Kategorier
Borgerlighed

Børnenes Statsminister – Statens Børneminister?

Der er altid grund til at blive skeptisk, når nogen bruger betegnelsen “vores børn” om børn, der ikke er deres egne. For børnene er ikke “vores”. Børnene er deres egne, først og fremmest, og derefter er de forældrenes. Først ude i næste led er det pædagogens eller skolelærerens børn, hvilket dog ikke rokker ved, at børnene primært er deres egne – og dernæst forældrenes.

Det er ret mange led, eller samfundscirkler, før vi når helt derop, hvor statsministeren, Mette Frederiksen (S), i sin nytårstale første januar 2020 siger: “I dag begynder vi på et nyt år. Vi tager også hul på et nyt årti. Nu skal vi i gang med at tage de næste store skridt. Og sammen skabe et Danmark, der er endnu mere retfærdigt. Det handler om os alle sammen. Men det starter med vores børn. Dem vil jeg gerne tale om i aften”.

Hun burde retteligt have sagt: “Jeres børn”. For det var ikke hendes egne børn, hun derefter brugte en stor del af nytårstalen på at argumentere for, skulle anbringes eller bortadopteres.

Familien er hele den kendte verden for små børn. Hvis man virkelig ønsker at være børnenes statsminister, så skal man skabe gode forhold for børnefamilier. Statsministeren kan (uanset partifarve) finde inspiration i de 16 forslag fra børnefamilierne i Familiepolitisk Netværk. Nogle af forslagene appellerer mere til borgerlige end andre, men den nuværende statsminister kan starte med de mest appetitlige ud fra hendes politiske vinkel. Den næste statsminister kan så være en borgerlig, der tager nogle af de andre forbedringer op. Forhåbentlig.

Når familien svigter ansvaret

“Børnenes Statsminister” bør altså dermed primært være “Familiernes Statsminister”, men nogle gange fejler familierne. I de tilfælde bliver netværket omkring familien ofte aktiveret, ofte med kommunen som hjælper, så bedsteforældre, onkler og tanter, og måske naboer, kan løfte familien og få den til at trives. “Det kræver en landsby at opfostre et barn”, siger en gammel talemåde, og derfor er der organisationer, der arbejder på at “skabe landsbyer” omkring sårbare familier.

Det er dog ikke altid, det lykkedes. Det skal dog være et mål, at det oftere lykkedes. Dét kunne “Børnenes Statsminister” have opsat som mål, der kan måles på, og som statsministeren kan blive vurderet på. For man får, hvad man måler.

Statsminister Mette Frederiksen (S) opstiller to konkrete mål i nytårstalen 2020: 1) Flere anbringelser og 2) flere bortadoptioner. Det er åbenbart dét, hun gerne vil måles på: “Flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag. Og vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile. Det vigtigste. Det helt afgørende for et lille barn. Det er at vokse op med tryghed, kærlighed og stabilitet. Derfor bør flere udsatte børn også bortadopteres. Så de får en reel ny start.”

Det gør hende ikke til “Børnenes Statsminister” – men derimod til “Statens Børneminister”. Det bliver børnene set med statens øjne, frem for verden set ud fra børnenes perspektiv, der bliver afgørende. For det vil altid være et nederlag for barnets relationer, at det kommer dertil, at barnet bliver anbragt. For nogle familier er det et uundgåeligt nederlag, fordi barnet lider overlast, og så skal “samfundet” (i sidste ende kommunen/staten) træde til. Det ændrer dog ikke på, at barnet i udgangspunktet ikke er statens, men familiens.

Der sker allerede mange fejl i anbringelsessager, hvor det eksempelvis i Frederiksberg Kommune var en kæmpe skandale i 2019. Der sker ikke færre fejl, når kommunen får måltal om, at der skal ske flere anbringelser og bortadoptioner. Det er nærmere omvendt. Hvad bilder de sig egentlig ind?

Staten kan kun blande sig i disse kommunale sager, hvis der følger lovgivning med, der gør det mere attraktivt for kommuner at lave anbringelser. Derfor må vi forvente, at der i foråret vil komme lovforslag med styringsmekanismer, der får flere kommunale embedsfolk til at arbejde for tvangsfjernelser eller (“frivillige”?) anbringelser.

Opdragelse i offentligheden

Hele den tilgang om, at barnet primært er sit eget, dernæst familiens, og til sidst statens, efterlader i vores reserverede kultur et hul: Civilsamfundet.

Vi er nødt til at organisere os frem til at støtte familier, fordi vi ofte ikke automatisk har øjne for kvarterets børn. I mange andre kulturer bliver uvorne unger irettesat, når de ikke opfører sig ordentligt i den del af offentligheden, det er sværrest at komme ud af: Den offentlige transport.

Selv når vi er tvunget til at sidde op af uopdragne møgunger i adskillelige pinefulde minutter i en bus, kan vi ikke finde ud af at give dem et møgfald. De får lov at være tyraner, mens vi krummer tæer og stirrer ned i vores telefoner. Det samme gælder voksne mennesker, der opfører sig som uvorne møgunger uden dannelse og pli.

Det skal holde op. Eller retteligt: Noget andet skal begynde! Når forældrene ikke er der, så bør vi andre opdrage. Hvis forældrene faktisk er til stede, så bør vi opdrage på forældrene. Vi skal genoplive landsbyen, og det er vi nødt til at tale om. Ellers sker det ikke. Vi er nødt til at have en offentlig samtale om, hvordan vi kan støtte og hjælpe vores naboer, der måske har det svært. Det er uanset, om det er pensionister med bevægelsesbesvær eller det er børnefamilier med manglende overskud og tid.

Hvis ikke vi får genoplivet civilsamfundets og naboskabets medborgerskab, så fortjener vi en statsminister, der opstiller måltal for anbringelser – og vel at mærke for at få flere af dem, ikke færre. Ligger vi allerede, som vi har redt?

Kategorier
Borgerlighed

Beskyt kun de sansende dyr?

“Jeg synes, at det er helt grotesk, at vi skal diskutere, om dyr er sansende væsner. Når man er uddannet landmand og har haft med dyr at gøre i mange år, så er man ikke i tvivl om, at køer, geder, grise og høns er sansende væsner”, siger Enhedslistens dyrevelfærdsordfører, Søren Egge Rasmussen, til Danmarks Radio.

“Hvordan kan der opstå sådan en akademisk diskussion i København? Det pisser mig virkelig af”, siger han også.

Til gengæld vil jeg hævde, at idéen om at fastslå videnskabelige fakta ved lov er et udpræget venstrefløjsfænomen i disse tider. Der findes noget, der er objektivt sandt – såvel som noget andet, der er objektivt falsk. Hvad der er det ene, og hvad der er det andet, det lader vi de videnskabelige metoder om at afgøre. Og ja – det er en akademisk diskussion, som det bør være, i hvor høj grad dyr med eller uden centralnervesystem kan føle smerte – uanset om de kan sanse noget.

Han (ja, jeg antager Sørens køn) kæmper en brav kamp for, at den nye dyrevelfærdslov ikke bare slår fast, at dyr er “levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe”, som lovforslaget siger. Loven skal ifølge Søren Egge Rasmussen slå fast, at dyr er sansende væsner.

Søren Egge Rasmussen (EL), Zenia Stampe (RV) og Pia Kjærsgaard (DF) har spurgt Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling, Mogens Jensen, om han vil fremsætte ændringsforslag til formålsparagraffen, så det anføres, at dyr er sansende væsener.

Ministerens svar indeholder den videnskabelige afvisning, der bør komme fra sådan et ministerie, der beskæftiger sig med natur (og dermed også naturvidenskab): “Når formålsbestemmelsen i lovforslaget alene betegner dyr som levende væsener og ikke som levende og sansende væsener, skal det ses i lyset af, at loven omfatter alle dyr, og at der i dag ikke er videnskabelig dokumentation for, at alle dyr er i stand til at føle og opfatte eller sanse smerte og lidelse”.

Til gengæld indeholder svaret fra Mogens Jensen også en indikator for, hvad det her handler om: “Jeg har dog forståelse for ønsket om at omtale dyr som sansende væsener, herunder dyr, der traditionelt holdes som husdyr eller familiedyr, og jeg vil overveje at stille ændringsforslag til formålsparagraffen, som foreslået”.

Nyttige og sansende dyr

Det handler måske om speciesisme, hvor nogle dyr er lidt finere end andre dyr. Hunden er finere end koen, som er finere end musen, som er finere end fluen. De er alle dyr, men der er nogle dyr, der er “mindre dyr” end andre. Det er ikke som sådan en tænkning, der er rationel, andet end ud fra et nytteperspektiv. Vi kan bruge hunden og koen til noget, mens musen og fluen bare skal aflives.

Det er dog næppe nytteperspektivet, der er afgørende her, for ud fra et nytteperspektiv giver det begrænset mening at beskytte minkens sanser, før vi vender vrangen ud på den og omdanner den til en nyttig pels. Det kan ikke være dét, der er på spil.

Derudover er det en mulighed, at det handler om den ikke-rationelle variant af speciesismen, disneyficering: At produktionsdyr og familiekæledyr på baggrund af tegnefilm fra Disney tillægges et langt større følelsesliv og ånd, end hvad kan retfærdiggøres. Vi har set ‘Gurli Gris’ og ‘F for Får’ (Shaun the Sheep) på Ramasjang, så nu tillægger vi både grise og får egenskaber, så vi får empati for dem. Hvis man omtaler koteletter som “Gurli Gris i skiver”, så kan man hurtigt få problemer.

Filosoffen Martin Buber behandler emnet i efterskriftet til sin bog ‘Ich und Du’. Han arbejder med begreberne Jeg-Du, som er relationen til det nærtstående menneske, og Jeg-Det, som er den tingsliggjorte relation. Ifølge Buber er det ikke en Jeg-Du-relation, der er mellem mennesket og dets kæledyr. Jeg-Du er åndelig relation, og dyr er ikke åndsvæsener – sanser til trods. Til gengæld kan menneske-siden af forholdet mellem ‘menneske og kæledyr’ godt blive opfattet som en Jeg-Du-relation. Dét skal respekteres.

Derfor er det ok at spise kotelletter – men ikke ok at omtale dem som “Gurli Gris i skiver”, som børnene har en relation til. Det har dog intet med hensynet til dyret at gøre. Det har noget med børnene at gøre.

Respekt for naturen – ikke bare den sansende del

Der er ingen tvivl om, at vi skal forvalte naturen med respekt. Det giver god mening, at en dyrevelfærdslov regulerer, hvordan vi behandler dyr i hverdagen – og hvordan vi afliver dem, når vi skal lave pølser af dem. Det handler om respekt for naturen. Til gengæld bør vi ikke reservere denne respekt til den afgrænsede del af naturen, der er “sansende dyr”. Det er det større kompleks, naturen i sin helhed, vi skal forvalte med respekt. Derfor er der ingen grund til at afgrænse en dyrevelfærdslov til “sansende dyr”, når der der en bredere definition, nemlig “levende dyr”, der dækker bedre.

Hvis det vitterligt kun er den sansende del af dyrelivet, den med centralnervesystem og så videre, der skal ydes beskyttelse, så er det et nybrud fra Enhedslistens side.

Det er mere sandsynligt, at de forsøger ved lov at gøre alle dyr til sansende dyr, forstået på den måde, at de kan føle smerte. Det er ikke min foretrukne videnskabelige metode.

Kategorier
Borgerlighed

Stem på en tvivler

“Jeg har sjældent ret, men jeg er ALDRIG i tvivl!”, sagde min gamle studiekammerat nogle gange med et stort smil. Det er et af de mest ironiske (og sjove) udsagn, jeg kender. Man kan ikke sige det, uden den helt grundlæggende tvivl er med.

Dem jeg frygter mest i politik, er dem, der vitterligt aldrig er i tvivl. De politikere, der siger “Jeg er slet ikke i tvivl om, at dette tiltag vil…”. Der er noget totalitært i sådan et udsagn. Det er alt eller intet. Det er blind tiltro til egne evner eller blind tiltro til systemet. Blindhed er et problem.

Jeg ved godt, at denne manglende tvivl oftest vil udspringe af et ønske om at fremstå handlekraftig, mens personen bag politikeren sagtens kan ryste som et espeløv. Det er dog denne person bag, jeg hellere vil se i politik.

Det var et sidespring. Jeg vil gerne vende tilbage til dem, der vitterligt ikke tvivler.

Min påstand er, at tvivlen forsvinder, når ideologien trumfer sanserne. Verden og alle dens relationer og dagsordener er forvirrende. Selv en familiefest, eller måske særligt en familiefest, har en masse underliggende historier, om gammelt nag, stjålne kærester, arv og mislykkede handler. De går under radaren, mens festen fortsætter efter de faste former: Velkomst, toastmaster, forret, tale, hovedret… 

Det politiske liv og samfundets indretning har også brug for de faste former, så vi kan overskue den. Problemet er dog, at ideologisk forblændelse slører den tvivl, der skal sikre, at vi giver plads til hinanden – trods de faste rammer.

Nogle vil påstå, at dette indlæg blot er endnu et forsøg på at hævde konservatismen overfor liberalismen og socialismen. Mange konservative påstår, at konservatismen ikke er en ideologi, blandt andet fordi der ikke er noget idelsamfund, konservative arbejder frem imod. Der er jeg uenig. Jeg ser også konservatismen som en ideologi, da det stadig er en samlet pakke af menneskesyn og afledt samfundssyn. Konservative har derfor også brug for at huske tvivlen. Konservative har en helt grundlæggende erkendelse af menneskets fejlbarlighed, men husker de altid, at de selv også er mennesker? Det er i alle partier, at politikere nogle gange glemmer tvivlen. 

Hvis ikke din politiker kan udtrykke tvivl, så skal du være bange. 00’ernes kontraktpolitik var noget lort, sagt ikke-pænt, fordi tankegangen ikke levner plads til hverken tvivl eller reaktion på ændringer, der altid vil opstå i en omskiftelig verden.

Tvivlen er god. Tvivlen er din ven. Stem på en tvivler ved næste valg.

Mathias Schwartz Kirkegaard (privatfoto)
Kategorier
Borgerlighed

Vi elsker centralisering – når vi selv er i centrum!

Da jeg var gymnasielærer, et enkelt år, før jeg kastede mig ud i den usikre iværksættertilværelse, forsøgte jeg at lære mine elever at udtale ‘subsidiaritetsprincippet’. Det er et begreb, der rummer nogle af de vigtigste aspekter af livet som samfundsborger: Engagement, værdighed, ansvar og ejerskab.

Subsidiaritetsprincippet er princippet om, at beslutninger skal træffes på det laveste niveau, der meningsfyldt kan træffes beslutninger på. Spørgsmålet om, hvem der henter barnet i vuggestuen, afgøres nemmest mellem mor og far – men måske indblandes naboer og bedsteforældre i udførelsen. Hvordan institutionen ledes, kommer an på lederen, medarbejderen, bestyrelsen, kommunalbestyrelsen… Kommunalbestyrelsen?

Her kom vi et niveau længere op, og så skal vi stille spørgsmålet: Når adskillige private og selvejende institutioner kan ledes på et lavere niveau, hvad er det så for afgrænsede områder – om nogen – som kommunalbestyrelsen kan blande sig i?

Umyndiggørende landspolitikere

Når politikere “oppefra” griber ned i vores hverdag, uden de egentlig havde behøvet det, så føler vi os umyndiggjort, det rammer os på værdigheden og selvsagt fratager de os ejerskabet af sagen.

Nogle vil så mene, at Folketinget alligevel gerne må detailregulere, hvordan vi organiserer arbejdet i børnehaver og skoler. Det ser vi eksempelvis med sagen om minimumsnormeringer, hvor der er mange, der ønsker at kommunerne skal umyndiggøres af landspolitik.

Når man kan stille spørgsmål ved, om kommunalbestyrelsen overhovedet bør blande sig i organiseringen af den enkelte daginstitution, så er det oplagt, at Ministeriet og Christiansborg i endnu højere grad er det forkerte beslutningsniveau.

Barsel? Det skal vi da bestemme på EU-plan! Øh…

Der er dog en tendens til, at vi som borgere ser igennem fingre med det, hvis bare vi får ret! Vil vi have flere pædagoger i vores lokale institution, så er vi ligeglade med, at det betyder, at den i højere grad bliver detailstyret fra et alt for højt organisatorisk niveau – i strid med subsidiaritetsprincippet.

Hvis vi gerne vil tvinge fædre til at tage mere barsel, på bekostning af moderens tid med barnet, så ser vi igennem fingre med, at den enkelte familie bliver overtrumfet af ikke bare Folketinget – men endda også EU. Det er interessant at se politikere, der ellers mener, at EU skal blande sig mindst muligt i Danmarks arbejdsmarkedspolitik, stå og trippe, fordi de ikke aner, hvilket ben de skal stå på.

Decentralisering, decentralisering, decentralisering – når det er hensigtsmæssigt

Overskriften kunne godt have været “Centralisering, centralisering, centralisering – når det er hensigtsmæssigt”, men det er ikke ligefrem sagen, at for få sager bliver hevet op på et højere niveau. Overordnet set er problemet, at der er for lidt nærhed. For meget myndighed – for lidt myndiggørelse.

Der kan dog sagtens findes sager, hvor der er for lidt centralisering. Meget af specialområdet, spørgsmål om anbringelser af børn, spørgsmål om personer med handicap – er fejlplaceret i kommunerne. Det er dyre sager, og kommunerne har ikke muskler til at håndtere sagerne fagligt korrekt, uden vi risikerer at der går kassetænkning i det. Det samme med behandlingstilbud til personer med stof- og alkoholafhængighed.

Et andet sagsområde, der ikke egner sig til kommunal logik, er spørgsmål om miljø. Her kan der opstå konflikter mellem ønsket om arbejdspladser og hensynet til miljøet. Her skal staten i stedet føre hånden.

Sagsområderne, hvor der er brug for centralisering er dog undtagelsen. Det meste af Danmark kunne have godt af langt mere decentralisering. Der kan findes eksempler i alle ministerier – uden undtagelse.