Kategorier
Borgerlighed

Vi elsker centralisering – når vi selv er i centrum!

Da jeg var gymnasielærer, et enkelt år, før jeg kastede mig ud i den usikre iværksættertilværelse, forsøgte jeg at lære mine elever at udtale ‘subsidiaritetsprincippet’. Det er et begreb, der rummer nogle af de vigtigste aspekter af livet som samfundsborger: Engagement, værdighed, ansvar og ejerskab.

Subsidiaritetsprincippet er princippet om, at beslutninger skal træffes på det laveste niveau, der meningsfyldt kan træffes beslutninger på. Spørgsmålet om, hvem der henter barnet i vuggestuen, afgøres nemmest mellem mor og far – men måske indblandes naboer og bedsteforældre i udførelsen. Hvordan institutionen ledes, kommer an på lederen, medarbejderen, bestyrelsen, kommunalbestyrelsen… Kommunalbestyrelsen?

Her kom vi et niveau længere op, og så skal vi stille spørgsmålet: Når adskillige private og selvejende institutioner kan ledes på et lavere niveau, hvad er det så for afgrænsede områder – om nogen – som kommunalbestyrelsen kan blande sig i?

Umyndiggørende landspolitikere

Når politikere “oppefra” griber ned i vores hverdag, uden de egentlig havde behøvet det, så føler vi os umyndiggjort, det rammer os på værdigheden og selvsagt fratager de os ejerskabet af sagen.

Nogle vil så mene, at Folketinget alligevel gerne må detailregulere, hvordan vi organiserer arbejdet i børnehaver og skoler. Det ser vi eksempelvis med sagen om minimumsnormeringer, hvor der er mange, der ønsker at kommunerne skal umyndiggøres af landspolitik.

Når man kan stille spørgsmål ved, om kommunalbestyrelsen overhovedet bør blande sig i organiseringen af den enkelte daginstitution, så er det oplagt, at Ministeriet og Christiansborg i endnu højere grad er det forkerte beslutningsniveau.

Barsel? Det skal vi da bestemme på EU-plan! Øh…

Der er dog en tendens til, at vi som borgere ser igennem fingre med det, hvis bare vi får ret! Vil vi have flere pædagoger i vores lokale institution, så er vi ligeglade med, at det betyder, at den i højere grad bliver detailstyret fra et alt for højt organisatorisk niveau – i strid med subsidiaritetsprincippet.

Hvis vi gerne vil tvinge fædre til at tage mere barsel, på bekostning af moderens tid med barnet, så ser vi igennem fingre med, at den enkelte familie bliver overtrumfet af ikke bare Folketinget – men endda også EU. Det er interessant at se politikere, der ellers mener, at EU skal blande sig mindst muligt i Danmarks arbejdsmarkedspolitik, stå og trippe, fordi de ikke aner, hvilket ben de skal stå på.

Decentralisering, decentralisering, decentralisering – når det er hensigtsmæssigt

Overskriften kunne godt have været “Centralisering, centralisering, centralisering – når det er hensigtsmæssigt”, men det er ikke ligefrem sagen, at for få sager bliver hevet op på et højere niveau. Overordnet set er problemet, at der er for lidt nærhed. For meget myndighed – for lidt myndiggørelse.

Der kan dog sagtens findes sager, hvor der er for lidt centralisering. Meget af specialområdet, spørgsmål om anbringelser af børn, spørgsmål om personer med handicap – er fejlplaceret i kommunerne. Det er dyre sager, og kommunerne har ikke muskler til at håndtere sagerne fagligt korrekt, uden vi risikerer at der går kassetænkning i det. Det samme med behandlingstilbud til personer med stof- og alkoholafhængighed.

Et andet sagsområde, der ikke egner sig til kommunal logik, er spørgsmål om miljø. Her kan der opstå konflikter mellem ønsket om arbejdspladser og hensynet til miljøet. Her skal staten i stedet føre hånden.

Sagsområderne, hvor der er brug for centralisering er dog undtagelsen. Det meste af Danmark kunne have godt af langt mere decentralisering. Der kan findes eksempler i alle ministerier – uden undtagelse.