Kategorier
Borgerlighed

Taberne i Arne-reformen er iværksættere og det danske velfærdssyn

Af Mathias Schwartz Kirkegaard

Nu kommer udspillet, der skal sikre, at “Arne” kan gå tidligere på pension – uanset hans helbred. Han skal ud og nyde solen. Der er to aspekter af dette, jeg gerne vil hive frem. Det første er, at det her næppe motiverer “Arne” til at blive iværksætter, for særligt enkeltmandsvirksomheder er de store tabere i det her. Det andet aspekt er, at der her er tale om et velfærdssyn, der i mine øjne er skadeligt.

“Arne” er tydeligvis hverken en lille selvstændig erhvervsdrivende eller en iværksætter med en selvopofrende satsning på CV’et, for det er indbetalinger til ATP, hans bidrag til produktionen skal måles på. For personer med ‘enkeltmandsvirksomhed’ gælder det, at indbetalinger til ATP er frivillige, og følgelig er der mange, der i stedet indbetaler til en privat pensionsordning – om de overhovedet får indbetalt pension. 

Livet med CVR-nummer er en stor satsning

Før jeg blev lærer, var jeg iværksætter. Jeg tænkte store tanker for virksomheden, ligesom jeg nu tænker store tanker på mine elevers vegne. For mange iværksættere er det et livsstilsvalg at kaste sig ud i livet med CVR-nummer. Det betyder dog ikke, at det ikke er hårdt slid. Tværtimod. Selvstændige kan dårligt melde sig syg.

Politik som den Socialdemokratiet foreslår, forstærker den danske lønmodtagermentalitet og gør det til en endnu større satsning at skabe en virksomhed. Nu er det ikke blot nogle år med ringe løn (om løn overhovedet), man kaster sig ud i. Det er også en senere pension, man går i møde, hvis man dropper løn til sig selv undervejs.

Vi har i forvejen EU’s laveste andel af selvstændige, og vi burde gøre noget mere for at inspirere til entreprenørskab. I stedet vil regeringen åbenbart lave en pensionsreform, der gør det mindre attraktivt at starte en virksomhed. Lønmodtagermentaliteten trives i dansk politik.

Nå, jeg skal nok klare mig. Men i stedet burde alle de ressourcer bruges på en reform af pensionsmulighederne for reelt nedslidte – uanset hvor mange år de har knoklet som iværksættere eller lønmodtagere.

Et nyt velfærdssyn?

Det er en gammel velfærdstese, at de bredeste skuldre bærer de tungeste læs. Det er faktisk en tese om den danske velfærdsmodel, der er blevet citeret helt fra Enhedslisten til den borgerlige lejr. Vi skæpper alle ind i kassen, sådan at de der har behov for hjælp, kan få den når behovet opstår.

Det er også en grundtanke i konservativt tankegods, at vi mennesker er forskellige, og vi derfor i samfundsorganismen skal bidrage forskelligt, således at de stærke hjælper de svage.

I “Arne-pensionen” er der dog et nyt velfærdssyn, der trænger sig på. Når du har betalt skat i så-og-så mange ord, når du har arbejdet i så-og-så lang tid, så har du ret til at hæve fra fælleskassen igen. Det er en noget-for-noget-tankegang, som en bred front af partier tidligere har været blankt afvisende overfor. Det fungerer ikke sådan, at du på grund af din skatteindbetaling får ret til bestemte ydelser.

Der er mange i det danske samfund, der af forskellige årsager ikke kan bidrage, og de skal ikke på samme måde måles på, hvor meget skat de har “opsparet” til deres egen hjælp. Personer med handicap har måske bidraget mindre. Personer med arbejdsskadesager har måske bidraget mindre. Unge har måske ikke nået at bidrage endnu. Det betyder IKKE, at de kommer bagerst i køen.

Ikke før nu. Socialdemokratiet vil nu reelt indføre en differentieret pensionsalder baseret på, hvor meget vi har indbetalt til fælleskassen (målt i ATP-bidrag).

Det er et nyt velfærdssyn i dansk kontekst – og det er ikke en forbedring.

Kategorier
Borgerlighed

Værd at rejse en sten for nærhed

I dag fejrer vi Sønderjyllands genforening med Danmark. Det handler om national identitet, og det fejrer vi, men samtidig raser en debat om identitet, som vi omvendt finder uforståelig. Det handler om identitetspolitik. Hvis nogen vil skælde mig ud for at blande de to spørgsmål sammen i denne tekst, så er det ok, for jeg er selv lidt i tvivl om, hvilken retning jeg skriver.

Nogle gange har det vægt, hvem det er, der siger hvad. For 100 år siden blev Sønderjylland genforenet med Danmark. Det skete efter folkeafstemninger, hvor de enkelte dele af Slesvig afgjorde, om de ville høre til Danmark eller det tyske rige.

Det afgjorde sønderjyderne og “slesvigerne” selv, ved folkeafstemning, fordi det vedkom dem. Det blev ikke afgjort i Berlin. Det blev ikke afgjort i København. Det blev afgjort ved stemmeurnerne i Sønderjylland og resten af Slesvig.

Man kan godt hævde, det er diskrimination, når resten af danskerne ikke fik lov at stemme. Eller tyskerne for den sags skyld. Sagen er blot den, at “nærhed” er et udmærket kriterium at diskriminere efter. Subsidiaritetsprincippet, eller nærhedsprincippet, dikterer, at beslutninger skal træffes på det lavest mulige politiske niveau. Derfor diskriminerer vi ud fra nærhed. Der er noget, som øvrigheden ikke skal blande sig i, fordi øvrigheden simpelthen er for langt væk.

I årene efter genforeningen blev der rejst et hav af “Genforeningssten” rundt omkring i landet. Der er cirka 600 af dem, og én af dem står i Karlslunde ikke så langt fra min bopæl. I disse dage er mindesmærker til debat, fordi nogle ønsker bestemte statuer fjernet fra det offentlige rum, fordi de hylder personer, der i bagklogskabens klare lys også gjorde noget, der var forkert.

Måske kommer der en dag, hvor fremtidens intellektuelle finder det vulgært, at national selvbestemmelse blev hyldet med sådan 600 sten spredt over hele Danmark? Det er jo en hyldest af forskellen på at være tysk og på at være dansk? Det er en hyldest af, at en befolkning sagde: “Vi hører ikke til Berlin”, mens den hypotetiske fremtidige diskurs kan være, at alle grænser uanset er socialt konstruerede, og den ene administrative enhed kan være lige så god som naboen. Hvis der kommer en “Oplysningstiden 2”, hvor det bliver et ideal at hylde den rene fornuft frem for nationale tilhørsforhold, så bliver det pludselig lidt sekterisk, at vi har sådan 600 nationale rejsninger stående spredt over landet.

Jeg krydser fingre for, at det ikke sker.

Noget godt kom der ud af “den oprindelige oplysningstid”: De borgerlige frihedsrettigheder holder vi gladeligt fast ved, i hvert fald undertegnede skribent, men det fejlbarlige og begrænsede menneske kan ikke med sin fornuft forklare alt. Det har vi fundet ud af.

Til gengæld fik vi ryddet lidt op i, hvad vi diskriminerer efter, for tilbage i historien har vi diskrimineret efter kriterier, der ikke var ok. Arven fra oplysningstiden, eller efterdønningerne efter oplysningstiden, var blandt andet denne tese: Det er vigtigere, hvad der bliver sagt – end hvem der siger det. Et argument bliver ikke tyndere eller ringere af, at det kommer fra en kvinde. Argumentet kan ikke skubbes til side, blot fordi det bliver sagt af en person med en anden hudfarve. Fornuften trumfer (forhåbentlig) (i nogle tilfælde) alle mulige andre argumenter.

Det er derfor, at flere har fremført argumenter om, at den nuværende identitetspolitik er et opgør med oplysningstiden, hvor “følelser” sejrer over “fornuft”. Et argument er, i den nuværende forfejlede identitetspolitiske diskurs, ringere, hvis man har et “forkert” køn. Et argument kan tilsidesættes, hvis det bliver sagt af én med “forkert” hudfarve. Det ser vi, når personer bliver beskyldt for at “kulturelt appropriere” eller når hvide mennesker får at vide, der er særlige regler for dem til demonstrationer.

Os, der i dag hylder nærheden, men skælder ud på identitetspolitikken angreb på mindesmærker, vi kan potentielt i en hypotetisk fremtid selv være dem, der bliver beskyldt for “identitetspolitik”, fordi vi diskriminerer argumenter ud fra et kriterium: Nærhed.

Jeg holder dog fast ved, at det er det gode, rigtige og sande – fordi mennesker er relationelle. Den fjerne, kølige, kalkulerede fornuft er fremmedgørende, når der bliver truffet beslutninger længere væk end det “lavest mulige politiske niveau”, som subsidiaritetsprincippet fastslår. Nærhed er godt for mennesket – også politisk.

“Nærhed” er selvfølgelig blot ét blandt flere kriterier. Det er ikke alt, der er godt, sandt og rigtigt “fordi nærhed”, men nærhed skal fortsat være et kriterium, der skal have plads – og er værd at rejse mindesmærker for.

Mathias Schwartz Kirkegaard (privatfoto)
Kategorier
Borgerlighed

Vi støtter ikke Nye Borgerlige

Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol og socialkonservativ debattør

Nye Borgerlige har i denne weekend købt helsidesannoncer i aviserne med budskabet: “Danskerne støtter Støjberg”. Det er aldeles utidigt og ikke-borgerligt at blande sig i kommissionens arbejde, men det kan man være fløjtende ligeglad med, hvis man ikke er et borgerligt parti.

På samme tid forsøger Venstre at finde ud af, hvilket ben de skal stå på – for på den ene side er Inger Støjberg én af deres store stemmeslugere, men på den anden side bliver hun lige nu undersøgt af en kommission.

Instrukskommissionen består af én landsdommer og to ph.d.’er i jura, med et sekretariat med yderligere et par dommere, en håndfuld jurister og diverse andre – i alt 20 personer. De forsøger at finde ud af, om Inger Støjberg som Udlændinge-, Integrations- og Boligminister bevidst og bevist har brudt forvaltningsloven og/eller nogle af de internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig.

Når sådan en kommission er i gang med at arbejde, vil det være utidigt at blande sig politisk. Det vil være helt utænkeligt, at et demokratisk indstillet (og tilmed borgerligt) parti skulle blande sig i, hvad retssystemet når frem til. Det handler om magtens tredeling, domstolenes uafhængighed og modstand mod vilkårlighed. Alle er lige for loven.

Ombudsmanden har for længe siden konkluderet (FOB 2017-10), at Støjbergs pressemeddelelses-instruks om at adskille ægtepar blandt flygtninge, hvor den ene part er under 18, var ulovlig. Det kunne både være på grund af Børnekonventionen (når parrene havde børn) eller på grund af det simple forvaltningsprincip, at der skal ske en partshøring, før forvaltningen kan lave sådan et indgreb mod en borger – for ellers bliver et indgreb til et overgreb. Han undersøgte dog ikke den konkrete forvaltning til bunds, og nu er kommissionen så i gang med at afdække den del.

Derfor aner partiet ‘Venstre – Danmarks liberal parti’ ikke, hvilket ben de skal stå på. Hvis man til gengæld er totalt ligeglad med retsprincipper og borgerlige frihedsrettigheder, så kan man indrykke store helsidesannoncer med teksten: “Danskerne støtter Støjberg”. Uanset om det er rigtigt eller forkert, at danskerne faktisk støtter Støjberg, så er det i hvert tilfælde ikke borgerligt at indrykke de annoncer.

Alle har ret til et forsvar

Inger Støjberg er under voldsom anklage, så hun bruger alle sine kræfter på at tale udenom – om “barnebrude”, selvom hun omtaler par i en aldersgruppe, der under den daværende lovgivning helt lovligt kunne blive viet i Danmark “ved kongebrev”, hvilket gik ud på at få forældrenes underskrift og aflevere en ansøgning nede ved skranken på kommunen.

Den lov var de så nødt til at ændre året efter, så fakta blev tilpasset til Støjbergs retorik. Unge over 15 år må derfor nu gerne dyrke sex og blive gravide, men de må ikke længere bringe papirerne i orden og sikre hinanden, hvilket man ellers kunne hævde ville være det ansvarlige at gøre.

Det står nu tilbage, at det er nærmest umuligt at finde en politiker, der støtter “barnebrude” og/eller tvangsægteskaber, der uanset var ulovlige i forvejen. Alligevel forsøger Støjberg (og Nye Borgerlige) at gøre det til et spørgsmål om “for eller imod barnebrude”, hvilket der næppe er én eneste jurist, der hopper på.

Uanset ændrer det ikke på, at naturligvis skal borgere høres, før myndigheder gør et indgreb overfor borgeren. Det er både fornuftigt og borgerligt.

Partiet ‘Nye Borgerlige’ har gjort det meget nemmere for mig at forklare, hvorfor de ikke er borgerlige. Jeg har længe tænkt det sådan, at Nye Borgerlige er “borgerlige” i samme grad som, at de lande der kalder sig noget med “Demokratiske Republik”, er demokratiske: Ikke det fjerneste.

De virker som et parti, der går mere op i at minimere eller fjerne borgerrettigheder, end for at kæmpe for dem. Én af de vigtigste elementer i begrebet “borgerlighed” er, at man kæmper for borgerlige rettigheder – og historisk set mod de privilegier, som nogle nød på bekostning af andre. Alle borgere skal nyde de samme rettigheder. Det er kernen i borgerligheden og for den sags skyld også i retssamfundet.

Det fungerer ikke således, at ministre frit kan bryde loven, uanset at de ikke bliver væltet, og det fungerer heller ikke sådan, at staten er præget af vilkårlighed i behandlingen af borgere, som vi kender det fra mindre ordnede samfund. Det fungerer heller ikke sådan, at når mennesker er midlertidigt i landet – om det så er som turister eller som flygtninge, så gælder landets lovgivning ikke for dem. Der er ikke fri jagt på turister, selvom der er rigeligt med turistfælder i København.

Borgerlig – hverken for eller imod Støjberg

Hvis man ikke kan se det, så fortjener man ikke at blive kaldt “borgerlig”. På sin vis giver det så også god mening: Der var allerede nogle, der var borgerlige. De andre stiftede så partiet “Nye Borgerlige”, der nødvendigvis må være noget andet, end dem der var borgerlige. Ellers var det ikke nødvendigt at skrive “nye” foran. De er noget andet end borgerlige, men forsøger at gøre det til “det nye borgerlige”. De vil omdefinere begrebet. Det kan de bare ikke, når vi er tilpas mange, der bruger det til noget i forvejen.

I skrivende stund har gruppen “Danskerne støtter IKKE Støjberg” fået over 53.000 medlemmer på Facebook, og jeg har takket nej til den invitation om at være med, som en Facebookven sendte. Så fik jeg en ny invitation fra en anden facebookven. Jeg går ud fra, at gruppen handler om kommissionens arbejde, og ikke Inger Støjberg i almindelighed, og derfor kan jeg ikke sige, at jeg støtter Støjberg – ligesåvel som jeg ikke kan sige, at jeg ikke støtter Støjberg.

Lad kommissionen arbejde. Det var en ulovlig instruks, det er sikkert og vist, men hvad der ellers er op og ned – og om det skal have konsekvenser, der bør vi afvente kommissionens arbejde.

Det ved et borgerligt parti som ‘Venstre – Danmarks liberale parti’, så de indrykker ikke avisannoncer, men snakker hellere uden om. Et ikke-borgerligt parti som Nye Borgerlige er flintrende ligeglade. Derfor holder vi af de “Gamle Borgerlige”. En af mig kendt anonym kunstner lavede derfor nedenstående grafik, da Nye Borgerlige blev stiftet: “Gamle Borgerlige – for alle os, der bare savner Per Stig”.

“Gamle Borgerlige – for alle os, der bare savner Per Stig” (lavet af anonym kunstner i forbindelse med stiftelsen af Nye Borgerlige. Bragt med tilladelse).

I den seneste udvikling af Nye Borgerliges logo har de lige sat sådan en rød streg under “borgerlig”. Det kender jeg godt. Jeg er underviser, og jeg sidder nogle gange med en stak opgaver, der skal rettes. Når jeg finder en fejl, så sætter jeg også sådan en rød streg under. Nej, de er ikke borgerlige. Rød streg.

Kategorier
Borgerlighed

Er “turf war” årsag til ny pandemi-styrelse?

Analyse af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol

Inden for politologien har vi begrebet “turf war”, der beskriver, hvordan afdelinger/myndigheder/instanser nogle gange kæmper om ansvarområder. Hvis ens egen arbejdsplads har/får et givent ansvarsområde, så følger der prestige, bevillinger og årsværk med. I dag er det blevet annonceret, at der bliver etableret en endnu navnløs styrelse under justitsministeriet, der skal koordinere den næste pandemi – den der kommer efter CoVid-19. Kan der her være tale om “turf war”?

På et skadested kan mange aktører være i gang. Lad os eksempelvis se på et uheld, hvor en personbil rammer en gyllevogn, som vælter, fordi landmanden forsøger en undvigemanøvre. Den kommunale indsatsleder er der, det kommunale brandvæsen skal frigøre fastklemte, regionens ambulancer er der (både kommuner og regioner har Social- og Indenrigsministeriet som tilsynsmyndighed), patienten bliver kørt til akutmodtagelsen, Beredskabsstyrelsen skal forhindre, at gyllen ender i vandløbet – og politiet er der for at holde trafikken tilbage. Officielt er politiet også den koordinerende myndighed, men alle de andre aktører kalder politiets afspærringsbånd for “Ekkolinjen”, fordi alle dem med Ekko-sko (det vil sige betjentene) skal holde sig på den anden side. Der er “turf war”.

Hidtil har vi set, hvordan Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen og Kåre Mølbak fra ‘Statens Serum Institut’ (SSI) har flankeret Sundhedsminister Magnus Heunicke og Statsminister Mette Frederiksen. Derudover har Rigspolitichef Thorkild Foghde, særligt i starten af ‘Coronakrisen 2020’ haft en stor rolle ved pressemøderne. Rigspolitiet er under Justitsminister Nick Hækkerups ledelse.

På pressemødet kom der spørgsmål til, hvad der er det nye – hvorfor der er behov for en ny styrelse. Svaret var, at det er fordi, opgaver, eksempelvis indkøb af værnemidler, ikke så meget er af sundhedsmæssig karakter – men nærmere af beredskabsmæssig karakter. Spørgsmålet er så, om det er nødvendigt at oprette en ny styrelse, der skal beskæftige sig med beredskab, når vi allerede har “Beredskabsstyrelsen”? Det ligger lidt i navnet, at det er en styrelse, der beskæftiger sig med beredskab.

Demonstration af frigørelse af fastklemte på Christiansborgs Slotsplads på Den Nationale 1-1-2 Dag. Fotograf: Mathias Schwartz Kirkegaard (c)

Vi opererer ofte med begrebet CBRN, som en er forkortelse der dækker over “Chemical”, det kemiske beredskab i Beredskabsstyrelsen, “Biological”, det biologiske beredskab i Statens Serum Institut, “Radiological”, strålebeskyttelsen i Sundhedsstyrelsen og “Nuclear”, det nukleare beredskab i Beredskabsstyrelsen. Slutteligt er der nogle gange et E på, og det står for “Eksplosiver”, som Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste står for.

Hvis der eksempelvis er terrorangreb relateret til CBRN-E, så har Beredskabsstyrelsen en koordinerende rolle. Under den kolde krig havde Beredskabsstyrelsen, dengang Civilforsvaret, et meget omfattende beredskab desangående, da alle gik ud fra, at en eventuel 3. verdenskrig ville omfatte en hel stribe af de våbentyper relateret til CBRN. Desuden sker også civile ulykker, eksempelvis i Tjernobyl, hvilket stadig er en risiko.

Vi har således allerede en styrelse, hvis opgave er at koordinere beredskabsdelen af den type opgaver. Den er blot blevet stedmoderligt behandlet og pillet fra hinanden gennem besparelser de seneste 30 år. “Hvad skal vi dog bruge et beredskab til, når det hele går så godt?”, tænkte de åbenbart. Det må være fordi, de ikke har forstået, hvad beredskab er. Beredskab handler ikke om, hvad vi forventer – men om at kunne håndtere det, vi ikke havde forventet.

Efter årtusindskiftet blev denne civile myndighed flyttet fra Indenrigsministeriet, der ellers har ansvar for det kommunale beredskab, til Forsvarsministeriet fordi… de også har værnepligtige i uniform? Det var ikke til at blive klog på, og jeg har stadig ikke helt forstået det.

Politiet afspærrer gade i København. Fotograf: Mathias Schwartz Kirkegaard (c)

Måske bliver det holdt væk fra Beredskabsstyrelsen, fordi Regeringen ønsker at holde det fremtidige indkøb af værnemidler væk fra Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse, der så sent som I DAG er ramt af endnu en sag om mulig svindel. Så er det i hvert tilfælde ikke den styrelse, der skal stå for den nye opgave. Så kunne man i stedet flytte Beredskabsstyrelsen tilbage til Social- og Indenrigsministeriet, så vi samler kompetencerne – i stedet for at sprede dem og fragmentere området endnu mere, end det allerede er.

Nu skal justitsministeriet så have en koordinerende funktion ved pandemier med deres nye styrelse. Der er intet som en god krise, der kan flytte lidt rundt på nogle ansvarsområder. Det mere oplagt ville være at genrejse den Beredskabsstyrelse, der i forvejen ikke laver andet end at vedligeholde deres beredskabsmindset og lave contingency planning. Nu er Justitsministeriet nødt til at anskaffe sig folk, der er uddannet til et beredskabsperspektiv, så de ender nok med at pille folk fra de vidensmiljøer, der allerede er i de andre ministerier.

Kategorier
Kultur

“Smombien” er i fare på grund af CoVid-19

Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard

Det er som om, at ‘København før coronakrisen’ kun havde to forskellige – og ekstreme – måder at mødes: Der er krammere til dem, man er på fornavn med – uanset hvor perifert – og alle andre skal ignoreres. Man kan med fordel “overse” dem, mens man kigger ned i sin smartphone.

I Tyskland har de for mange år siden opfundet begrebet “Smombie”, som er en sammentrækning af de to begreber “Smartphone” og “Zombie”. “Smombierne” har for længst spredt sig i Danmark, ikke kun i København, men også andre steder med brede fortove har “Smombies”. Vandrende døde med hængende hoveder, der stavrer frem, bremser pludseligt, går uden om et vejskilt og sætter i fart igen.

På en skala fra “krammer” til “smombie-undvigelse” bruger vi kun i ringe grad håndtrykket, den verbale hilsen samt øjenkontakt og nik. Grafik: Borgerlig.dk (c)

Vi har ganggang måttet finde os i at læse om, hvordan vi danskere er reserverede typer, der er svære at komme ind på livet af. Det forstår vi slet ikke, “for det er jo os med hyggen”, og to danskere kan sagtens mødes, men kommer der en tredje til, så stifter vi en forening. Alligevel går vi ind i offentlige transportmidler på samme måde, som vi går ombord i en robåd. Vi fordeler vægten, så Linje E til Køge ikke får overvægt og vælter af sporet.

Det virker som om, vi danskere er så socialt akavede, at vi ikke aner, hvad vi skal gøre, når der tilfældigvis er en anden person, der skal i modsatte retning af os selv. Vi glor hellere ned i fortovet, eller smartphonen, end vi hilser. I hvert tilfælde i storbyen.

Én af glæderne ved, for et par år siden, at skifte livet i storbyen ud med livet i forstaden er, at her i forstaden hilser vi på hinanden. Når jeg går forbi en person på min vej, så hilser jeg. Jeg får øjenkontakt, nikker lige – eller måske siger jeg “godeftermiddag”.

Jeg har ladet mig fortælle, at det samme er ved at ske i København under ‘Coronakrisen 2020’. Man kan ikke længere bare være “smombie”, smartphone zombie, for nu er man nødt til at få øjenkontakt – for at finde ud af, hvordan man passerer hinanden med tilpas afstand. Smombien risikerer at få CoVid-19. Og jeg hører, at det forunderlige sker: Danskere, der ikke kender hinanden, smiler og hilser: “Godeftermiddag”. De har fået øjenkontakt. De har set et menneske, som dem selv.

Ikke mindst ser vi i disse tider et menneske, der ligesom os selv, er lidt utrygge, føler det er lidt mærkeligt, føler ængstelse, har brug for håb – og har brug for social kontakt, nu hvor vi pludselig bliver påbudt at være reserverede danskere. Nu er der kommet ord på det, og vi har opdaget, hvad vi går glip af. Her – ude i forstaden – tager det næsten overhånd, og vores hjertelige “godeftermiddag” kunne næsten blive til et håndtryk – hvis altså det ikke ville sprede virus.

Kan det være et morgengry for hilsekulturen i Danmark? Vil den kølige reserverede dansker her under isolationen pludselig varme op? Og forblive varm – eller i det mindste lunken? Får vi i den danske kultur en større pallette af hilseformer, vi kan trække på fremover?

På en skala fra “krammer” til “smombie-undvigelse” kan det være, at vi efter coronakrisen i højere grad bruger håndtrykket, den verbale hilsen samt øjenkontakt og nik. Grafik: Borgerlig.dk (c)

Hvis dette medfører en ændring af den danske hilsekultur, så er det ikke sikkert, at vi selv opdager det. Vi er slet, slet ikke bevidste nok om vores egen kølighed. Vi bliver derfor altid lidt irriterede, når udlændinge skriver, at det er svært at komme ind på livet af danskere. Det er jo åbenlyst, at han/hun ikke har forstået, man sagtens kan få venner i Danmark. Man skal bare komme et halvt til et helt år i en badmintonklub.

Det vil være en kulturændring, der vil glæde mig. Jeg er træt af socialt akavede krammere til perifert bekendte, og med det øgede fokus på hygiejne, kan jeg nu med ro i sindet nedgradere til håndtryk eller verbal hilsen. Samtidig kan vi opgradere nogle af vores interaktioner fra “smombie-undvigelse” til en tilkendegivelse af, at vi har opdaget, der er et andet menneske på vores vej: Et ængsteligt/glad/lettet/foruroliget/håbefuldt menneske som os selv.

Jeg har ikke noget imod krammere, men jeg vil bare gerne reservere dem til familiemedlemmer og nære venner.

 

Kategorier
Borgerlighed

“I dag er det Dronningens fødselsdag…”

Man kan næsten ikke læse sådan en sætning, før melodien begynder at spille inde i hovedet… “Hurra, hurra, hurra – Hun sikkert sig en gave får…”

Det er fordi, vi har en kulturel klangbund, som den fødselsdagssang er en uomgængelig del af. Den er en del af den danske kultur. Både fællessangen og den konkrete fødselsdagssang er en del af kulturen.

Var det trompeter eller en guitar, der akkompagnerede fællessangen i dit hoved? Eller dine forældres sang ved din seng? Eller Phillip Fabers sangstemme og klaverspil fra Danmarks Radio her under coronakrisen? Det er summen af vores forskellige erfaringer og historier, der samlet har sat sig i vores kultur.

På samme måde er Kongehuset en del af den danske kultur. Nytårstalerne, den festlige klippen snore, slottene og nytårstaffel – og H.M. Dronningens fødselsdag. Det er tradition – det er kultur.

De to dele er kombineret, når Dronningen har aflyst sin 80 års fødselsdagsfejring på grund af coronavirus, men danskere på sociale medier “slår igen” mod coronaen ved at arrangere fællessang for Dronningen – og Danmarks Radio understøtter glimrende. Danmarks Radio har virkelig vist sin styrke i denne tid.

Kulturen tager man med

Det er nogle gange, når vi rejser ud, at vi finder ud af, hvad vi egentlig har med os i vores kultur. Både som vesterlændinge og som danskere. Dengang i 2006, da jeg var 3 måneder i Nigeria, da var det interessant, at når jeg mødte en kvinde fra Irland, så mødte jeg en person, der forstod “det”. At være hvid europæer i Nigeria, “det”. Til gengæld så fornemmede jeg også, at der ikke var det helt samme overlap, da jeg mødte den amerikanske læge. Vi var begge hvide “baturi”, men jeg var europæer. Hun havde det nok på samme måde.

Jeg har hørt fra flere udenlandsdanskere, både i Østasien og i Østafrika, at de samles og fejrer Dronningens fødselsdag. Herhjemme i Danmark træder Grundlovsdag mere frem som “nationaldag”, men måske er det mærkeligt at fejre demokratiet i et land, man ikke længere bor i? Hvorfor fejre den danske forfatning, når man bor i USA? Men kulturen – den har man taget med. Dronningen er rejst med. Fællessangen er rejst med. Sproget er rejst med. Er det derfor, at Dronningens fødselsdag bliver særligt fejret som “nationaldag” derude?

Herhjemme i Danmark har jeg egentlig aldrig rigtig fejret Dronningens fødselsdag som noget specielt. Det er der nok mange af mine konservative venner, der har. Jeg ønsker hverken heller enevælden, Estrup – eller blot tiden før påskekrisen tilbage. Jeg er ikke monarkist på den måde. Jeg er dog heller ej republikaner.

Ordener hænger man på de dygtige og engagerede

Jeg kender flere, der ville takke nej til en orden, hvis de fik den tilbudt – og som vel at mærke er i det segment, hvor det formentlig allerede er sket. Det forstår jeg ikke. Hvis Danmark var en republik, så ville vi formentlig stadig have ordener. De ville blot blive overrakt af en præsident i stedet.

Ordener er statens måde at anerkende, hvad der er en prisværdig indsats: Den lange tjeneste i en virksomhed, i det offentlige, den dygtige forskning, der har gjort os klogere, den modige indsats, der har beskyttet danske soldater mod fjenden, redningsfolk og vores helt lokale erfarne byrådspolitikere. Det er en anerkendelse af dygtighed og engagement.

I mine øjne, så er et “nej til ordener” det samme som et “nej til at staten skal anerkende dygtighed, flid, mod og engagement”.

Folketinget, Regeringen og Monarken

Der kan ikke herske den store tvivl om, at Monarken har udspillet sin rolle, hvad angår landets politiske ledelse. På forfatningsmæssigt plan er der stadig statsråd, dronningerunde og underskrivelse af love, men ikke siden påskekrisen i 1920 har monarken turdet blande sig for alvor i noget af det. Og godt det samme. Det parlamentariske demokrati har overtaget opgaven, og når danskere kritiserer andre lande for ikke at være demokratiske, så glemmer de, at landets ledelse formelt er “indskrænket monarkisk”. Det siger måske noget om begge parter.

Idéen bag det vi kalder “magtens tredeling”, at de forskellige magter skal holde hinanden i skak, har trange kår i Danmark. I den teoretiske tredeling er monarken/præsidenten (og dennes regering) det ene ben, parlamentet (Folketinget) den anden del – og det tredje ben er domstolene. I Danmark er de fleste ministre også en del af Folketinget, så allerede her er der sammenfald. Den danske Grundlov er fyldt med gummiparagraffer, og til sammenligning med mange andre stater, har Danmark en svag forfatningsdomstol. Det kommer tydeligst til udtryk i krisetid!

Det betyder så også, at vi efter påskekrisen i 1920 og landstingets nedlæggelse i 1953 ikke har nogen stopklods, der kan være “den politiske eftertanke”. Monarken er det ikke. Vi bør derfor opfinde et nyt andetkammer, en forfatningsdomstol eller begge dele. Det er ikke sundt, at der er så kort ‘fra tanke til magtudøvelse’. Men det er en anden sag, der egentlig ikke vedrører det Kongehus, Kongeriget Danmark har i dag.

Indstillingen i Danmark kan bedst beskrives med et fejlagtigt citat fra Viggo Hørup: “Ingen over og ingen ved siden af Folketinget”. Der er gået meget tabt siden Jyske Lov, der ellers fastslog, at loven ‘skal være retfærdig’, hvilket betyder, at retfærdighed er noget, loven skal leve op til – ikke noget, loven definerer. Det er ikke retfærdigt, fordi loven siger det. Det kan godt være retfærdigt, uanset om loven siger noget andet.

Og dog – Dronningens politiske rolle

Når jeg skrev længere oppe, at Dronningens har udspillet sin politiske rolle, så er det på det formelle plan. Det politiske omhandler også alt det, vi har sammen (selvom man kan diskutere, om noget af det blot er moralsk). Derfor har Dronningen en stærk politisk stemme, når hun maner til eftertanke om, hvordan vi omtaler hinanden på de sociale medier. Begrebet “dumsmarte bemærkninger” fra nytårstalen i 1984 lever videre i vores kultur – uanset hvor mange Folketingsvalg der har været siden (der har været 11).

Regeringen kigger frem mod næste valg – monarken kigger frem mod næste regent. Det skal være langtidsholdbart. Det er noget jeg kan genkende fra min egen familie, hvor jeg er vokset op i en slægt, der havde en slægtsgård fra 1606, hvor “den nye gård” er de bygninger, vi byggede i 1886.

I den nuværende krise klinger formaningen til dem, der samler sig til fester, stadig: “Det kan de ikke være bekendt”. Når Dronningen siger, det er tankeløst og hensynsløst, så sidder det anderledes fast, end hvis statsministeren sagde det samme. Dronningen har en mulighed for at definere, hvad samfundssind er, på en helt anden måde end statsministeren kan. Statsministeren er partisk – Dronningen er et kulturelt symbol.

Når vi i dag med coronatidens fællessang fejrer HM Dronning Margrethe II.s fødselsdag, så er det ikke kun en yderst sympatisk ældre dame, vi fejrer, men derimod vores nations optimisme. Vi er i krise, men vi kommer igennem det. “Det bliver godt igen”, som nogen har skrevet på fortovet, her hvor jeg bor. Hvis bare vi står sammen – hver  for sig. Her har vi brug for samlende symboler – fællessang er ét, Dronningen er et andet. I dag på Hendes Majestæts fødselsdag flyder det sammen.

P.S: Jeg beklager de forskellige forsøg på at omtale Hendes Majestæt Margrethe II. med korrekt titulering. Jeg lærer det nok aldrig.

Fotograf: Mathias Schwartz Kirkegaard (c)
Kategorier
Borgerlighed

3 borgerlige pointer om Coronakrisen

Af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol. og konservativ

Hele Folketinget vedtog en borgfred i starten af ‘Coronakrisen 2020’, hvor alle regeringens første skridt blev bakket op af alle parter. Det var vigtigere, at der blev gjort noget, end at løsningerne var udtænkt af socialdemokrater, af socialister eller af borgerlige.

Der blev vedtaget hastelovgivning, og Folketinget viste sig fra sin gode side, for der blev handlet hurtigt – dog uden at Folketinget ubetinget bare var et gummistempel. Regeringen fik ikke deres forslag igennem om, at myndighederne skal kunne trænge ind i private hjem uden en dommerkendelse ved mistanke om smitte med Covid-19.

Første pointe: “Bringing the state back in”

Inden for statskundskaben har der været forskellige bevægelser, hvor fokus har skiftet fra markedet som altafgørende for forandringer, civilsamfundet som afgørende, internationale organisationer som afgørende, arbejderbevægelser som afgørende… Staten har i perioder været fraværende, og endda i en sådan grad, at Theda Skocpol i 1985 fandt det nødvendigt at skrive om modbevægelsen: “Bringing The State Back In”.

Siden faldt muren, og markedsøkonomien er blevet altafgørende for at hive millioner af mennesker ud af fattigdom – med stor succes. I denne krise har markedet ikke kunnet gøre det store. Markedet kan ikke stå alene. Statens rolle har i denne krise vist sig at være altafgørende, mens markedet endda er blevet lukket ned – i nogen grad. Inden for samfundsvidenskaben er der materiale til adskillige forskningsprojekter, specialer og så videre.

Inden for det borgerlige Danmark er det også tid til at gøre sig overvejelser. På den ene side skal de liberale gøre sig nogle overvejelser om, hvor lille en stat, der er mindstemålet for at kunne håndtere kriser af dette omfang?

Omvendt kan konservative typisk godt lide en stærk stat, men vi skal som konservative gøre os overvejelser om, hvornår staten i “problemløsningsmodus” bliver så omfattende, at den kvæler alt andet – og er det eneste, der får lov at stå tilbage.

Statens rolle skal diskuteres i det borgerlige Danmark – både på det principielle og på det pragmatiske plan.

Groft set er der tre forskellige velfærdsmodeller: Den skandinaviske, hvor der er universel velfærd – velfærd for alle sikret af staten. Den kontinentaleuropæiske/kooperative, hvor virksomheder betaler forsikringer, og hvor civilsamfundet har en stor rolle – og til sidst den residuale, hvor det primært er niveauet af forsikringer, der er afgørende for, hvor god hjælp man får.

I samfund, hvor det er baseret på den residuale model, eksempelvis USA, har de fået en brat opvågning: Det er ligegyldigt, hvor godt forsikret “de rige og den øvre middelklasse” er, for hvis sygdommen spreder sig blandt dem, der ikke har råd til at undgå det, så er det en stor risiko for alle.

Det betyder ikke nødvendigvis, at den skandinaviske velfærdsmodel er den eneste gangbare, men det betyder, at systemerne skal være klar til at levere til alle – på kort tid. I en dansk kontekst er det nemmest, hvis systemet i forvejen leverer til alle.

Anden pointe: Beredskabet er blevet forsømt af optimisterne

Siden afslutningen af den kolde krig har politikere “høstet fredsdividenden”. De har skåret i beredskabets bevillinger, da Danmark ikke er i fare. Siden kom 11. september 2001, og de sidste rester af katastrofeberedskabet blev omstillet til at kunne sendes ud af landet.

Som privatperson køber vi gerne forsikringer: Bilforsikring, husforsikring, forsikring til cyklen, forsikring til hunden og så videre. For staten hedder forsikringen “beredskab”, og det har vi åbenbart glemt.

Når ‘Coronakrisen 2020’ stilner af, skal vi nytænke vores måde at tænke beredskab. For mig handler “contingency planning” om tre ting:

Der skal være handleplaner, så reaktioner hurtigt kan sættes i værk, og alle ikke først skal til vente på, at beslutninger “siver ned” gennemsystemet. Forskellige enheder skal kunne handle forholdsvist autonomt. Allerhelst så jeg en yderligere decentralisering af hele vores offentlige system, men det skal ikke rokke ved min første pointe om statens vigtighed.

Det andet er, at det skal sikres, at vi kan træffe beslutninger, når handleplanerne ikke kan følges. Det er derfor, at den amerikanske præsident og vicepræsident aldrig flyver i samme fly. Vi laver handleplaner, men “contingency planning” handler i lige så høj grad om, at vi skal regne med, at vi ikke kan følge handleplanerne. Uanset hvad Statens Seruminstitut og Sundhedsstyrelsen laver af ændringer efter ‘Coronakrisen 2020’, så er der en risiko for, at vi ikke kan bruge den viden senere, fordi forudsætningerne har ændret sig.

Den sidste pointe handler om materiel. Danmark grænser op til russerne i Østersøen og Arktis, og alligevel har vi nedrustet. Til sammenligning har Finland fortsat med at forberede sig på det værste, og det ligger måske i deres kultur, siden de ofte går med kniv. Uanset har de vedligeholdt deres katastrofelagre, så de ikke mangler medicinsk udstyr.

Beredskab handler også om at have sengepladser til overs, have for mange læger og have for mange sygeplejersker. De skal have luft i deres hverdags opgaver, så de kan levere det nødvendige ekstra, “when the shit hits the fan”.

Jeg aftjente værnepligt i Beredskabsstyrelsen. Hvorfor er jeg aldrig blevet indkaldt til “brush up”-kurser, så jeg bare på et minimalt niveau har vedligeholdt min ‘Funktionsuddannelse Brand’ – måske på et lavere niveau? Hvorfor har jeg ikke fået tilsendt et e-læringsforløb, der kan gøre mig klar til at teste for coronavirus? Det vil være til glæde for hele samfundet, også i fredstid, hvis alle os “gamle brandmænd” bliver holdt vågne.

Hvor og hvornår rammer næste katastrofe Kongeriget Danmark (det vil sige inklusive Færøerne og Grønland)? Vi aner det ikke. Krisen har vist, at vi ikke kan forudsætte, at USA kommer os til undsætning. USA forsøgte endda at købe en tysk medicinalvirksomhed, så dens produkter kunne gå eksklusivt til amerikanerne.

Her er vi som lille land afhængige af, at vi selv kan producere eller har adgang til de store spilleres resurser. Det er ikke nødvendigvis et argument mod, at vi frasolgte vaccineproduktionen fra Statens Seruminstitut, men det er helt sikkert et argument for, at vi går mere helhjertet ind i EU. Det er inden for EU, at Danmark står stærkt – ikke alene mod stormagter som USA, Kina, Indien, Rusland og så videre.

Tredje pointe: Borgerlige rettigheder er afgørende – og skal gentænkes

Når kaos og frygt tager over, så er de borgerlige frihedsrettigheder åbenbart under pres. De selvsamme borgerlige frihedsrettigheder er dog afgørende for, at frygt og kaos ikke tager over i fremtiden.

Det er meget bekymrende, når et land som Ungarn sender parlament og dommere hjem, og efterlader nøglerne til det hele hos én person – Viktor Orbán. Selv stille og rolige Norge giver regeringen beføjelser til (midlertidigt, dog) at lovgive uden om Stortinget.

Det danske Folketing har heldigvis ligesom Norge været flittige til at bruge muligheden for solnedgangsklausuler, så lovgivning vedtaget i al hast udløber igen.

Der er dog flere opmærksomhedspunkter: Når lovgivningsarbejdet går så hurtigt, så er der endnu mere grund til at sørge for maksimal åbenhed, og dér er der ingen hjælp at hente i offentlighedsloven.

Et andet opmærksomhedspunkt handler Grundloven. Nogle forsøger at bilde os ind, at vi har en stærk Grundlov, men som jeg tidligere har skrevet om andetsteds, viser ‘Coronakrisen 2020’, at det nærmere er kulturen end Grundloven, der beskytter vores frihedsrettigheder.

Der er åbenbart ingen grænse for, hvilke frihedsrettigheder, staten kan indskrænke. Det er kun, hvis vi stædigt hævder, at det er en demonstration, at politiet ikke kan opløse forsamlingen og uddele bøder.

‘Coronakrisen 2020’ giver lidt en oplevelse af, at der ikke er nogen grænser for, hvad staten kan gøre. Indespærring, tvangsvaccination og meget andet er pludselig på bordet. Noget vi aldrig kunne have forestillet os i 2019. Regeringen forsøgte at få vedtaget, at myndigheder ved mistanke om smitte med Covid-19 kunne trænge ind i private hjem – uden dommerkendelse. Dette fik resten af Folketinget forhindret, men burde en hurtigtarbejdende forfatningsdomstol ikke sætte foden ned der? Det er åbenlyst problematisk, men “magten” har åbenbart ingen hæmninger.

Der er brug for en diskussion om, hvem der sætter foden ned, hvis Regeringen og Folketinget i fremtiden panikker og indfører hastelovgivning. Som det er lige nu, har Danmark reelt ikke en forfatningsdomstol, der kan vende tommelfingeren op eller ned – og i øvrigt er forfatningen fyldt med gummiparagraffer, så det vil uanset være menneskerettighedserklæringen, der vil blive referencen.

Der er noget evalueringarbejde at udføre – og der bør formentlig nedsættes en Grundlovskommission. Borgerlige frihedsrettigheder burde være en borgerlig mærkesag, og i den henseende rækker borgerligheden et godt stykke ind over den politiske midte. Den politiske debat om emnet skal ikke parkeres i kommissionen, så vi kan lige så godt komme i gang med at tage noter.

Håndsprit og have
Foråret og sommeren 2020 vil blive husket for de store mængder håndsprit. Fotograf: Mathias Schwartz Kirkegaard (copyright)

 

 

 

Kategorier
Borgerlighed

Alternativet er konservativt

Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard, konservativ

Kære Alternativister

Jeg ved, der er mange af jer i min bekendtskabskreds, der med euforisk glæde engagerede jer i et opgør med regler, institutioner og faste måder at gøre tingene på.

Pilene har dog peget i alle mulige retninger, og nu hvor 4 ud af 5 folketingsmedlemmer har forladt partiet, spejder I måske mismodigt efter en ny vej at gå. Her kommer jeg med et bud: Jeres alternativ er konservativt.

Det er en erkendelse, jeg ikke behøver at fortælle jer – for I er formentlig selv nået frem til det.

Institutioner og ordentlige rammer

Da Alternativet ramlede ind i en stribe møgsager, der blandt andet omhandlede anklager om seksuelle overgreb og opfordringer til at sende ‘dick pics’ rundt, da påstod partiet, at der ikke var en “krænkelseskultur” men derimod en “festkultur”. Alligevel nåede partiet frem til, at svaret var nogle klassiske institutionelle virkemidler: En personalehåndbog og en whistleblowerordning.

Medlemsorganisationen kunne slet ikke håndtere, at der ikke var rammer, den kunne tænke ud af, så det hele endte i grænseløshed. Mennesker har brug for en boks, de kan tænke ud af, men det fik de ikke i Alternativet. Partiet tog simpelthen ikke højde for, at hvad angår menneskesynet, så har konservatismen nogle erkendelser, man ikke bare kan feste sig væk fra. Vi har som fejlbarlige, og langt hen ad vejen skrøbelige, mennesker, brug for struktur. Institutioner. Rammer.

Den nye gamle politiske midte

Da det så kom til det klassiske magtspil, hvor den nye politiske kultur skulle stå sin prøve, så kan vi se, at der er en gammel borgerlig politisk kultur, man kan lade sig inspirere af. “Borgerlige stemmer der arbejder”, sagde Poul Schlüter og holdt Det Konservative Folkeparti helt derinde på den politiske midte, hvor beslutninger bliver taget.

Det er en erkendelse, Josephine Fock også nåede frem til, da hun som nyvalgt formand (eller forperson, om man vil) konkluderede, at Alternativet “skal være en del af alle de alliancer, vi overhovedet kan”. Da gik partiet fra at have skrevet sig selv ud af ligningen til at være en del af den gode gamle gennemprøvede styreform, vi har i Danmark. Det er dejligt for en konservativ at betragte.

Så er der dét med den grønne omstilling.

Til jeres formentlig store overraskelse, så er klimapolitik ikke noget, der er forbeholdt Alternativet. Længe før nogen så et behov for et alternativ, arbejdede flere partier seriøst med både miljø- og klima-politik. I mit eget parti, Det Konservative Folkeparti, er der masser af medlemmer, der gladeligt skiltede med #Klimatosse-begrebet. Forskellen er blot, at i Det Konservative Folkeparti får de forslag igennem i regeringens politik. Både når partiet selv er i regering – og når der skal laves forlig hen over midten.

Forvalterskabstanken og generationskontrakten i konservatismen byder os at levere kloden videre i en ordentlig stand, og det byder os både at give miljøet, økonomien og kulturen videre i en god stand. Når Alternativet vil lave grøn omstilling, mere iværksætteri og et levende kulturliv, så lever de tanker allerede i generationskontrakten. Forskellen er, at Det Konservative Folkeparti har beslutningsstrukturen og “musklerne” til at få indflydelse på landets ledelse. Det er forudsætningen for den reelle grønne omstilling – og Gud nåde og trøste den konservative ordfører, der ikke præsenterer grønne resultater efter forhandlingerne.

For lille et land til at undgå borgerinddragelse

Men hvad så med bottom-up, borgerinddragelse og alt det der? Kig til den konservative Gentofte Kommune (ja, den socialdemokraterne henter udligningsmillioner i). I den kommune er mange af sagerne flyttet fra de traditionelle fagudvalg til såkaldte “opgaveudvalg”, hvor borgere er i flertal og politikere er i mindretal. Det er sådan noget, der får samskabelseskonsulenter til at tabe kæben af benovelse – og det er en ærkekonservativ kommune, der viser vejen. Politikerne skaber rammer og strukturer for, hvordan opgaver kan løses med plads til borgernes engagement – i stedet for blot at kaste bolde op i luften i et idealistisk cirkus.

Hvis det ikke er nok bare at være borger, kan man melde sig ind i Det Konservative Folkeparti – og før man har set sig som, kan man sidde med ved bordet. Der er, som i de fleste andre klassiske partier, utroligt kort fra menigt medlem til det lokale folketingsmedlem. Man skal bare møde op og markere, hvis man gerne vil have ordet.

Så kære Alternativister: Nu hvor I har prøvet illusionen om opgøret med institutionerne, så kan I få jeres ønsker opfyldt gennem de klassiske parti-institutioner. Der er et alternativ til Alternativet – og det er konservativt.

Arkivfoto. Fotograf: Mathias Schwartz Kirkegaard (copyright)
Kategorier
Borgerlighed

Del og hersk med udligning

Der kan være mange grunde til, at vi som samfund skulle ønske at hjælpe nogle bestemte kommuner. Den centralisering, vi har set, har svækket nogle kommuner mere end andre, forskellen i boligpriser har gjort nogle kommuner til magneter for personer med lav indkomst og lav grad af beskæftigelse – og andre kommuner er udfordret af geografi eller arbejdsmarkedsudviklingen. Det er et stort stridsspørgsmål – også mellem borgerlige – om nogle kommuner skal have mere støtte, eller om der allerede er rigeligt omfordeling. Det er ikke den del, jeg går ind i her. Spørgsmålet er i stedet, hvordan vi skal hjælpe de kommuner, der kan have behov for hjælp.

Den måde at udligne på, vi har benyttet os af hidtil, fører tydeligvis til splid, hvor kommuner bliver spillet ud mod hinanden, og de skændes internt om idrætsfaciliteter og alt muligt andet. Det har vi set i de seneste uger, og det ser ud til at fortsætte. Det er den gamle romerske strategi om “del og hersk”, hvor grupper i de enkelte provinser bliver spillet ud mod hinanden, så de har mere travlt med internt kævl end at samarbejde mod centralmagten. Konkret var det eksempelvis Gentofte og Kalundborg, der blev sat op mod hinanden i præsentationen.

31 kommuner er endda gået sammen om en kampagne mod udligning. Kommunernes Landsforening (KL) kan dårligt komme med et samlet modspil, eller et alternativt forslag, når den socialdemokratiske regering er kommet med et forslag, hvor den ene del af kommunerne skal betale millioner til den anden del. Regeringens forslag ødelægger kommunernes sammenhængskraft.

Regeringen lægger op til, at kommuner, der skal betale mere i udligning, kan få lov at hæve skatten. “Se her om din kommune kan få lov at hæve skatten”, kunne vi læse i DRs rubrik. Den underliggende historie er, at kommuner generelt bliver straffet for at hæve skatten, da staten forsøger at begrænse kommunernes selvbestemmelse. Nu kan kommunerne så få lov at hæve skatten – uden at borgerne i de pågældende kommuner får noget ud af det til gengæld.

Angreb på borgernes sammenhængskraft

Hvis regeringens forslag til udligning går igennem.

Den store udfordring for den socialdemokratiske regering bliver, at de skal forklare, hvorfor det er solidarisk, at ‘den enlige mor med job i et supermarked’, der tilfældigvis er født og opvokset i en kommune med højere indkomster, skal betale mere i skat – for at fabriksdirektøren i landkommunen i provinsen kan få et højere kommunalt serviceniveau i sin lokale folkeskole.

I denne omgang var det en kamp blot at få regeringen til at løfte sløret for, hvorfor de begunstigede kommuner skulle have flere penge. De konservative i Rudersdal Kommune er endt med at forsøge at søge aktindsigt, fordi de ikke kunne få oplyst, præcis hvorfor netop deres kommune skulle betale mere. De fik afslag.

Bor du i en kommune, der skal betale mere, men har du selv en lav indkomst, så skal du betale mere i skat – eller se din kommune spare på eksempelvis normeringen i folkeskoleklasserne eller vedligehold af cykelstier. Omvendt kan du, selvom din familie har to indtægter og et stort billigt hus med lav kvadratmeterpris, se frem til lavere skat eller højere serviceniveau, hvis du bor i en af de kommuner, som regeringen ønsker at begunstige.

De følgende to budskaber er eksempelvis fra de 31 kommuner, der er gået sammen om en kampagne mod udligningen:

“En familie i hovedstadsområdet, hvor far er håndværker og mor er sygeplejerske, årligt har 74.000 kr. mindre til rådighed end en tilsvarende familie i Nordjylland.”

“Serviceniveauet i kommunerne uden for hovedstadsområdet er på niveau med kommunerne i hovedstadsområdet.”

Svaret er ikke, som nu, at sige til den familie, der skal betale, at de bare kunne have valgt at bo et andet sted. Vi ser det i forvejen som et problem, at mennesker med ganske almindelige indtægter dårligt har råd til at bo i København.

Løsningen kræver at staten tager ansvar

Hvis den problematik skal løses, og man samtidig ønsker at styrke svagere kommuner, så skal staten gå anderledes til opgaven: Den skal selv tage ansvar for omfordelingen. Staten skal selv indkræve den ekstra skat, den vil forære til de udfordrede kommuner. På den måde kommer borgere med høje indtægter til at betale – uanset hvor de bor.

Hvis staten tager ansvar for udligningen, så er det mere i tråd med sammenhængskraften. Skemaet her tager udgangspunkt i, at den socialdemokratiske regering nok vil pålægge borgerne udgiften i form af topskat.

Det vil ikke gå ud over samfundets sammenhængskraft, da de rige borgere i de udfordrede kommuner skal betale – på lige fod med de rige borgere i de velhavende kommuner. Så vil det så være op til staten selv at finde ud af, om pengene skal findes ved at hæve skatten eller spare forskellige steder i staten.

Spørgsmålet er, om regeringen vil opgive sin “del og hersk”-strategi, hvorved den selv skal tage ansvar.

Jeg tænker, at det, som sociologen Emile Durkheim kalder ‘den organiske solidaritet’, står stærkt i Danmark. Hvis der er åbenhed om årsagen til behovet for solidaritet. De stærke borgere kan godt forstå, hvis nogle skal have støtte, når de vitterligt har behov for støtte. De kan måske dårligere forstå, det er et problem at skære i støtte, som de selv får, og de derfor ser som noget unødigt flødeskum.

Det svækker også den sammenhængskraft, der er i samfundet, når staten beder sygeplejersken betale mere til fabriksdirektørens folkeskole i nabokommunen. Det skal staten tage ansvar for – i stedet for at lege ‘del og hersk’ med kommunerne.

 

Kategorier
Borgerlighed

Kvajebajer eller systemfejl? – da Erhvervsstyrelsen erklærede Sydbank konkurs

Af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol.

Hvis der sker der en utilsigtet hændelse,  er forklaringen nogle gange, at der var tale om “en menneskelig fejl”. Det hænder, at der er tale om sjusk og dårligt arbejde, men andre gange er det ikke. Overskriften på denne kommentar er en kopi af en overskrift, jeg formulerede til min sidenhen forsvundne blog i 2012.

I 2012 forsøgte Erhvervsstyrelsen sig med at bebrejde en medarbejder ved at Skifteretten i Kolding, at Erhvervsstyrelsen havde annonceret Sydbank konkurs ved en fejl. Erhvervsstyrelsens daværende direktør Betina Hagerup skrev dengang i en pressemeddelelse: “Jeg beklager fejlen og de gener, det har medført for Sydbank. Vores system er baseret på, at sagsbehandlere over hele landet indtaster oplysninger om virksomhederne. Denne sag er opstået på grund af en menneskelig fejl. Vi har nu rettet fejlen.”

Avisen Politiken skrev på Facebook en kommentar til nyheden: “Der er nok en, der er på vej i kantinen efter kvajebajer”.

Jeg ringede dengang i 2012 til dem for at høre, hvad personen havde gjort. Hvad var den “menneskelige fejl”? “Der var tale om en menneskelig fejl”, pointerede Erhvervsstyrelsens pressemedarbejder flere gange, da jeg ringede for at høre, om der ikke nærmere var tale om en systemfejl. Medarbejderen kunne oplyse, at medarbejderen, der indtastede Sydbanks konkurs, ikke i processen møder sydbanks navn. Kun CVR-nummeret.

Personen havde åbenbart tastet et CVR-nummer forkert, da de skulle registrere i computersystemet, hvilke virksomheder de denne dag havde erklæret konkurs. Systemet var designet således, at når man indtastede et CVR-nummer, så kom der ikke en prompt, der stillede spørgsmålet: “Dette CVR-nummer tilhører virksomheden ‘Sydbank’. Er det den virksomhed, du vil erklære konkurs? Er du helt sikker?” Medarbejderen, der tastede forkert, havde ikke en chance for at opdage, at det var et forkert CVR-nummer. Hahaha – kvajebajer!

Jeg fik journalisten Dorte Toft, hende der dengang lige havde væltet Stein Bagger, til at skrive om systemfejlen. Jeg ville være sikker på, at den landede på en chefs bord, når de nu overfor pressen havde forsøgt at tørre den af på den medarbejder, der havde tastet. Dorte Toft skrev om det, og andre medier citerede også.

Så blev det weekend. Og mandag.

Nok engang erklærede Erhvervsstyrelsen Sydbank konkurs. Det viste sig, at dokumenterne blev sendt med post til København, hvor de endnu engang blev tastet ind, så de var sikre på, der ikke var overset en virksomhed ude i Skifteretten. Det betød, at de endnu engang erklærede banken konkurs, for det var vidst ikke dén medarbejder, der ellers “skyldte kvajebajer” (som Politiken formulerede det), der havde begået fejlen. Vedkommende havde blot indtastet informationen fra det dokument, der sidenhen også blev sendt ind til Erhvervsstyrelsen. Forklaringen fortoner sig ud i intetheden…

Var det i givet fald så en menneskelig fejl, som denne anden medarbejder havde begået? Tja, måske. Men systemet var ikke designet efter, at det bliver brugt af mennesker – og det er i sig selv en systemfejl.

Utilsigtede hændelser – ikke fejl

Når systemet, måske i frygt for at tabe autoritet, sender skylden videre som “menneskelig fejl”, så opstår der en nulfejlskultur, hvor fejlbarlige mennesker ikke tør indberette de fejl, der opstår. De vil ikke udsættes for hån (hahaha). Når fejl ikke bliver indberettet, men bare rettet før nogen opdager dem, så bliver selve årsagen til fejlen, den systemiske svaghed, ikke opdaget. Den bliver ikke rettet, så fejlen gentager sig.

Hvis fejlen så endelig bliver indberettet, så kender ingen omfanget af problemet, da alle de andre utilsigtede hændelser ikke er blevet registreret.

Systemer designet af fejlbarlige mennesker

Et system leverer dét, det er designet til at levere. Hvis systemet producerer fejl, så er det designet til at producere fejl. Systemer skal designes efter, at de mennesker, som bruger systemet er fejlbarlige. Derudover skal systemets designere tage højde for, at de naturligvis også selv er fejlbarlige mennesker, der har lavet et fejlbarligt system, der skal benyttes af andre fejlbarlige mennesker.

Mange organisationer er begyndt at bruge begrebet ‘utilsigtede hændelser’, fordi begrebet ‘fejl’ er forbundet med skam. Fejlfinderkultur er et skældsord, men det er vigtigt at reducere de utilsigtede hændelser, så de ikke gentager sig. Så nytter det ikke, at dem, der sætter fokus på fejl, bliver udskammet som pessimister fejlfinderkultur. Det nytter heller ikke, at kollegaen “skylder kvajebajer”, hvis kollegaen indberetter den fejl, som personen selv har begået.

Når Sydbank går konkurs, så bliver den utilsigtede hændelses konsekvenser rettet i en fart, og men hvis der også bliver peget fingre i en fart, så bliver selve årsagen ikke gransket. Hvor mange små virksomheder har oplevet det samme – og har kæmpet uger eller måneder for at få det rettet? Det ved jeg ikke, men hvis de tænker, systemet er ufejlbarligt, så er det formentlig sket for alt for mange små virksomheder.

“Jeg har fået fortalt, at Danske Bank for år tilbage ved en fejl blev erklæret konkurs,” oplyste daværende vicedirektør i Erhvervsstyrelsen, Henning Steensig, senere til epn.dk. Det kan ske igen og igen, hvis ikke nogen afdækker de systemiske svagheder.

Oversæt så denne problematik til ambulancer eller operationsstuer. Så er det en tænkning, det slår mennesker ihjel. Det er de meget opmærksomme på mange steder i sundhedsvæsenet – heldigvis.

For meget tillid til systemer

Helt grundlæggende har vi for meget tillid til systemer. Det kommer til udtryk, når mange pludselig har det helt fint med, at vi får mere overvågning i Danmark. De argumenterer for, det kun er politiet der må se videoen – og så er der måske krav om en retskendelse og så videre, og så videre…

Det sker i en kontekst, hvor statens medarbejdere helt selv har afleveret en CD-rom med den danske befolknings cvr-numre og sunhedsdata til det kinesiske visumkontor, og kommuner sender data til hosting i udlandet – og hvor ender de så?

Det offentlige er ikke bedre til at håndtere data end private virksomheder, som eksempelvis PBS/NETS, hvor en person lækkede informationer om kendte danskere til Se & Hør.

Når I læser i avisen, at der var tale om en “menneskelig fejl”, så skal I være skeptiske. Måske var det i stedet en systemfejl, men når de bebrejder ‘personen’ i stedet, så vil den utilsigtede hændelse ske igen. Erhvervsstyrelsen og Skifteretten i Kolding var lige ved at slippe afsted med at tørre den af på medarbejderen, fordi medierne automatisk købte forklaringen om “en menneskelig fejl” og en person, der skylder kvajebajer. Det blev til en tøhø-historie, men en anden gang, i en anden organisation, kan det koste menneskeliv.