkning slet ikke entydigt fornuftigt. Mennesket har potentialet for at handle fornuftigt, men er samtidig fejlbarligt. Den konservative tænker Edmund Burke skrev for eksempel artiklen “Reflections on the Revolution in France” i 1790, der var en kritik af liberalismen – altså internt i det vi i dag i Danmark kalder ‘den borgerlige lejr’.  

I sin indbildte store visdom udtænker mennesket store forkromede planer, men i virkeligheden kan vi ikke stole på ‘fornuften’. Vi kan ikke udtænke utopiske løsninger på et blankt papir. ‘Erfaringen’ trumfer derimod rationaliteten. Vi kan gøre os alle mulige tanker om, hvad der vil fungere, men det vi rent faktisk har ERFARET virker, det burde vi som udgangspunkt læne os op af. 

Det betyder ikke, at der aldrig skal prøves noget nyt, men det skal være reformer (gradvise ændringer) frem for revolutioner (store ændringer, som man ikke kan gå tilbage fra). Derfor går en konservativ talemåde også på, at man skal “forandre for at bevare”. 

I forhold til frigørelsesdagsordenen vil den konservative derfor i stedet tale for en rodfæstelsesdagsorden. Traditionen og erfaringen er udgangspunktet. Det er den metaforiske “muld”, som rødderne er plantet i. Traditioner og erfaring er ikke blot noget, der skal ryddes væk for at gøre plads til noget nyt.   

Frigørelse fra markedet

Den næste frigørelsesdagsorden kom fra venstrefløjen. Nu var det markedets strukturer, der blev søgt frihed fra. En nøglebegivenhed er udgivelsen af bogen “Das Kapital” (1867) skrevet af Karl Marx (1818-1883).

Frihed fra kapitalismen, underbetalingen (kaldet udbytningen) og frihed fra den herskende klasse, der ejer hele kapitalapparatet og/eller produktionsapparatet. Mennesket er bundet af dem, der ejer fabrikkerne – og følgelig hele tiden bliver rigere og rigere, mens de reducerer arbejderne til forbrugere af deres produkter. Måske har de fattige arbejdere slet ikke råd til selv at eje de ting, de producerer på andres vegne. 

Nu står den konservative rodfæstelse derfor overfor to forskellige frigørelsesdagsordener: Den liberale frigørelse fra traditioner og pres fra fællesskabet – og det socialistiske krav om frigørelse fra de strukturer, der undertrykker mennesker. I begge frigørelsesdagsordener kritiserer de etablerede traditioner, institutioner og samfundstrukturer.

Både liberale og socialister vil have mere frihed. Forskellen er selvfølgelig, at liberale vil have frihed til markedet, mens socialister vil have frihed fra markedet, hvis vi skal bruge “frihed til”- og “frihed fra”-terminologien.

På samme måde vil både liberale og socialister have lighed. Liberale ønsker lige muligheder til at handle i markedet (med forskelligt udfald), mens socialister ønsker lighed (for den lige arbejdsindsats) trods markedet.

Socialdemokratisme – mellem konservatisme og socialisme

I dansk kontekst har konservatismen, i det mindste delvist, en allieret: Socialdemokratismen. Mens socialisterne arbejdede for revolutionære ændringer, udviklede socialdemokratismen en mere “rodfæstet” tilgang: Ved stædigt at presse på for forbedringer har vi fået en mere “styret” markedsøkonomi, hvor arbejderen gradvist får bedre og bedre vilkår, uden den eksisterende samfundsstruktur jævnes med jorden i processen.

Følgelig har socialister i Danmark benyttet skældsordet “klasseforrædere” om socialdemokrater, da de med reformdagsordenen tager luften ud af den vrede, som de socialistiske revolution har brug for.

Senest er det kommet til udtryk i de danske socialdemokraters forhold til ordener fra Kongehuset: Hvor de tidligere frejdigt har hævdet, at “ordener hænger man på idioter”, så modtog Bjarne Laustsen i 2015 Ridderkorset af Dronningen – som kommitteret (politisk chef) for Hjemmeværnet. I 2024 opgav Socialdemokratiet helt kampen mod ordensvæsenet, om hvilket den første socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning ellers havde sagt til Politiken: “Principielt synes jeg, at jeg maa være imod hele Institutionen. Ordensvæsnet er en ejendommelig Levning fra Fortiden. Det har et komisk Skær over sig paa Grund af Anvendelsen gennem Tiderne, og Ordner er sikkert ogsaa blevet anvendt på mislig Maade i visse Tilfælde.” 

Det er meget muligt, at socialdemokraterne læner sig mere op af ‘det populære’ i befolkningen, da socialdemokraterne ser sig selv som en stabiliserende faktor. De er tilbøjelige til, i lighed med de konservative, at betragte hurtige og voldsomme omvæltninger som noget, der gør samfundet ustabilt – til ulempe for den brede befolkning (inklusive arbejderklassen).

Figur 1: Politiske ideologier placeret på den traditionelle fordelingspolitiske akse og på frigørelse/rodfæstelse-aksen.

Fri sex og fri hash – værdipolitisk frigørelse

I nyere tid har der været nogle politiske sager, der illustrerer, hvordan frigørelsesdagsordenen samler liberale og socialister – i opposition til mere konservativt orienterede. Konservative partier har måske nok stemt for nogle af disse dagsordener – men det har været med liberale argumenter. Polemisk sagt drejer sagerne sig om fri sex, fri hash, fri abort, fri dødshjælp samt fri adgang til skilsmisse.

‘Fri sex’ er første eksempel – herunder frigivelsen af billedpornografien. Både liberale og socialister, og til dels Det Konservative Folkeparti, har løsnet op for seksualmoralen, mens Kristeligt Folkeparti opstod og blev valgt ind ved jordskredsvalget i 1973 som en værdikonservativ modbevægelse.  

‘Fri hash’ er et andet eksempel. Både blandt socialister og blandt liberale finder man fortalere for frigivelse af dette rusmiddel, hvor blandt andre Venstres Ungdom vil legalisere brug af hash, mens Liberal Alliances Alex Vanopslagh har talt for, at man skal kunne købe kokain på Apoteket. Her har socialdemokrater typisk mere tilfælles med de mere konservativt sindede.    

‘Fri abort’ er tredje eksempel. Graviditet er en konsekvens af at dyrke sex, og den frie abort er derfor et frigørelsesprojekt, der skal løsrive mennesket fra konsekvenserne af menneskets egne handlinger. Mette Frederiksen skrev i 2021 på det sociale medie Facebook: “Nogle siger, at det er nødvendigt med nuancer i spørgsmålet om abort. Jeg er ikke enig.” Den dagsorden blev aktuel igen i 2023, hvor SVM-regeringen åbnede for, at abortgrænsen skal hæves fra 12 uger til 18 uger. I den sammenhæng beskriver hun emnet ensidigt som et spørgsmål om kvindefrigørelse. Det er trumfen, der affejer nuancerne alternative vinkler på sagen. 

Mette Frederiksen har også efterfølgende talt for ‘fri dødshjælp’, eller ja-tak til aktiv dødshjælp, så bio-etiske spørgsmål har på den måde en emancipatorisk vinkel hos den socialdemokratiske leder, som ikke nødvendigvis er knyttet til en feministisk dagsorden.

‘Fri adgang til skilsmisse’ er fjerde eksempel. Med “fri adgang” tænkes der her på “hurtig og nem adgang”. Det handler ikke om adgang til skilsmisse som sådan. Her er det igen en tiltro til “fornuften”, rationaliteten: Når voksne mennesker er enige, så kan man lige så godt have en hurtig proces, hvor man kan tilgå de offentlige systemer hjemme fra stuen og få det overstået med en digital service – endda uden at snakke sammen. De er rationelle mennesker, der handler, det skal de have frihed til. 

Den konservative reaktion vil være at insistere på, at familier er samfundets byggesten og at der skal være ‘en besindelse’. Der skal være en træghed i det system – særligt af hensyn til børn. Det skal ikke altid være nemt og hurtigt at blive skilt, for fejlbarlige mennesker træffer ikke altid fornuftige beslutninger, når de er i deres følelsers vold.

I 2023 har Det Konservative Folkeparti talt for at afsætte statslige midler til kriseramte ægtepar – for at forebygge skilsmisser. i 2018 da spørgsmålet om straks-skilsmisser, indført i 2013, igen blev en politisk sag, sagde socialordfører Karin Nødgaard (DF) til Altinget: “Det er voldsomt mange. Det viser jo, at det er meget nemt at blive skilt – og spørgsmålet er, om det er for nemt.” Ved samme lejlighed stod Liberal Alliance fast på, at det skulle staten ikke blande sig i.  

Figur 2: Politiske dagsordener løsrevet fra den traditionelle fordelingspolitiske akse men entydigt i “liberalt og socialistisk rum” på frigørelse/rodfæstelse-aksen.

På disse værdikonservative dagsordener er der således en alliance mellem “liberalt sindede” og “socialistisk sindede” – overfor særligt den gruppe, der kan siges at være “værdikonservativt sindede”.

På disse værdikonservative dagsordener har nogle Socialdemokrater været orienteret mod deres frigørelses-ophav, hvilket kan ses i debatten om abortgrænsen samt aktiv dødshjælp, hvor Mette Frederiksen ikke har holdt sig tilbage.

‘Fri adgang til at krydse grænser’ kunne også være et eksempel på noget, der kan skille nogle konservative sindede fra liberalister og socialister. “Proletarer (arbejdere) i alle lande, foren jer” er et gammelt bud fra Marx, og det illustrerer det internationale syn på politik. Den liberale fornuft vil også insistere på, at alle mennesker på tværs af tid og sted burde nå frem til ‘det fornuftige’. Omvendt vil socialdemokrater, for at beskytte landets egne arbejdstagere mod konkurrence, være mere “konservative” i deres syn på grænser.