Kategorier
Borgerlighed

Det er en million til dig – 420 til jer!

Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard, socialkonservativ debattør

Kan I huske, da Annette Vilhelmsen i 2013 endte i et politisk stormvejr, fordi hun uden om alle forvaltningsretlige regler lovede en million kroner til Huset Zornig? Den skandale kørte i efteråret 2013 og den var medvirkende til, at SF trak sig ud af regeringen i januar 2014 på grund af DONG-sagen.

Det er det samme, som Mette Frederiksen har lovet minkavlerne. Hver og én af de større minkavlere får cirka en million ekstra. De kalder den en tempobonus, men måske er de nødt til at give den helt uden bindinger, for alternativet er en endnu større skandale. Der er nemlig tale om økonomisk pression.

Man mindes det ikoniske meme med Oprah, der skriger ud til publikum og peger: “You get a car, you get a car – everybody in the audience gets a car”, hvorefter alle 276 deltagere i salen fik en ny bil at køre hjem i.

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet har, efter Regeringen kom til at love en “tempobonus” til minkavlerne, lavet en aftale om, hvordan den så skal se ud. Den træder i kraft, når de engang får den vedtaget, forventeligt 13. december.

Nu beskylder de røde partier den borgerlige opposition for at ville overbetale minkavlerne, men det de lige nu forhandler med oppositionen om, er i Grundloven defineret som “fuldstændig erstatning”. Det burde egentlig være en opgave for en revisor og en dommer at afgøre, mens de røde partiers tempobonus derimod er defineret som “tillæg til den del af erstatningen, som vedrører værdien af skindene og driftstabet”. Minkavlerne får derfor fuld erstatning ifølge Grundloven – samt et tillæg givet af Regeringen i form af en tempobonus.

Dokumentation: Aftalens tekst aftale-om-aflivning-og-midlertidigt-forbud-mod-hold-af-mink (PDF)

Grundloven sikrer dog mindretalsbeskyttelse ved ekspropriation, og hvis muligheden i §73 stk. 2 følges, så kan ekspropriationen først gennemføres efter næste Folketingsvalg. Den ulovlige ordre/instruks kan derfor være ulovlig længe endnu. Potentielt kan der gå to og et halvt år, hvis oppositionen nedlægger veto mod ekspropriationen. Det er i så fald mere sandsynligt, at dette vil tvinge Mette Frederiksen til at udskrive valg før end planlagt.

Pression med tilbagevirkende kraft

Lad os se på detaljerne i de røde partiers aftale: Partierne er blevet enige om, at ud over at minkavlerne skal have fuld erstatning for værdien af deres mink og deres driftstab, som følge af ekspropriation i henhold til Grundloven, så skal minkavlerne have en tempobonus på 30 kroner per skind, hvis de har aflivet deres dyr inden 19. november 2020.

Derudover får minkavlerne i udvalgte kommuner 10 kroner ekstra, hvis de har aflivet deres dyr inden 12. november 2020. Regeringen forventer, at der samlet set vil blive udbetalt 420 mio. kr. i tempobonus.

Beregning fra Erhvervsministeriet.

Dokumentation: Økonomitabel udgifter-forbundet-med-lov-om-aflivning-og-midlertidigt-forbud-mod-hold-af-mink (PDF)

Spørgsmålet er så, hvordan minkavlerne kan leve op til de tidskriterier, hvis det først er den 13. december (potentielt først efter et valg), de kan vedtage loven om, at minkene skal slagtes? Hvis regeringen holder fast i de tidsgrænser, så behandler de minkavlere økonomisk dårligere, hvis de ikke efterkom den ulovlige ordre om at slå deres mink ihjel, men valgte at vente til, Mette Frederiksen havde ret til helt lovligt at forlange det. Der er i skrivende stund ingen lov, der påbyder dem at aflive deres mink, så den tempobonus er dermed lovgivning med tilbagevirkende kraft, når den bliver vedtaget.

Regeringen bruger dermed økonomisk pression for at få minkavlerne til at gøre noget, de ellers ikke ville have gjort – og som regeringen ikke har lovhjemmel til at presse dem til.

Derfor kan regeringen meget vel blive tvunget til at betale den bonus til samtlige minkavlere – uanset hvornår de begyndte at slagte deres mink. “Det er en million til dig”, kom Annette Vilhelmsen for skade at sige i 2013. I november 2020 forærede Mette Frederiksen anslået 420 millioner af skatteborgernes penge i overbetaling til minkavlerne: “Det er en milllion til dig!”, kunne overskriften have været for den aftale.

Overbetaling? Det står regeringen for!

Da det er et beløb, der kommer oven i den grundlovssikrede ret til fuld erstatning, efter Grundlovens §73, så vil denne tempobonus i sagens natur være en overbetaling. Det er på sin plads, at de får den, og det er ikke minkavlerne, der skal bebrejdes noget.

Nogle vil så tænke: “Nå, men hvis der ikke er lovhjemmel, så må vi lade være med at betale den bonus til nogen som helst af dem”, men det vil være en endnu større fejl: Selvom der ikke er lovhjemmel, kan der stadig sagtens være retsvirkning. Når ministeren beordrer det, sender politi, hær og Fødevarestyrelsen ud for at presse det igennem, og minkavlerne handler efter, at der er en tempobonus – som kompensation for slagtningen af deres virksomhed, så kan regeringen ikke bare trække i land. Den sag vil jeg gerne høre dem forsvare i Højesteret.

Hvis regeringen skal holde, hvad den lover de virksomheder, den ulovligt lukker ned, og ingen virksomhedsejer skal behandles ringere, fordi hun/han holder på sin Grundlovssikrede ret, så skal regeringen udbetale den bonus til hver og én. Hvis der skal være retfærdighed til.

“Det er en million til dig”, vedtog regeringen uden lovhjemmel – og skatteyderne betaler for den ulovlige økonomiske pression.

Tort? – erstatning for ulovlig økonomisk pression

Egentlig burde de stoppe med at kalde det en bonus. Partierne burde gå sammen om at hastebehandle en betaling af tort svarende til beløbet. Der skal så være en bestemmelse om, at hvis minkavleren i fremtiden bliver tilkendt tort, når de ulovlige ekspropriationer skal for retten, så skal det modregnes det beløb, de allerede har fået udbetalt for den ulovlige økonomiske pression.

Det vil være det ordentlige at gøre, men det kommer nok ikke til at ske, for det vil være et gevaldigt politisk nederlag for regeringen, hvis retfærdigheden sker fyldest. Det er nemlig ikke regeringens politik.

 

Kategorier
Borgerlighed

Tempobonus? Tempostraf!

Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard, konservativ 

MINK, GRUNDLOV OG ØKONOMISK PRESSION

Det regeringen og dens støttepartier kalder en “tempobonus”, kunne man lige såvel have kaldt “tempostraf”. Minkavlerne får en lavere kompensation, med mindre de har aflivet deres dyr, inden loven om at de skal aflives, overhovedet er vedtaget – måske engang i december.

Det er et forvaltningsinstrument, et pressionsmiddel, hvis formål er at få nogle mennesker, minkavlerne, til at gøre noget, de ikke af egen drift ville have gjort. Der er andre eksempler på, at forvaltningsinstrumenter indeholder økonomisk straf. Eksempelvis kan forældre blive trukket i kontanthjælp, hvis deres børn ikke møder i den skole, de er indskrevet på. Det er der et lovgrundlag for.

Eksempel med to forskellige minkavlere

Lad mig forklare det ud fra to eksempler på minkavlere ved navn Bent og Susanne. Ingen af dem har syge dyr og deres gårde ligger fjernt fra gårde, hvor der er syge dyr:

Minkavler Bent tænker:

“Jeg må hellere følge regeringens ordre og aflive mine dyr hurtigt.”

Minkavler Susanne tænker:

“Der er ikke vedtaget nogen lov om, at jeg skal aflive mine dyr, så det gør jeg ikke.”

Når så loven om “tempobonus” og aflivning af mink bliver vedtaget i december, så får Minkavler Susanne en mindre kompensation, fordi hun holder på sin ret.

Derved bliver tempobonus/tempostraf et økonomisk pressionsmiddel, der skal sikre, at Minkavler Susanne IKKE holder på sin ret, men derimod opgiver og i stedet følger den ulovlige instruks – ligesom Minkavler Bent.

“Hjemmelsudfordring” og ulovligheder

Her i minksagen bruger regeringen den type styringsredskab overfor minkavlerne – uden der er vedtaget noget lovgrundlag for hverken det, de vil have dem til – eller de økonomiske sanktioner, de bruger.

Når en regering gør noget, der ikke er lovligt – så er det ulovligt. Derfor er det absurd, at regeringen snakker om “hjemmelsudfordring”. Nu kommer så det helt absurde: Det kan være, ekspropriationen og tempostraffen reelt aldrig bliver lovhjemlet! Det vender jeg tilbage til.

Denne tempostraf/bonus er, hvis den bliver vedtaget, en straf med tilbagevirkende kraft og ikke en retsstat værdig. Når den bliver vedtaget, så kan minkavlerne ikke nå at opnå den tempobonus, det vil sige undgå tempostraffen. Hvis den overhovedet bliver vedtaget. Det er ikke sket endnu.

Nu indvender regeringen måske: “Jamen, det er ikke en straf – det er bare et tilbud… Det er en ekstra kompensation.” Mit svar er: Det er stadig et styringsinstrument – et magtmiddel. Uanset må regeringen ifølge Grundloven ikke bruge penge fra vores fælleskasse uden lovhjemmel. Det står også i Grundloven.

Grundlovens mindretalsbeskyttelse kan blokere regeringen

Da der er tale om ekspropriation, kan oppositionen udskyde vedtagelsen til EFTER næste Folketingsvalg, ifølge Grundlovens §73 stk. 2: “Når et lovforslag vedrørende ekspropriationen af ejendom er vedtaget, kan en trediedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse kræve, at det først indstilles til kongelig stadfæstelse, når nyvalg til folketinget har fundet sted, og forslaget påny er vedtaget af det derefter sammentrædende folketing.”

Når (hvis?) den borgerlige opposition vinder valget, så står vi tilbage med minkavlere, og resten af deres branche, der ulovligt er blevet udsat for en ekspropriation – med magtmidler såsom intimiderende politi, hæren og økonomisk pression.

UDEN der på noget som helst tidspunkt har været lovhjemmel. Hvis regeringen kører linen ud, kan der altså gå over 2 et halvt år, før Socialdemokratiet, hvis de vinder næste valg, kan få deres ekspropriation og dermed også lovgrundlag gennemført.

Både Bent og Susanne er ofre

Både Minkavler Bent og Minkavler Susanne er ofrene i hele det her cirkus, for når hele branchen er smadret, hvad så med det vaccinationsprogram for mink, som Københavns Universitet var klar til at starte? Hvad med hele forsyningskæden, som Susanne benyttede såsom indkøb af foder og salgsapparatet der gjorde Kopenhagen Fur til et verdenscentrum for handel med skind?

Realiteterne er nok, at “Minkavler Susanne”, eller de fleste som hende, har givet op. Men det betyder ikke, at regeringen vandt. Det betyder blot, at vi andre skal kæmpe videre. Det her bør undersøges – helt til bunds!

Midlertidig hjælp til minkavlere

I første omgang bør det sikres, at minkavlerne får hjælp. De skal ikke nå at gå konkurs, så der ikke bagefter er en virksomhed, der kan kræve erstatning for den situation, regeringen har sat dem i.

Derfor bør der vedtages et lovgrundlag, der sikrer udbetalingen af et acontobeløb, en slags statsgaranteret lån baseret på den lavest mulige rente, hvorefter 3 til 4 prøvesager skal køre ved domstolene, så vi kan finde ud af, hvad de skal have erstattet af værdier -samt hvad regeringen skal betale i tort til dem, når nu regeringen har udsat dem for de magtmidler, som de har.

Mathias Schwartz Kirkegaard, privatfoto
Kategorier
Borgerlighed

For sent med samlingsregering – radikale må skifte

Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard, socialkonservativ 

For rundt regnet 4-6 måneder siden havde det været en helt genial løsning for Danmark, hvis de traditionelle regeringspartier var gået sammen om at danne en samlingsregering. SVCB, VSBC, CBSV… Rækkefølgen betyder mindre, hvis bare Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og De Radikale gik sammen om at styre Danmark gennem det her.

Så er jeg overbevist om, at Danmark ville komme bedre gennem denne pandemi, end tilfældet er nu – hvor vi midt i en stor pandemi, en verdensomspændende krise, har en regering, der har overtrådt Grundloven med åbne øjne. Nu har vi både en pandemi, en forfatningskrise, en regeringskrise – og en forpjusket ledelse af landet.

Hvis der derimod blev dannet en samlingsregering nu, så ville det blive tolket som om, at Grundlovsbruddet er blåstemplet. Med mindre, selvfølgelig, at den halvdel af S-regeringen, der var til stede i koordinationsudvalgtet, ikke fik ministerposter. Overhovedet. Det ville være meget lidt sandsynligt.

Det havde været en god idé med en samlingsregering for 4-6 måneder siden, men hvis den kommer i dag, så ville mange danskere nok tænke, at vores Grundlov, rettigheder og retsfølelse intet har at sige, når magten ruller sig ud. Det er for sent med en samlingsregering.

Det Radikale Venstre har nøglebundtet

Nu har vi i stedet brug for, at de Radikale, der ellers endelig har en sag, der berettiger deres eksistens, træder i karakter. Det gør de så ikke, lader det til. Det er ene og alene Mogens Jensen, de lægger op til at smide ind under busssen – lige præcis som statsministeren vil have det. Men det var statsministeren, der gav ordren. Det var statsministeren, der stod i spidsen for, at militær og politi i ugen efter eksekverede ordren.

Hun har brugt enhver undskyldning for at holde et pressemøde, men da der for en gangs skyld var en rigtig god grund, da lod hun ulovligheden fortsætte. Det er eklatant mangel på ansvarligt lederskab at ofre Mogens Jensen – og så ellers tro, at det må være fint med det.

Det bringer mig tilbage til de radikale. De radikale har bragt sig selv i en situation, hvor de ikke har noget alternativ til en S-regering, og de har bragt sig selv i en situation, hvor deres gramseskandale har gjort udsigterne til et snarligt valg meget dystre. Jeg tror, det er derfor, de nøjes med at ofre Mogens Jensen, som statsministeren også har lagt op til.

Som nævnt ligger denne sag lige til højrebenet for de radikales idealer. Det bringer minder om 90’erne, hvor Marianne Jelved slog rigsretssagen mod Ninn-Hansen i gang med sin håndtaske.
Endelig er der en sag, der berettiger eksistensen af Det Radikale Venstre på den politiske midte. Tør de løfte arven?

Opdatering: Skal man tro Jens Rohde, så er der stadig liv i de radikale:

Kategorier
Borgerlighed

“One lokalplan fits all” – Strandvejen i Greve Kommune

Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard, medlem af Det Konservative Folkeparti i Greve Kommune

“Enhver kunde kan bestille sin bil i en hvilken som helst farve, så længe den bare er sort”, sagde Henry Ford ifølge legenden om kunderne til sin Ford Model T. Det er mere simpelt, når vi ensretter. Det fandt Henry Ford ud af. Til gengæld bliver det nemt et problem, når vi ensretter på tværs af flere lokalsamfund.

Detailhandelszoner i den nye lokalplan for Strandvejsområdet

I Greve Kommune er der lige blevet vedtaget en ny lokalplan for Strandvejsområdet. Hidtil var Strandvejen opdelt i fire forskellige lokalplaner, der hver især var forskellige problemer med. Den nye lokalplan afløser alle de gamle, og det betyder, at der nu er ens regler at forholde sig til på hele strækningen. Der var bare en årsag til, at der var forskellige lokalplaner: Det er forskellige lokalsamfund.

Lokalplanen punkterer flere lokalsamfund

Hele denne lange strækning er ikke bare det samme og mere af det samme. Det er en streg, der punkterer flere forskellige lokalsamfund – herunder Karlslunde Strand, Mosede Strand, Greve Strand, Hundige Strand. Det kan man også se i Lokalplanen, hvor detailhandelsområderne ligger i fire klumper langs Strandvejen.

Huset på Magnoliavej er endnu ikke færdigbygget – men er allerede genstand for debat.

Alligevel er lokalsamfundene behandlet som én aflang lokalplan, på tværs af lokalsamfundene, hvor særligt det vi kalder zone A1, stort set alle grunde ud mod selve Strandvejen, har fået ens bestemmelser.

Kritikere har fremdraget huset på hjørnet af Magnoliavej som skræmmeeksempel. Huset er i 2 plan, og nogle borgere har indsamlet underskrifter for at få begrænset den type byggerier til 1½ plan, da de ikke mener, at huset, såvel som andre bygninger, i 2 plan passer ind i kvarteret.

Jeg er lidt delt på spørgsmålet, da jeg tænker, at én af styrkerne ved Greve Kommunes mange selvbyggerkvarterer er, at husene er ekstremt forskelligt. Hvis du har lyst til at bygge et hus inspireret af en schweizisk alpehytte, så bygger du din alpehytte. Hvis du vil bygge en funkisbungalow 50 år for sent, så gør du bare det. Den mentalitet skal vi ikke tabe.

Vi skal beholde den overbærenhed overfor naboens øjenbæ, for på et tidspunkt har du accepteret det – og så er det pludselig et lokalt vartegn for kvarteret – ligesom alpehytten.

Huse på Strandvejen. Halvandet plan.

På den anden side kan jeg godt se, at i alt deres forskellighed, så kan det godt være tiltrækkende, at husene er halvandet plan, da det typisk ikke vil være dér på førstesalen, du sidder og glaner ud af vinduet – ned på naboens have, terrasse eller måske endda ind gennem naboens vindue. Med huse i halvandet plan er det nemmere at skabe privatliv i sit hjem med en tæt hæk eller et plankeværk. Der er derfor større udfordringer med indkigsgener, når der bliver bygget i 2 plan i stedet for 1½.

Når borgerne insisterer på, og indsamler underskrifter for, at huse skal begrænses til halvandet plan, så umuliggøres byggeri, der på flere andre strækninger af Strandvejen ellers vil passe fint ind. Der er i forvejen huse, på flere strækninger, der er i 2 plan eller 2½ plan. Nogle huse har så store kviste, at de nærmere er 2 plan end halvandet plan.

Også huse på Strandvejen. Her højere end halvandet plan.

Det er hér, det bliver tydeligt, at politikeres ønske om ensretning af de hidtidige 4 lokalplaner er problematisk. Når protesterne strømmer ind fra den ene slags kvarterer, så kan man med rette indvende, at det er en besynderlig begrænsning, de ønsker, set i lyset af nogle af de andre kvarterer.

“Det skal ikke være tilladt at bygge i 2 etager (gælder alle bygningstyper) hverken med eller uden erhverv i A1 området”. Således lyder indsigelsen til lokalplanen, som der er samlet i omegnen af 1200 underskrifter for. Det er måske en helt fair indvending i nogle af kvartererne, men huse i halvandet plan vil ikke passe bedre ind alle steder – tværtimod.

Det er netop derfor, at ensretningen i “Lokalplan 12.50” er en fejl i det hele taget.

Del af Strandvejen ved Karlslunde Strand.

Jeg flyttede til Greve Kommune for 3 år siden. Jeg er i den periode blevet meget opmærksom på en væsentlig pointe: Greve Kommune har ikke et centrum. Greve Kommune er derimod en hel stribe af lokalsamfund, der hver især har deres eget centrum.

For nogle år siden var der et forsøg på at bygge et decideret bycentrum omkring Greve Station, hvor Rådhuset og et butikscenter allerede ligger. Det forsøg strandede. Nu har der så været en debat om, at Strandvejen skal være en slags udstrakt centrum. Jeg vil hellere gå en helt anden vej: Hvert enkelt kvarter har i forvejen sin egen identitet, sin egen sammenhæng og sit eget liv. Dét skal styrkes.

Vi kan ikke skabe et kunstigt centrum i kommunen, for hvis du bor i Hundige, så vil centrum uanset være et andet sted, end hvis man spørger en Tuneborger. Hvis vi har lyst til at handle i specialbutikker, så køber vi online eller kører til én af de eksisterende butikscentre.

Vi skal have 500 mennesker til borgermøder alle steder

Greve Kommune har en stærk decentral identitet, så da Borgmester Pernille Beckmann til seneste byrådsmøde beklagede sig over, at der uanset coronarestriktioner formentlig vil dukke 500 Tuneborgere op til et borgermøde om det nye plejecenter, da blev det brugt som argument MOD at afholde et borgermøde.

Det burde i stedet være brugt som argument for at lave en hel serie af borgermøder – så alle kan deltage. Og mit opfølgende spørgsmål er: Når det er så glædeligt, at der er SÅ stort et lokalt engagement, hvordan får vi så vækket et tilsvarende lokalt engagement i de andre lokalsamfund? Det ligger og lurer lige under overfladen. Det så vi, da der blev indsamlet underskrifter mod ‘Lokalplan 12.50’.

Jeg vil gerne selv stille op til næste byrådsvalg, hvis mit parti Det Konservative Folkeparti giver mig en plads på listen. Jeg har ‘lokalsamfund’ øverst på min dagsorden.

Mere Strandvej. Her halvandet plan med erhverv.
Ligeledes en sekvens fra Strandvejen. Her vil huset i 2 plan fra Magnoliavej vel passe fint ind?

 

 

Kategorier
Borgerlighed

Taberne i Arne-reformen er iværksættere og det danske velfærdssyn

Af Mathias Schwartz Kirkegaard

Nu kommer udspillet, der skal sikre, at “Arne” kan gå tidligere på pension – uanset hans helbred. Han skal ud og nyde solen. Der er to aspekter af dette, jeg gerne vil hive frem. Det første er, at det her næppe motiverer “Arne” til at blive iværksætter, for særligt enkeltmandsvirksomheder er de store tabere i det her. Det andet aspekt er, at der her er tale om et velfærdssyn, der i mine øjne er skadeligt.

“Arne” er tydeligvis hverken en lille selvstændig erhvervsdrivende eller en iværksætter med en selvopofrende satsning på CV’et, for det er indbetalinger til ATP, hans bidrag til produktionen skal måles på. For personer med ‘enkeltmandsvirksomhed’ gælder det, at indbetalinger til ATP er frivillige, og følgelig er der mange, der i stedet indbetaler til en privat pensionsordning – om de overhovedet får indbetalt pension. 

Livet med CVR-nummer er en stor satsning

Før jeg blev lærer, var jeg iværksætter. Jeg tænkte store tanker for virksomheden, ligesom jeg nu tænker store tanker på mine elevers vegne. For mange iværksættere er det et livsstilsvalg at kaste sig ud i livet med CVR-nummer. Det betyder dog ikke, at det ikke er hårdt slid. Tværtimod. Selvstændige kan dårligt melde sig syg.

Politik som den Socialdemokratiet foreslår, forstærker den danske lønmodtagermentalitet og gør det til en endnu større satsning at skabe en virksomhed. Nu er det ikke blot nogle år med ringe løn (om løn overhovedet), man kaster sig ud i. Det er også en senere pension, man går i møde, hvis man dropper løn til sig selv undervejs.

Vi har i forvejen EU’s laveste andel af selvstændige, og vi burde gøre noget mere for at inspirere til entreprenørskab. I stedet vil regeringen åbenbart lave en pensionsreform, der gør det mindre attraktivt at starte en virksomhed. Lønmodtagermentaliteten trives i dansk politik.

Nå, jeg skal nok klare mig. Men i stedet burde alle de ressourcer bruges på en reform af pensionsmulighederne for reelt nedslidte – uanset hvor mange år de har knoklet som iværksættere eller lønmodtagere.

Et nyt velfærdssyn?

Det er en gammel velfærdstese, at de bredeste skuldre bærer de tungeste læs. Det er faktisk en tese om den danske velfærdsmodel, der er blevet citeret helt fra Enhedslisten til den borgerlige lejr. Vi skæpper alle ind i kassen, sådan at de der har behov for hjælp, kan få den når behovet opstår.

Det er også en grundtanke i konservativt tankegods, at vi mennesker er forskellige, og vi derfor i samfundsorganismen skal bidrage forskelligt, således at de stærke hjælper de svage.

I “Arne-pensionen” er der dog et nyt velfærdssyn, der trænger sig på. Når du har betalt skat i så-og-så mange ord, når du har arbejdet i så-og-så lang tid, så har du ret til at hæve fra fælleskassen igen. Det er en noget-for-noget-tankegang, som en bred front af partier tidligere har været blankt afvisende overfor. Det fungerer ikke sådan, at du på grund af din skatteindbetaling får ret til bestemte ydelser.

Der er mange i det danske samfund, der af forskellige årsager ikke kan bidrage, og de skal ikke på samme måde måles på, hvor meget skat de har “opsparet” til deres egen hjælp. Personer med handicap har måske bidraget mindre. Personer med arbejdsskadesager har måske bidraget mindre. Unge har måske ikke nået at bidrage endnu. Det betyder IKKE, at de kommer bagerst i køen.

Ikke før nu. Socialdemokratiet vil nu reelt indføre en differentieret pensionsalder baseret på, hvor meget vi har indbetalt til fælleskassen (målt i ATP-bidrag).

Det er et nyt velfærdssyn i dansk kontekst – og det er ikke en forbedring.

Kategorier
Borgerlighed

Værd at rejse en sten for nærhed

I dag fejrer vi Sønderjyllands genforening med Danmark. Det handler om national identitet, og det fejrer vi, men samtidig raser en debat om identitet, som vi omvendt finder uforståelig. Det handler om identitetspolitik. Hvis nogen vil skælde mig ud for at blande de to spørgsmål sammen i denne tekst, så er det ok, for jeg er selv lidt i tvivl om, hvilken retning jeg skriver.

Nogle gange har det vægt, hvem det er, der siger hvad. For 100 år siden blev Sønderjylland genforenet med Danmark. Det skete efter folkeafstemninger, hvor de enkelte dele af Slesvig afgjorde, om de ville høre til Danmark eller det tyske rige.

Det afgjorde sønderjyderne og “slesvigerne” selv, ved folkeafstemning, fordi det vedkom dem. Det blev ikke afgjort i Berlin. Det blev ikke afgjort i København. Det blev afgjort ved stemmeurnerne i Sønderjylland og resten af Slesvig.

Man kan godt hævde, det er diskrimination, når resten af danskerne ikke fik lov at stemme. Eller tyskerne for den sags skyld. Sagen er blot den, at “nærhed” er et udmærket kriterium at diskriminere efter. Subsidiaritetsprincippet, eller nærhedsprincippet, dikterer, at beslutninger skal træffes på det lavest mulige politiske niveau. Derfor diskriminerer vi ud fra nærhed. Der er noget, som øvrigheden ikke skal blande sig i, fordi øvrigheden simpelthen er for langt væk.

I årene efter genforeningen blev der rejst et hav af “Genforeningssten” rundt omkring i landet. Der er cirka 600 af dem, og én af dem står i Karlslunde ikke så langt fra min bopæl. I disse dage er mindesmærker til debat, fordi nogle ønsker bestemte statuer fjernet fra det offentlige rum, fordi de hylder personer, der i bagklogskabens klare lys også gjorde noget, der var forkert.

Måske kommer der en dag, hvor fremtidens intellektuelle finder det vulgært, at national selvbestemmelse blev hyldet med sådan 600 sten spredt over hele Danmark? Det er jo en hyldest af forskellen på at være tysk og på at være dansk? Det er en hyldest af, at en befolkning sagde: “Vi hører ikke til Berlin”, mens den hypotetiske fremtidige diskurs kan være, at alle grænser uanset er socialt konstruerede, og den ene administrative enhed kan være lige så god som naboen. Hvis der kommer en “Oplysningstiden 2”, hvor det bliver et ideal at hylde den rene fornuft frem for nationale tilhørsforhold, så bliver det pludselig lidt sekterisk, at vi har sådan 600 nationale rejsninger stående spredt over landet.

Jeg krydser fingre for, at det ikke sker.

Noget godt kom der ud af “den oprindelige oplysningstid”: De borgerlige frihedsrettigheder holder vi gladeligt fast ved, i hvert fald undertegnede skribent, men det fejlbarlige og begrænsede menneske kan ikke med sin fornuft forklare alt. Det har vi fundet ud af.

Til gengæld fik vi ryddet lidt op i, hvad vi diskriminerer efter, for tilbage i historien har vi diskrimineret efter kriterier, der ikke var ok. Arven fra oplysningstiden, eller efterdønningerne efter oplysningstiden, var blandt andet denne tese: Det er vigtigere, hvad der bliver sagt – end hvem der siger det. Et argument bliver ikke tyndere eller ringere af, at det kommer fra en kvinde. Argumentet kan ikke skubbes til side, blot fordi det bliver sagt af en person med en anden hudfarve. Fornuften trumfer (forhåbentlig) (i nogle tilfælde) alle mulige andre argumenter.

Det er derfor, at flere har fremført argumenter om, at den nuværende identitetspolitik er et opgør med oplysningstiden, hvor “følelser” sejrer over “fornuft”. Et argument er, i den nuværende forfejlede identitetspolitiske diskurs, ringere, hvis man har et “forkert” køn. Et argument kan tilsidesættes, hvis det bliver sagt af én med “forkert” hudfarve. Det ser vi, når personer bliver beskyldt for at “kulturelt appropriere” eller når hvide mennesker får at vide, der er særlige regler for dem til demonstrationer.

Os, der i dag hylder nærheden, men skælder ud på identitetspolitikken angreb på mindesmærker, vi kan potentielt i en hypotetisk fremtid selv være dem, der bliver beskyldt for “identitetspolitik”, fordi vi diskriminerer argumenter ud fra et kriterium: Nærhed.

Jeg holder dog fast ved, at det er det gode, rigtige og sande – fordi mennesker er relationelle. Den fjerne, kølige, kalkulerede fornuft er fremmedgørende, når der bliver truffet beslutninger længere væk end det “lavest mulige politiske niveau”, som subsidiaritetsprincippet fastslår. Nærhed er godt for mennesket – også politisk.

“Nærhed” er selvfølgelig blot ét blandt flere kriterier. Det er ikke alt, der er godt, sandt og rigtigt “fordi nærhed”, men nærhed skal fortsat være et kriterium, der skal have plads – og er værd at rejse mindesmærker for.

Mathias Schwartz Kirkegaard (privatfoto)
Kategorier
Borgerlighed

Vi støtter ikke Nye Borgerlige

Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol og socialkonservativ debattør

Nye Borgerlige har i denne weekend købt helsidesannoncer i aviserne med budskabet: “Danskerne støtter Støjberg”. Det er aldeles utidigt og ikke-borgerligt at blande sig i kommissionens arbejde, men det kan man være fløjtende ligeglad med, hvis man ikke er et borgerligt parti.

På samme tid forsøger Venstre at finde ud af, hvilket ben de skal stå på – for på den ene side er Inger Støjberg én af deres store stemmeslugere, men på den anden side bliver hun lige nu undersøgt af en kommission.

Instrukskommissionen består af én landsdommer og to ph.d.’er i jura, med et sekretariat med yderligere et par dommere, en håndfuld jurister og diverse andre – i alt 20 personer. De forsøger at finde ud af, om Inger Støjberg som Udlændinge-, Integrations- og Boligminister bevidst og bevist har brudt forvaltningsloven og/eller nogle af de internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig.

Når sådan en kommission er i gang med at arbejde, vil det være utidigt at blande sig politisk. Det vil være helt utænkeligt, at et demokratisk indstillet (og tilmed borgerligt) parti skulle blande sig i, hvad retssystemet når frem til. Det handler om magtens tredeling, domstolenes uafhængighed og modstand mod vilkårlighed. Alle er lige for loven.

Ombudsmanden har for længe siden konkluderet (FOB 2017-10), at Støjbergs pressemeddelelses-instruks om at adskille ægtepar blandt flygtninge, hvor den ene part er under 18, var ulovlig. Det kunne både være på grund af Børnekonventionen (når parrene havde børn) eller på grund af det simple forvaltningsprincip, at der skal ske en partshøring, før forvaltningen kan lave sådan et indgreb mod en borger – for ellers bliver et indgreb til et overgreb. Han undersøgte dog ikke den konkrete forvaltning til bunds, og nu er kommissionen så i gang med at afdække den del.

Derfor aner partiet ‘Venstre – Danmarks liberal parti’ ikke, hvilket ben de skal stå på. Hvis man til gengæld er totalt ligeglad med retsprincipper og borgerlige frihedsrettigheder, så kan man indrykke store helsidesannoncer med teksten: “Danskerne støtter Støjberg”. Uanset om det er rigtigt eller forkert, at danskerne faktisk støtter Støjberg, så er det i hvert tilfælde ikke borgerligt at indrykke de annoncer.

Alle har ret til et forsvar

Inger Støjberg er under voldsom anklage, så hun bruger alle sine kræfter på at tale udenom – om “barnebrude”, selvom hun omtaler par i en aldersgruppe, der under den daværende lovgivning helt lovligt kunne blive viet i Danmark “ved kongebrev”, hvilket gik ud på at få forældrenes underskrift og aflevere en ansøgning nede ved skranken på kommunen.

Den lov var de så nødt til at ændre året efter, så fakta blev tilpasset til Støjbergs retorik. Unge over 15 år må derfor nu gerne dyrke sex og blive gravide, men de må ikke længere bringe papirerne i orden og sikre hinanden, hvilket man ellers kunne hævde ville være det ansvarlige at gøre.

Det står nu tilbage, at det er nærmest umuligt at finde en politiker, der støtter “barnebrude” og/eller tvangsægteskaber, der uanset var ulovlige i forvejen. Alligevel forsøger Støjberg (og Nye Borgerlige) at gøre det til et spørgsmål om “for eller imod barnebrude”, hvilket der næppe er én eneste jurist, der hopper på.

Uanset ændrer det ikke på, at naturligvis skal borgere høres, før myndigheder gør et indgreb overfor borgeren. Det er både fornuftigt og borgerligt.

Partiet ‘Nye Borgerlige’ har gjort det meget nemmere for mig at forklare, hvorfor de ikke er borgerlige. Jeg har længe tænkt det sådan, at Nye Borgerlige er “borgerlige” i samme grad som, at de lande der kalder sig noget med “Demokratiske Republik”, er demokratiske: Ikke det fjerneste.

De virker som et parti, der går mere op i at minimere eller fjerne borgerrettigheder, end for at kæmpe for dem. Én af de vigtigste elementer i begrebet “borgerlighed” er, at man kæmper for borgerlige rettigheder – og historisk set mod de privilegier, som nogle nød på bekostning af andre. Alle borgere skal nyde de samme rettigheder. Det er kernen i borgerligheden og for den sags skyld også i retssamfundet.

Det fungerer ikke således, at ministre frit kan bryde loven, uanset at de ikke bliver væltet, og det fungerer heller ikke sådan, at staten er præget af vilkårlighed i behandlingen af borgere, som vi kender det fra mindre ordnede samfund. Det fungerer heller ikke sådan, at når mennesker er midlertidigt i landet – om det så er som turister eller som flygtninge, så gælder landets lovgivning ikke for dem. Der er ikke fri jagt på turister, selvom der er rigeligt med turistfælder i København.

Borgerlig – hverken for eller imod Støjberg

Hvis man ikke kan se det, så fortjener man ikke at blive kaldt “borgerlig”. På sin vis giver det så også god mening: Der var allerede nogle, der var borgerlige. De andre stiftede så partiet “Nye Borgerlige”, der nødvendigvis må være noget andet, end dem der var borgerlige. Ellers var det ikke nødvendigt at skrive “nye” foran. De er noget andet end borgerlige, men forsøger at gøre det til “det nye borgerlige”. De vil omdefinere begrebet. Det kan de bare ikke, når vi er tilpas mange, der bruger det til noget i forvejen.

I skrivende stund har gruppen “Danskerne støtter IKKE Støjberg” fået over 53.000 medlemmer på Facebook, og jeg har takket nej til den invitation om at være med, som en Facebookven sendte. Så fik jeg en ny invitation fra en anden facebookven. Jeg går ud fra, at gruppen handler om kommissionens arbejde, og ikke Inger Støjberg i almindelighed, og derfor kan jeg ikke sige, at jeg støtter Støjberg – ligesåvel som jeg ikke kan sige, at jeg ikke støtter Støjberg.

Lad kommissionen arbejde. Det var en ulovlig instruks, det er sikkert og vist, men hvad der ellers er op og ned – og om det skal have konsekvenser, der bør vi afvente kommissionens arbejde.

Det ved et borgerligt parti som ‘Venstre – Danmarks liberale parti’, så de indrykker ikke avisannoncer, men snakker hellere uden om. Et ikke-borgerligt parti som Nye Borgerlige er flintrende ligeglade. Derfor holder vi af de “Gamle Borgerlige”. En af mig kendt anonym kunstner lavede derfor nedenstående grafik, da Nye Borgerlige blev stiftet: “Gamle Borgerlige – for alle os, der bare savner Per Stig”.

“Gamle Borgerlige – for alle os, der bare savner Per Stig” (lavet af anonym kunstner i forbindelse med stiftelsen af Nye Borgerlige. Bragt med tilladelse).

I den seneste udvikling af Nye Borgerliges logo har de lige sat sådan en rød streg under “borgerlig”. Det kender jeg godt. Jeg er underviser, og jeg sidder nogle gange med en stak opgaver, der skal rettes. Når jeg finder en fejl, så sætter jeg også sådan en rød streg under. Nej, de er ikke borgerlige. Rød streg.

Kategorier
Borgerlighed

Er “turf war” årsag til ny pandemi-styrelse?

Analyse af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol

Inden for politologien har vi begrebet “turf war”, der beskriver, hvordan afdelinger/myndigheder/instanser nogle gange kæmper om ansvarområder. Hvis ens egen arbejdsplads har/får et givent ansvarsområde, så følger der prestige, bevillinger og årsværk med. I dag er det blevet annonceret, at der bliver etableret en endnu navnløs styrelse under justitsministeriet, der skal koordinere den næste pandemi – den der kommer efter CoVid-19. Kan der her være tale om “turf war”?

På et skadested kan mange aktører være i gang. Lad os eksempelvis se på et uheld, hvor en personbil rammer en gyllevogn, som vælter, fordi landmanden forsøger en undvigemanøvre. Den kommunale indsatsleder er der, det kommunale brandvæsen skal frigøre fastklemte, regionens ambulancer er der (både kommuner og regioner har Social- og Indenrigsministeriet som tilsynsmyndighed), patienten bliver kørt til akutmodtagelsen, Beredskabsstyrelsen skal forhindre, at gyllen ender i vandløbet – og politiet er der for at holde trafikken tilbage. Officielt er politiet også den koordinerende myndighed, men alle de andre aktører kalder politiets afspærringsbånd for “Ekkolinjen”, fordi alle dem med Ekko-sko (det vil sige betjentene) skal holde sig på den anden side. Der er “turf war”.

Hidtil har vi set, hvordan Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen og Kåre Mølbak fra ‘Statens Serum Institut’ (SSI) har flankeret Sundhedsminister Magnus Heunicke og Statsminister Mette Frederiksen. Derudover har Rigspolitichef Thorkild Foghde, særligt i starten af ‘Coronakrisen 2020’ haft en stor rolle ved pressemøderne. Rigspolitiet er under Justitsminister Nick Hækkerups ledelse.

På pressemødet kom der spørgsmål til, hvad der er det nye – hvorfor der er behov for en ny styrelse. Svaret var, at det er fordi, opgaver, eksempelvis indkøb af værnemidler, ikke så meget er af sundhedsmæssig karakter – men nærmere af beredskabsmæssig karakter. Spørgsmålet er så, om det er nødvendigt at oprette en ny styrelse, der skal beskæftige sig med beredskab, når vi allerede har “Beredskabsstyrelsen”? Det ligger lidt i navnet, at det er en styrelse, der beskæftiger sig med beredskab.

Demonstration af frigørelse af fastklemte på Christiansborgs Slotsplads på Den Nationale 1-1-2 Dag. Fotograf: Mathias Schwartz Kirkegaard (c)

Vi opererer ofte med begrebet CBRN, som en er forkortelse der dækker over “Chemical”, det kemiske beredskab i Beredskabsstyrelsen, “Biological”, det biologiske beredskab i Statens Serum Institut, “Radiological”, strålebeskyttelsen i Sundhedsstyrelsen og “Nuclear”, det nukleare beredskab i Beredskabsstyrelsen. Slutteligt er der nogle gange et E på, og det står for “Eksplosiver”, som Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste står for.

Hvis der eksempelvis er terrorangreb relateret til CBRN-E, så har Beredskabsstyrelsen en koordinerende rolle. Under den kolde krig havde Beredskabsstyrelsen, dengang Civilforsvaret, et meget omfattende beredskab desangående, da alle gik ud fra, at en eventuel 3. verdenskrig ville omfatte en hel stribe af de våbentyper relateret til CBRN. Desuden sker også civile ulykker, eksempelvis i Tjernobyl, hvilket stadig er en risiko.

Vi har således allerede en styrelse, hvis opgave er at koordinere beredskabsdelen af den type opgaver. Den er blot blevet stedmoderligt behandlet og pillet fra hinanden gennem besparelser de seneste 30 år. “Hvad skal vi dog bruge et beredskab til, når det hele går så godt?”, tænkte de åbenbart. Det må være fordi, de ikke har forstået, hvad beredskab er. Beredskab handler ikke om, hvad vi forventer – men om at kunne håndtere det, vi ikke havde forventet.

Efter årtusindskiftet blev denne civile myndighed flyttet fra Indenrigsministeriet, der ellers har ansvar for det kommunale beredskab, til Forsvarsministeriet fordi… de også har værnepligtige i uniform? Det var ikke til at blive klog på, og jeg har stadig ikke helt forstået det.

Politiet afspærrer gade i København. Fotograf: Mathias Schwartz Kirkegaard (c)

Måske bliver det holdt væk fra Beredskabsstyrelsen, fordi Regeringen ønsker at holde det fremtidige indkøb af værnemidler væk fra Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse, der så sent som I DAG er ramt af endnu en sag om mulig svindel. Så er det i hvert tilfælde ikke den styrelse, der skal stå for den nye opgave. Så kunne man i stedet flytte Beredskabsstyrelsen tilbage til Social- og Indenrigsministeriet, så vi samler kompetencerne – i stedet for at sprede dem og fragmentere området endnu mere, end det allerede er.

Nu skal justitsministeriet så have en koordinerende funktion ved pandemier med deres nye styrelse. Der er intet som en god krise, der kan flytte lidt rundt på nogle ansvarsområder. Det mere oplagt ville være at genrejse den Beredskabsstyrelse, der i forvejen ikke laver andet end at vedligeholde deres beredskabsmindset og lave contingency planning. Nu er Justitsministeriet nødt til at anskaffe sig folk, der er uddannet til et beredskabsperspektiv, så de ender nok med at pille folk fra de vidensmiljøer, der allerede er i de andre ministerier.

Kategorier
Borgerlighed

“I dag er det Dronningens fødselsdag…”

Man kan næsten ikke læse sådan en sætning, før melodien begynder at spille inde i hovedet… “Hurra, hurra, hurra – Hun sikkert sig en gave får…”

Det er fordi, vi har en kulturel klangbund, som den fødselsdagssang er en uomgængelig del af. Den er en del af den danske kultur. Både fællessangen og den konkrete fødselsdagssang er en del af kulturen.

Var det trompeter eller en guitar, der akkompagnerede fællessangen i dit hoved? Eller dine forældres sang ved din seng? Eller Phillip Fabers sangstemme og klaverspil fra Danmarks Radio her under coronakrisen? Det er summen af vores forskellige erfaringer og historier, der samlet har sat sig i vores kultur.

På samme måde er Kongehuset en del af den danske kultur. Nytårstalerne, den festlige klippen snore, slottene og nytårstaffel – og H.M. Dronningens fødselsdag. Det er tradition – det er kultur.

De to dele er kombineret, når Dronningen har aflyst sin 80 års fødselsdagsfejring på grund af coronavirus, men danskere på sociale medier “slår igen” mod coronaen ved at arrangere fællessang for Dronningen – og Danmarks Radio understøtter glimrende. Danmarks Radio har virkelig vist sin styrke i denne tid.

Kulturen tager man med

Det er nogle gange, når vi rejser ud, at vi finder ud af, hvad vi egentlig har med os i vores kultur. Både som vesterlændinge og som danskere. Dengang i 2006, da jeg var 3 måneder i Nigeria, da var det interessant, at når jeg mødte en kvinde fra Irland, så mødte jeg en person, der forstod “det”. At være hvid europæer i Nigeria, “det”. Til gengæld så fornemmede jeg også, at der ikke var det helt samme overlap, da jeg mødte den amerikanske læge. Vi var begge hvide “baturi”, men jeg var europæer. Hun havde det nok på samme måde.

Jeg har hørt fra flere udenlandsdanskere, både i Østasien og i Østafrika, at de samles og fejrer Dronningens fødselsdag. Herhjemme i Danmark træder Grundlovsdag mere frem som “nationaldag”, men måske er det mærkeligt at fejre demokratiet i et land, man ikke længere bor i? Hvorfor fejre den danske forfatning, når man bor i USA? Men kulturen – den har man taget med. Dronningen er rejst med. Fællessangen er rejst med. Sproget er rejst med. Er det derfor, at Dronningens fødselsdag bliver særligt fejret som “nationaldag” derude?

Herhjemme i Danmark har jeg egentlig aldrig rigtig fejret Dronningens fødselsdag som noget specielt. Det er der nok mange af mine konservative venner, der har. Jeg ønsker hverken heller enevælden, Estrup – eller blot tiden før påskekrisen tilbage. Jeg er ikke monarkist på den måde. Jeg er dog heller ej republikaner.

Ordener hænger man på de dygtige og engagerede

Jeg kender flere, der ville takke nej til en orden, hvis de fik den tilbudt – og som vel at mærke er i det segment, hvor det formentlig allerede er sket. Det forstår jeg ikke. Hvis Danmark var en republik, så ville vi formentlig stadig have ordener. De ville blot blive overrakt af en præsident i stedet.

Ordener er statens måde at anerkende, hvad der er en prisværdig indsats: Den lange tjeneste i en virksomhed, i det offentlige, den dygtige forskning, der har gjort os klogere, den modige indsats, der har beskyttet danske soldater mod fjenden, redningsfolk og vores helt lokale erfarne byrådspolitikere. Det er en anerkendelse af dygtighed og engagement.

I mine øjne, så er et “nej til ordener” det samme som et “nej til at staten skal anerkende dygtighed, flid, mod og engagement”.

Folketinget, Regeringen og Monarken

Der kan ikke herske den store tvivl om, at Monarken har udspillet sin rolle, hvad angår landets politiske ledelse. På forfatningsmæssigt plan er der stadig statsråd, dronningerunde og underskrivelse af love, men ikke siden påskekrisen i 1920 har monarken turdet blande sig for alvor i noget af det. Og godt det samme. Det parlamentariske demokrati har overtaget opgaven, og når danskere kritiserer andre lande for ikke at være demokratiske, så glemmer de, at landets ledelse formelt er “indskrænket monarkisk”. Det siger måske noget om begge parter.

Idéen bag det vi kalder “magtens tredeling”, at de forskellige magter skal holde hinanden i skak, har trange kår i Danmark. I den teoretiske tredeling er monarken/præsidenten (og dennes regering) det ene ben, parlamentet (Folketinget) den anden del – og det tredje ben er domstolene. I Danmark er de fleste ministre også en del af Folketinget, så allerede her er der sammenfald. Den danske Grundlov er fyldt med gummiparagraffer, og til sammenligning med mange andre stater, har Danmark en svag forfatningsdomstol. Det kommer tydeligst til udtryk i krisetid!

Det betyder så også, at vi efter påskekrisen i 1920 og landstingets nedlæggelse i 1953 ikke har nogen stopklods, der kan være “den politiske eftertanke”. Monarken er det ikke. Vi bør derfor opfinde et nyt andetkammer, en forfatningsdomstol eller begge dele. Det er ikke sundt, at der er så kort ‘fra tanke til magtudøvelse’. Men det er en anden sag, der egentlig ikke vedrører det Kongehus, Kongeriget Danmark har i dag.

Indstillingen i Danmark kan bedst beskrives med et fejlagtigt citat fra Viggo Hørup: “Ingen over og ingen ved siden af Folketinget”. Der er gået meget tabt siden Jyske Lov, der ellers fastslog, at loven ‘skal være retfærdig’, hvilket betyder, at retfærdighed er noget, loven skal leve op til – ikke noget, loven definerer. Det er ikke retfærdigt, fordi loven siger det. Det kan godt være retfærdigt, uanset om loven siger noget andet.

Og dog – Dronningens politiske rolle

Når jeg skrev længere oppe, at Dronningens har udspillet sin politiske rolle, så er det på det formelle plan. Det politiske omhandler også alt det, vi har sammen (selvom man kan diskutere, om noget af det blot er moralsk). Derfor har Dronningen en stærk politisk stemme, når hun maner til eftertanke om, hvordan vi omtaler hinanden på de sociale medier. Begrebet “dumsmarte bemærkninger” fra nytårstalen i 1984 lever videre i vores kultur – uanset hvor mange Folketingsvalg der har været siden (der har været 11).

Regeringen kigger frem mod næste valg – monarken kigger frem mod næste regent. Det skal være langtidsholdbart. Det er noget jeg kan genkende fra min egen familie, hvor jeg er vokset op i en slægt, der havde en slægtsgård fra 1606, hvor “den nye gård” er de bygninger, vi byggede i 1886.

I den nuværende krise klinger formaningen til dem, der samler sig til fester, stadig: “Det kan de ikke være bekendt”. Når Dronningen siger, det er tankeløst og hensynsløst, så sidder det anderledes fast, end hvis statsministeren sagde det samme. Dronningen har en mulighed for at definere, hvad samfundssind er, på en helt anden måde end statsministeren kan. Statsministeren er partisk – Dronningen er et kulturelt symbol.

Når vi i dag med coronatidens fællessang fejrer HM Dronning Margrethe II.s fødselsdag, så er det ikke kun en yderst sympatisk ældre dame, vi fejrer, men derimod vores nations optimisme. Vi er i krise, men vi kommer igennem det. “Det bliver godt igen”, som nogen har skrevet på fortovet, her hvor jeg bor. Hvis bare vi står sammen – hver  for sig. Her har vi brug for samlende symboler – fællessang er ét, Dronningen er et andet. I dag på Hendes Majestæts fødselsdag flyder det sammen.

P.S: Jeg beklager de forskellige forsøg på at omtale Hendes Majestæt Margrethe II. med korrekt titulering. Jeg lærer det nok aldrig.

Fotograf: Mathias Schwartz Kirkegaard (c)
Kategorier
Borgerlighed

3 borgerlige pointer om Coronakrisen

Af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol. og konservativ

Hele Folketinget vedtog en borgfred i starten af ‘Coronakrisen 2020’, hvor alle regeringens første skridt blev bakket op af alle parter. Det var vigtigere, at der blev gjort noget, end at løsningerne var udtænkt af socialdemokrater, af socialister eller af borgerlige.

Der blev vedtaget hastelovgivning, og Folketinget viste sig fra sin gode side, for der blev handlet hurtigt – dog uden at Folketinget ubetinget bare var et gummistempel. Regeringen fik ikke deres forslag igennem om, at myndighederne skal kunne trænge ind i private hjem uden en dommerkendelse ved mistanke om smitte med Covid-19.

Første pointe: “Bringing the state back in”

Inden for statskundskaben har der været forskellige bevægelser, hvor fokus har skiftet fra markedet som altafgørende for forandringer, civilsamfundet som afgørende, internationale organisationer som afgørende, arbejderbevægelser som afgørende… Staten har i perioder været fraværende, og endda i en sådan grad, at Theda Skocpol i 1985 fandt det nødvendigt at skrive om modbevægelsen: “Bringing The State Back In”.

Siden faldt muren, og markedsøkonomien er blevet altafgørende for at hive millioner af mennesker ud af fattigdom – med stor succes. I denne krise har markedet ikke kunnet gøre det store. Markedet kan ikke stå alene. Statens rolle har i denne krise vist sig at være altafgørende, mens markedet endda er blevet lukket ned – i nogen grad. Inden for samfundsvidenskaben er der materiale til adskillige forskningsprojekter, specialer og så videre.

Inden for det borgerlige Danmark er det også tid til at gøre sig overvejelser. På den ene side skal de liberale gøre sig nogle overvejelser om, hvor lille en stat, der er mindstemålet for at kunne håndtere kriser af dette omfang?

Omvendt kan konservative typisk godt lide en stærk stat, men vi skal som konservative gøre os overvejelser om, hvornår staten i “problemløsningsmodus” bliver så omfattende, at den kvæler alt andet – og er det eneste, der får lov at stå tilbage.

Statens rolle skal diskuteres i det borgerlige Danmark – både på det principielle og på det pragmatiske plan.

Groft set er der tre forskellige velfærdsmodeller: Den skandinaviske, hvor der er universel velfærd – velfærd for alle sikret af staten. Den kontinentaleuropæiske/kooperative, hvor virksomheder betaler forsikringer, og hvor civilsamfundet har en stor rolle – og til sidst den residuale, hvor det primært er niveauet af forsikringer, der er afgørende for, hvor god hjælp man får.

I samfund, hvor det er baseret på den residuale model, eksempelvis USA, har de fået en brat opvågning: Det er ligegyldigt, hvor godt forsikret “de rige og den øvre middelklasse” er, for hvis sygdommen spreder sig blandt dem, der ikke har råd til at undgå det, så er det en stor risiko for alle.

Det betyder ikke nødvendigvis, at den skandinaviske velfærdsmodel er den eneste gangbare, men det betyder, at systemerne skal være klar til at levere til alle – på kort tid. I en dansk kontekst er det nemmest, hvis systemet i forvejen leverer til alle.

Anden pointe: Beredskabet er blevet forsømt af optimisterne

Siden afslutningen af den kolde krig har politikere “høstet fredsdividenden”. De har skåret i beredskabets bevillinger, da Danmark ikke er i fare. Siden kom 11. september 2001, og de sidste rester af katastrofeberedskabet blev omstillet til at kunne sendes ud af landet.

Som privatperson køber vi gerne forsikringer: Bilforsikring, husforsikring, forsikring til cyklen, forsikring til hunden og så videre. For staten hedder forsikringen “beredskab”, og det har vi åbenbart glemt.

Når ‘Coronakrisen 2020’ stilner af, skal vi nytænke vores måde at tænke beredskab. For mig handler “contingency planning” om tre ting:

Der skal være handleplaner, så reaktioner hurtigt kan sættes i værk, og alle ikke først skal til vente på, at beslutninger “siver ned” gennemsystemet. Forskellige enheder skal kunne handle forholdsvist autonomt. Allerhelst så jeg en yderligere decentralisering af hele vores offentlige system, men det skal ikke rokke ved min første pointe om statens vigtighed.

Det andet er, at det skal sikres, at vi kan træffe beslutninger, når handleplanerne ikke kan følges. Det er derfor, at den amerikanske præsident og vicepræsident aldrig flyver i samme fly. Vi laver handleplaner, men “contingency planning” handler i lige så høj grad om, at vi skal regne med, at vi ikke kan følge handleplanerne. Uanset hvad Statens Seruminstitut og Sundhedsstyrelsen laver af ændringer efter ‘Coronakrisen 2020’, så er der en risiko for, at vi ikke kan bruge den viden senere, fordi forudsætningerne har ændret sig.

Den sidste pointe handler om materiel. Danmark grænser op til russerne i Østersøen og Arktis, og alligevel har vi nedrustet. Til sammenligning har Finland fortsat med at forberede sig på det værste, og det ligger måske i deres kultur, siden de ofte går med kniv. Uanset har de vedligeholdt deres katastrofelagre, så de ikke mangler medicinsk udstyr.

Beredskab handler også om at have sengepladser til overs, have for mange læger og have for mange sygeplejersker. De skal have luft i deres hverdags opgaver, så de kan levere det nødvendige ekstra, “when the shit hits the fan”.

Jeg aftjente værnepligt i Beredskabsstyrelsen. Hvorfor er jeg aldrig blevet indkaldt til “brush up”-kurser, så jeg bare på et minimalt niveau har vedligeholdt min ‘Funktionsuddannelse Brand’ – måske på et lavere niveau? Hvorfor har jeg ikke fået tilsendt et e-læringsforløb, der kan gøre mig klar til at teste for coronavirus? Det vil være til glæde for hele samfundet, også i fredstid, hvis alle os “gamle brandmænd” bliver holdt vågne.

Hvor og hvornår rammer næste katastrofe Kongeriget Danmark (det vil sige inklusive Færøerne og Grønland)? Vi aner det ikke. Krisen har vist, at vi ikke kan forudsætte, at USA kommer os til undsætning. USA forsøgte endda at købe en tysk medicinalvirksomhed, så dens produkter kunne gå eksklusivt til amerikanerne.

Her er vi som lille land afhængige af, at vi selv kan producere eller har adgang til de store spilleres resurser. Det er ikke nødvendigvis et argument mod, at vi frasolgte vaccineproduktionen fra Statens Seruminstitut, men det er helt sikkert et argument for, at vi går mere helhjertet ind i EU. Det er inden for EU, at Danmark står stærkt – ikke alene mod stormagter som USA, Kina, Indien, Rusland og så videre.

Tredje pointe: Borgerlige rettigheder er afgørende – og skal gentænkes

Når kaos og frygt tager over, så er de borgerlige frihedsrettigheder åbenbart under pres. De selvsamme borgerlige frihedsrettigheder er dog afgørende for, at frygt og kaos ikke tager over i fremtiden.

Det er meget bekymrende, når et land som Ungarn sender parlament og dommere hjem, og efterlader nøglerne til det hele hos én person – Viktor Orbán. Selv stille og rolige Norge giver regeringen beføjelser til (midlertidigt, dog) at lovgive uden om Stortinget.

Det danske Folketing har heldigvis ligesom Norge været flittige til at bruge muligheden for solnedgangsklausuler, så lovgivning vedtaget i al hast udløber igen.

Der er dog flere opmærksomhedspunkter: Når lovgivningsarbejdet går så hurtigt, så er der endnu mere grund til at sørge for maksimal åbenhed, og dér er der ingen hjælp at hente i offentlighedsloven.

Et andet opmærksomhedspunkt handler Grundloven. Nogle forsøger at bilde os ind, at vi har en stærk Grundlov, men som jeg tidligere har skrevet om andetsteds, viser ‘Coronakrisen 2020’, at det nærmere er kulturen end Grundloven, der beskytter vores frihedsrettigheder.

Der er åbenbart ingen grænse for, hvilke frihedsrettigheder, staten kan indskrænke. Det er kun, hvis vi stædigt hævder, at det er en demonstration, at politiet ikke kan opløse forsamlingen og uddele bøder.

‘Coronakrisen 2020’ giver lidt en oplevelse af, at der ikke er nogen grænser for, hvad staten kan gøre. Indespærring, tvangsvaccination og meget andet er pludselig på bordet. Noget vi aldrig kunne have forestillet os i 2019. Regeringen forsøgte at få vedtaget, at myndigheder ved mistanke om smitte med Covid-19 kunne trænge ind i private hjem – uden dommerkendelse. Dette fik resten af Folketinget forhindret, men burde en hurtigtarbejdende forfatningsdomstol ikke sætte foden ned der? Det er åbenlyst problematisk, men “magten” har åbenbart ingen hæmninger.

Der er brug for en diskussion om, hvem der sætter foden ned, hvis Regeringen og Folketinget i fremtiden panikker og indfører hastelovgivning. Som det er lige nu, har Danmark reelt ikke en forfatningsdomstol, der kan vende tommelfingeren op eller ned – og i øvrigt er forfatningen fyldt med gummiparagraffer, så det vil uanset være menneskerettighedserklæringen, der vil blive referencen.

Der er noget evalueringarbejde at udføre – og der bør formentlig nedsættes en Grundlovskommission. Borgerlige frihedsrettigheder burde være en borgerlig mærkesag, og i den henseende rækker borgerligheden et godt stykke ind over den politiske midte. Den politiske debat om emnet skal ikke parkeres i kommissionen, så vi kan lige så godt komme i gang med at tage noter.

Håndsprit og have
Foråret og sommeren 2020 vil blive husket for de store mængder håndsprit. Fotograf: Mathias Schwartz Kirkegaard (copyright)