Kategorier
Borgerlighed

Er “turf war” årsag til ny pandemi-styrelse?

Analyse af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol

Inden for politologien har vi begrebet “turf war”, der beskriver, hvordan afdelinger/myndigheder/instanser nogle gange kæmper om ansvarområder. Hvis ens egen arbejdsplads har/får et givent ansvarsområde, så følger der prestige, bevillinger og årsværk med. I dag er det blevet annonceret, at der bliver etableret en endnu navnløs styrelse under justitsministeriet, der skal koordinere den næste pandemi – den der kommer efter CoVid-19. Kan der her være tale om “turf war”?

På et skadested kan mange aktører være i gang. Lad os eksempelvis se på et uheld, hvor en personbil rammer en gyllevogn, som vælter, fordi landmanden forsøger en undvigemanøvre. Den kommunale indsatsleder er der, det kommunale brandvæsen skal frigøre fastklemte, regionens ambulancer er der (både kommuner og regioner har Social- og Indenrigsministeriet som tilsynsmyndighed), patienten bliver kørt til akutmodtagelsen, Beredskabsstyrelsen skal forhindre, at gyllen ender i vandløbet – og politiet er der for at holde trafikken tilbage. Officielt er politiet også den koordinerende myndighed, men alle de andre aktører kalder politiets afspærringsbånd for “Ekkolinjen”, fordi alle dem med Ekko-sko (det vil sige betjentene) skal holde sig på den anden side. Der er “turf war”.

Hidtil har vi set, hvordan Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen og Kåre Mølbak fra ‘Statens Serum Institut’ (SSI) har flankeret Sundhedsminister Magnus Heunicke og Statsminister Mette Frederiksen. Derudover har Rigspolitichef Thorkild Foghde, særligt i starten af ‘Coronakrisen 2020’ haft en stor rolle ved pressemøderne. Rigspolitiet er under Justitsminister Nick Hækkerups ledelse.

På pressemødet kom der spørgsmål til, hvad der er det nye – hvorfor der er behov for en ny styrelse. Svaret var, at det er fordi, opgaver, eksempelvis indkøb af værnemidler, ikke så meget er af sundhedsmæssig karakter – men nærmere af beredskabsmæssig karakter. Spørgsmålet er så, om det er nødvendigt at oprette en ny styrelse, der skal beskæftige sig med beredskab, når vi allerede har “Beredskabsstyrelsen”? Det ligger lidt i navnet, at det er en styrelse, der beskæftiger sig med beredskab.

Demonstration af frigørelse af fastklemte på Christiansborgs Slotsplads på Den Nationale 1-1-2 Dag. Fotograf: Mathias Schwartz Kirkegaard (c)

Vi opererer ofte med begrebet CBRN, som en er forkortelse der dækker over “Chemical”, det kemiske beredskab i Beredskabsstyrelsen, “Biological”, det biologiske beredskab i Statens Serum Institut, “Radiological”, strålebeskyttelsen i Sundhedsstyrelsen og “Nuclear”, det nukleare beredskab i Beredskabsstyrelsen. Slutteligt er der nogle gange et E på, og det står for “Eksplosiver”, som Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste står for.

Hvis der eksempelvis er terrorangreb relateret til CBRN-E, så har Beredskabsstyrelsen en koordinerende rolle. Under den kolde krig havde Beredskabsstyrelsen, dengang Civilforsvaret, et meget omfattende beredskab desangående, da alle gik ud fra, at en eventuel 3. verdenskrig ville omfatte en hel stribe af de våbentyper relateret til CBRN. Desuden sker også civile ulykker, eksempelvis i Tjernobyl, hvilket stadig er en risiko.

Vi har således allerede en styrelse, hvis opgave er at koordinere beredskabsdelen af den type opgaver. Den er blot blevet stedmoderligt behandlet og pillet fra hinanden gennem besparelser de seneste 30 år. “Hvad skal vi dog bruge et beredskab til, når det hele går så godt?”, tænkte de åbenbart. Det må være fordi, de ikke har forstået, hvad beredskab er. Beredskab handler ikke om, hvad vi forventer – men om at kunne håndtere det, vi ikke havde forventet.

Efter årtusindskiftet blev denne civile myndighed flyttet fra Indenrigsministeriet, der ellers har ansvar for det kommunale beredskab, til Forsvarsministeriet fordi… de også har værnepligtige i uniform? Det var ikke til at blive klog på, og jeg har stadig ikke helt forstået det.

Politiet afspærrer gade i København. Fotograf: Mathias Schwartz Kirkegaard (c)

Måske bliver det holdt væk fra Beredskabsstyrelsen, fordi Regeringen ønsker at holde det fremtidige indkøb af værnemidler væk fra Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse, der så sent som I DAG er ramt af endnu en sag om mulig svindel. Så er det i hvert tilfælde ikke den styrelse, der skal stå for den nye opgave. Så kunne man i stedet flytte Beredskabsstyrelsen tilbage til Social- og Indenrigsministeriet, så vi samler kompetencerne – i stedet for at sprede dem og fragmentere området endnu mere, end det allerede er.

Nu skal justitsministeriet så have en koordinerende funktion ved pandemier med deres nye styrelse. Der er intet som en god krise, der kan flytte lidt rundt på nogle ansvarsområder. Det mere oplagt ville være at genrejse den Beredskabsstyrelse, der i forvejen ikke laver andet end at vedligeholde deres beredskabsmindset og lave contingency planning. Nu er Justitsministeriet nødt til at anskaffe sig folk, der er uddannet til et beredskabsperspektiv, så de ender nok med at pille folk fra de vidensmiljøer, der allerede er i de andre ministerier.

Kategorier
Borgerlighed

“I dag er det Dronningens fødselsdag…”

Man kan næsten ikke læse sådan en sætning, før melodien begynder at spille inde i hovedet… “Hurra, hurra, hurra – Hun sikkert sig en gave får…”

Det er fordi, vi har en kulturel klangbund, som den fødselsdagssang er en uomgængelig del af. Den er en del af den danske kultur. Både fællessangen og den konkrete fødselsdagssang er en del af kulturen.

Var det trompeter eller en guitar, der akkompagnerede fællessangen i dit hoved? Eller dine forældres sang ved din seng? Eller Phillip Fabers sangstemme og klaverspil fra Danmarks Radio her under coronakrisen? Det er summen af vores forskellige erfaringer og historier, der samlet har sat sig i vores kultur.

På samme måde er Kongehuset en del af den danske kultur. Nytårstalerne, den festlige klippen snore, slottene og nytårstaffel – og H.M. Dronningens fødselsdag. Det er tradition – det er kultur.

De to dele er kombineret, når Dronningen har aflyst sin 80 års fødselsdagsfejring på grund af coronavirus, men danskere på sociale medier “slår igen” mod coronaen ved at arrangere fællessang for Dronningen – og Danmarks Radio understøtter glimrende. Danmarks Radio har virkelig vist sin styrke i denne tid.

Kulturen tager man med

Det er nogle gange, når vi rejser ud, at vi finder ud af, hvad vi egentlig har med os i vores kultur. Både som vesterlændinge og som danskere. Dengang i 2006, da jeg var 3 måneder i Nigeria, da var det interessant, at når jeg mødte en kvinde fra Irland, så mødte jeg en person, der forstod “det”. At være hvid europæer i Nigeria, “det”. Til gengæld så fornemmede jeg også, at der ikke var det helt samme overlap, da jeg mødte den amerikanske læge. Vi var begge hvide “baturi”, men jeg var europæer. Hun havde det nok på samme måde.

Jeg har hørt fra flere udenlandsdanskere, både i Østasien og i Østafrika, at de samles og fejrer Dronningens fødselsdag. Herhjemme i Danmark træder Grundlovsdag mere frem som “nationaldag”, men måske er det mærkeligt at fejre demokratiet i et land, man ikke længere bor i? Hvorfor fejre den danske forfatning, når man bor i USA? Men kulturen – den har man taget med. Dronningen er rejst med. Fællessangen er rejst med. Sproget er rejst med. Er det derfor, at Dronningens fødselsdag bliver særligt fejret som “nationaldag” derude?

Herhjemme i Danmark har jeg egentlig aldrig rigtig fejret Dronningens fødselsdag som noget specielt. Det er der nok mange af mine konservative venner, der har. Jeg ønsker hverken heller enevælden, Estrup – eller blot tiden før påskekrisen tilbage. Jeg er ikke monarkist på den måde. Jeg er dog heller ej republikaner.

Ordener hænger man på de dygtige og engagerede

Jeg kender flere, der ville takke nej til en orden, hvis de fik den tilbudt – og som vel at mærke er i det segment, hvor det formentlig allerede er sket. Det forstår jeg ikke. Hvis Danmark var en republik, så ville vi formentlig stadig have ordener. De ville blot blive overrakt af en præsident i stedet.

Ordener er statens måde at anerkende, hvad der er en prisværdig indsats: Den lange tjeneste i en virksomhed, i det offentlige, den dygtige forskning, der har gjort os klogere, den modige indsats, der har beskyttet danske soldater mod fjenden, redningsfolk og vores helt lokale erfarne byrådspolitikere. Det er en anerkendelse af dygtighed og engagement.

I mine øjne, så er et “nej til ordener” det samme som et “nej til at staten skal anerkende dygtighed, flid, mod og engagement”.

Folketinget, Regeringen og Monarken

Der kan ikke herske den store tvivl om, at Monarken har udspillet sin rolle, hvad angår landets politiske ledelse. På forfatningsmæssigt plan er der stadig statsråd, dronningerunde og underskrivelse af love, men ikke siden påskekrisen i 1920 har monarken turdet blande sig for alvor i noget af det. Og godt det samme. Det parlamentariske demokrati har overtaget opgaven, og når danskere kritiserer andre lande for ikke at være demokratiske, så glemmer de, at landets ledelse formelt er “indskrænket monarkisk”. Det siger måske noget om begge parter.

Idéen bag det vi kalder “magtens tredeling”, at de forskellige magter skal holde hinanden i skak, har trange kår i Danmark. I den teoretiske tredeling er monarken/præsidenten (og dennes regering) det ene ben, parlamentet (Folketinget) den anden del – og det tredje ben er domstolene. I Danmark er de fleste ministre også en del af Folketinget, så allerede her er der sammenfald. Den danske Grundlov er fyldt med gummiparagraffer, og til sammenligning med mange andre stater, har Danmark en svag forfatningsdomstol. Det kommer tydeligst til udtryk i krisetid!

Det betyder så også, at vi efter påskekrisen i 1920 og landstingets nedlæggelse i 1953 ikke har nogen stopklods, der kan være “den politiske eftertanke”. Monarken er det ikke. Vi bør derfor opfinde et nyt andetkammer, en forfatningsdomstol eller begge dele. Det er ikke sundt, at der er så kort ‘fra tanke til magtudøvelse’. Men det er en anden sag, der egentlig ikke vedrører det Kongehus, Kongeriget Danmark har i dag.

Indstillingen i Danmark kan bedst beskrives med et fejlagtigt citat fra Viggo Hørup: “Ingen over og ingen ved siden af Folketinget”. Der er gået meget tabt siden Jyske Lov, der ellers fastslog, at loven ‘skal være retfærdig’, hvilket betyder, at retfærdighed er noget, loven skal leve op til – ikke noget, loven definerer. Det er ikke retfærdigt, fordi loven siger det. Det kan godt være retfærdigt, uanset om loven siger noget andet.

Og dog – Dronningens politiske rolle

Når jeg skrev længere oppe, at Dronningens har udspillet sin politiske rolle, så er det på det formelle plan. Det politiske omhandler også alt det, vi har sammen (selvom man kan diskutere, om noget af det blot er moralsk). Derfor har Dronningen en stærk politisk stemme, når hun maner til eftertanke om, hvordan vi omtaler hinanden på de sociale medier. Begrebet “dumsmarte bemærkninger” fra nytårstalen i 1984 lever videre i vores kultur – uanset hvor mange Folketingsvalg der har været siden (der har været 11).

Regeringen kigger frem mod næste valg – monarken kigger frem mod næste regent. Det skal være langtidsholdbart. Det er noget jeg kan genkende fra min egen familie, hvor jeg er vokset op i en slægt, der havde en slægtsgård fra 1606, hvor “den nye gård” er de bygninger, vi byggede i 1886.

I den nuværende krise klinger formaningen til dem, der samler sig til fester, stadig: “Det kan de ikke være bekendt”. Når Dronningen siger, det er tankeløst og hensynsløst, så sidder det anderledes fast, end hvis statsministeren sagde det samme. Dronningen har en mulighed for at definere, hvad samfundssind er, på en helt anden måde end statsministeren kan. Statsministeren er partisk – Dronningen er et kulturelt symbol.

Når vi i dag med coronatidens fællessang fejrer HM Dronning Margrethe II.s fødselsdag, så er det ikke kun en yderst sympatisk ældre dame, vi fejrer, men derimod vores nations optimisme. Vi er i krise, men vi kommer igennem det. “Det bliver godt igen”, som nogen har skrevet på fortovet, her hvor jeg bor. Hvis bare vi står sammen – hver  for sig. Her har vi brug for samlende symboler – fællessang er ét, Dronningen er et andet. I dag på Hendes Majestæts fødselsdag flyder det sammen.

P.S: Jeg beklager de forskellige forsøg på at omtale Hendes Majestæt Margrethe II. med korrekt titulering. Jeg lærer det nok aldrig.

Fotograf: Mathias Schwartz Kirkegaard (c)
Kategorier
Borgerlighed

3 borgerlige pointer om Coronakrisen

Af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol. og konservativ

Hele Folketinget vedtog en borgfred i starten af ‘Coronakrisen 2020’, hvor alle regeringens første skridt blev bakket op af alle parter. Det var vigtigere, at der blev gjort noget, end at løsningerne var udtænkt af socialdemokrater, af socialister eller af borgerlige.

Der blev vedtaget hastelovgivning, og Folketinget viste sig fra sin gode side, for der blev handlet hurtigt – dog uden at Folketinget ubetinget bare var et gummistempel. Regeringen fik ikke deres forslag igennem om, at myndighederne skal kunne trænge ind i private hjem uden en dommerkendelse ved mistanke om smitte med Covid-19.

Første pointe: “Bringing the state back in”

Inden for statskundskaben har der været forskellige bevægelser, hvor fokus har skiftet fra markedet som altafgørende for forandringer, civilsamfundet som afgørende, internationale organisationer som afgørende, arbejderbevægelser som afgørende… Staten har i perioder været fraværende, og endda i en sådan grad, at Theda Skocpol i 1985 fandt det nødvendigt at skrive om modbevægelsen: “Bringing The State Back In”.

Siden faldt muren, og markedsøkonomien er blevet altafgørende for at hive millioner af mennesker ud af fattigdom – med stor succes. I denne krise har markedet ikke kunnet gøre det store. Markedet kan ikke stå alene. Statens rolle har i denne krise vist sig at være altafgørende, mens markedet endda er blevet lukket ned – i nogen grad. Inden for samfundsvidenskaben er der materiale til adskillige forskningsprojekter, specialer og så videre.

Inden for det borgerlige Danmark er det også tid til at gøre sig overvejelser. På den ene side skal de liberale gøre sig nogle overvejelser om, hvor lille en stat, der er mindstemålet for at kunne håndtere kriser af dette omfang?

Omvendt kan konservative typisk godt lide en stærk stat, men vi skal som konservative gøre os overvejelser om, hvornår staten i “problemløsningsmodus” bliver så omfattende, at den kvæler alt andet – og er det eneste, der får lov at stå tilbage.

Statens rolle skal diskuteres i det borgerlige Danmark – både på det principielle og på det pragmatiske plan.

Groft set er der tre forskellige velfærdsmodeller: Den skandinaviske, hvor der er universel velfærd – velfærd for alle sikret af staten. Den kontinentaleuropæiske/kooperative, hvor virksomheder betaler forsikringer, og hvor civilsamfundet har en stor rolle – og til sidst den residuale, hvor det primært er niveauet af forsikringer, der er afgørende for, hvor god hjælp man får.

I samfund, hvor det er baseret på den residuale model, eksempelvis USA, har de fået en brat opvågning: Det er ligegyldigt, hvor godt forsikret “de rige og den øvre middelklasse” er, for hvis sygdommen spreder sig blandt dem, der ikke har råd til at undgå det, så er det en stor risiko for alle.

Det betyder ikke nødvendigvis, at den skandinaviske velfærdsmodel er den eneste gangbare, men det betyder, at systemerne skal være klar til at levere til alle – på kort tid. I en dansk kontekst er det nemmest, hvis systemet i forvejen leverer til alle.

Anden pointe: Beredskabet er blevet forsømt af optimisterne

Siden afslutningen af den kolde krig har politikere “høstet fredsdividenden”. De har skåret i beredskabets bevillinger, da Danmark ikke er i fare. Siden kom 11. september 2001, og de sidste rester af katastrofeberedskabet blev omstillet til at kunne sendes ud af landet.

Som privatperson køber vi gerne forsikringer: Bilforsikring, husforsikring, forsikring til cyklen, forsikring til hunden og så videre. For staten hedder forsikringen “beredskab”, og det har vi åbenbart glemt.

Når ‘Coronakrisen 2020’ stilner af, skal vi nytænke vores måde at tænke beredskab. For mig handler “contingency planning” om tre ting:

Der skal være handleplaner, så reaktioner hurtigt kan sættes i værk, og alle ikke først skal til vente på, at beslutninger “siver ned” gennemsystemet. Forskellige enheder skal kunne handle forholdsvist autonomt. Allerhelst så jeg en yderligere decentralisering af hele vores offentlige system, men det skal ikke rokke ved min første pointe om statens vigtighed.

Det andet er, at det skal sikres, at vi kan træffe beslutninger, når handleplanerne ikke kan følges. Det er derfor, at den amerikanske præsident og vicepræsident aldrig flyver i samme fly. Vi laver handleplaner, men “contingency planning” handler i lige så høj grad om, at vi skal regne med, at vi ikke kan følge handleplanerne. Uanset hvad Statens Seruminstitut og Sundhedsstyrelsen laver af ændringer efter ‘Coronakrisen 2020’, så er der en risiko for, at vi ikke kan bruge den viden senere, fordi forudsætningerne har ændret sig.

Den sidste pointe handler om materiel. Danmark grænser op til russerne i Østersøen og Arktis, og alligevel har vi nedrustet. Til sammenligning har Finland fortsat med at forberede sig på det værste, og det ligger måske i deres kultur, siden de ofte går med kniv. Uanset har de vedligeholdt deres katastrofelagre, så de ikke mangler medicinsk udstyr.

Beredskab handler også om at have sengepladser til overs, have for mange læger og have for mange sygeplejersker. De skal have luft i deres hverdags opgaver, så de kan levere det nødvendige ekstra, “when the shit hits the fan”.

Jeg aftjente værnepligt i Beredskabsstyrelsen. Hvorfor er jeg aldrig blevet indkaldt til “brush up”-kurser, så jeg bare på et minimalt niveau har vedligeholdt min ‘Funktionsuddannelse Brand’ – måske på et lavere niveau? Hvorfor har jeg ikke fået tilsendt et e-læringsforløb, der kan gøre mig klar til at teste for coronavirus? Det vil være til glæde for hele samfundet, også i fredstid, hvis alle os “gamle brandmænd” bliver holdt vågne.

Hvor og hvornår rammer næste katastrofe Kongeriget Danmark (det vil sige inklusive Færøerne og Grønland)? Vi aner det ikke. Krisen har vist, at vi ikke kan forudsætte, at USA kommer os til undsætning. USA forsøgte endda at købe en tysk medicinalvirksomhed, så dens produkter kunne gå eksklusivt til amerikanerne.

Her er vi som lille land afhængige af, at vi selv kan producere eller har adgang til de store spilleres resurser. Det er ikke nødvendigvis et argument mod, at vi frasolgte vaccineproduktionen fra Statens Seruminstitut, men det er helt sikkert et argument for, at vi går mere helhjertet ind i EU. Det er inden for EU, at Danmark står stærkt – ikke alene mod stormagter som USA, Kina, Indien, Rusland og så videre.

Tredje pointe: Borgerlige rettigheder er afgørende – og skal gentænkes

Når kaos og frygt tager over, så er de borgerlige frihedsrettigheder åbenbart under pres. De selvsamme borgerlige frihedsrettigheder er dog afgørende for, at frygt og kaos ikke tager over i fremtiden.

Det er meget bekymrende, når et land som Ungarn sender parlament og dommere hjem, og efterlader nøglerne til det hele hos én person – Viktor Orbán. Selv stille og rolige Norge giver regeringen beføjelser til (midlertidigt, dog) at lovgive uden om Stortinget.

Det danske Folketing har heldigvis ligesom Norge været flittige til at bruge muligheden for solnedgangsklausuler, så lovgivning vedtaget i al hast udløber igen.

Der er dog flere opmærksomhedspunkter: Når lovgivningsarbejdet går så hurtigt, så er der endnu mere grund til at sørge for maksimal åbenhed, og dér er der ingen hjælp at hente i offentlighedsloven.

Et andet opmærksomhedspunkt handler Grundloven. Nogle forsøger at bilde os ind, at vi har en stærk Grundlov, men som jeg tidligere har skrevet om andetsteds, viser ‘Coronakrisen 2020’, at det nærmere er kulturen end Grundloven, der beskytter vores frihedsrettigheder.

Der er åbenbart ingen grænse for, hvilke frihedsrettigheder, staten kan indskrænke. Det er kun, hvis vi stædigt hævder, at det er en demonstration, at politiet ikke kan opløse forsamlingen og uddele bøder.

‘Coronakrisen 2020’ giver lidt en oplevelse af, at der ikke er nogen grænser for, hvad staten kan gøre. Indespærring, tvangsvaccination og meget andet er pludselig på bordet. Noget vi aldrig kunne have forestillet os i 2019. Regeringen forsøgte at få vedtaget, at myndigheder ved mistanke om smitte med Covid-19 kunne trænge ind i private hjem – uden dommerkendelse. Dette fik resten af Folketinget forhindret, men burde en hurtigtarbejdende forfatningsdomstol ikke sætte foden ned der? Det er åbenlyst problematisk, men “magten” har åbenbart ingen hæmninger.

Der er brug for en diskussion om, hvem der sætter foden ned, hvis Regeringen og Folketinget i fremtiden panikker og indfører hastelovgivning. Som det er lige nu, har Danmark reelt ikke en forfatningsdomstol, der kan vende tommelfingeren op eller ned – og i øvrigt er forfatningen fyldt med gummiparagraffer, så det vil uanset være menneskerettighedserklæringen, der vil blive referencen.

Der er noget evalueringarbejde at udføre – og der bør formentlig nedsættes en Grundlovskommission. Borgerlige frihedsrettigheder burde være en borgerlig mærkesag, og i den henseende rækker borgerligheden et godt stykke ind over den politiske midte. Den politiske debat om emnet skal ikke parkeres i kommissionen, så vi kan lige så godt komme i gang med at tage noter.

Håndsprit og have
Foråret og sommeren 2020 vil blive husket for de store mængder håndsprit. Fotograf: Mathias Schwartz Kirkegaard (copyright)

 

 

 

Kategorier
Borgerlighed

Alternativet er konservativt

Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard, konservativ

Kære Alternativister

Jeg ved, der er mange af jer i min bekendtskabskreds, der med euforisk glæde engagerede jer i et opgør med regler, institutioner og faste måder at gøre tingene på.

Pilene har dog peget i alle mulige retninger, og nu hvor 4 ud af 5 folketingsmedlemmer har forladt partiet, spejder I måske mismodigt efter en ny vej at gå. Her kommer jeg med et bud: Jeres alternativ er konservativt.

Det er en erkendelse, jeg ikke behøver at fortælle jer – for I er formentlig selv nået frem til det.

Institutioner og ordentlige rammer

Da Alternativet ramlede ind i en stribe møgsager, der blandt andet omhandlede anklager om seksuelle overgreb og opfordringer til at sende ‘dick pics’ rundt, da påstod partiet, at der ikke var en “krænkelseskultur” men derimod en “festkultur”. Alligevel nåede partiet frem til, at svaret var nogle klassiske institutionelle virkemidler: En personalehåndbog og en whistleblowerordning.

Medlemsorganisationen kunne slet ikke håndtere, at der ikke var rammer, den kunne tænke ud af, så det hele endte i grænseløshed. Mennesker har brug for en boks, de kan tænke ud af, men det fik de ikke i Alternativet. Partiet tog simpelthen ikke højde for, at hvad angår menneskesynet, så har konservatismen nogle erkendelser, man ikke bare kan feste sig væk fra. Vi har som fejlbarlige, og langt hen ad vejen skrøbelige, mennesker, brug for struktur. Institutioner. Rammer.

Den nye gamle politiske midte

Da det så kom til det klassiske magtspil, hvor den nye politiske kultur skulle stå sin prøve, så kan vi se, at der er en gammel borgerlig politisk kultur, man kan lade sig inspirere af. “Borgerlige stemmer der arbejder”, sagde Poul Schlüter og holdt Det Konservative Folkeparti helt derinde på den politiske midte, hvor beslutninger bliver taget.

Det er en erkendelse, Josephine Fock også nåede frem til, da hun som nyvalgt formand (eller forperson, om man vil) konkluderede, at Alternativet “skal være en del af alle de alliancer, vi overhovedet kan”. Da gik partiet fra at have skrevet sig selv ud af ligningen til at være en del af den gode gamle gennemprøvede styreform, vi har i Danmark. Det er dejligt for en konservativ at betragte.

Så er der dét med den grønne omstilling.

Til jeres formentlig store overraskelse, så er klimapolitik ikke noget, der er forbeholdt Alternativet. Længe før nogen så et behov for et alternativ, arbejdede flere partier seriøst med både miljø- og klima-politik. I mit eget parti, Det Konservative Folkeparti, er der masser af medlemmer, der gladeligt skiltede med #Klimatosse-begrebet. Forskellen er blot, at i Det Konservative Folkeparti får de forslag igennem i regeringens politik. Både når partiet selv er i regering – og når der skal laves forlig hen over midten.

Forvalterskabstanken og generationskontrakten i konservatismen byder os at levere kloden videre i en ordentlig stand, og det byder os både at give miljøet, økonomien og kulturen videre i en god stand. Når Alternativet vil lave grøn omstilling, mere iværksætteri og et levende kulturliv, så lever de tanker allerede i generationskontrakten. Forskellen er, at Det Konservative Folkeparti har beslutningsstrukturen og “musklerne” til at få indflydelse på landets ledelse. Det er forudsætningen for den reelle grønne omstilling – og Gud nåde og trøste den konservative ordfører, der ikke præsenterer grønne resultater efter forhandlingerne.

For lille et land til at undgå borgerinddragelse

Men hvad så med bottom-up, borgerinddragelse og alt det der? Kig til den konservative Gentofte Kommune (ja, den socialdemokraterne henter udligningsmillioner i). I den kommune er mange af sagerne flyttet fra de traditionelle fagudvalg til såkaldte “opgaveudvalg”, hvor borgere er i flertal og politikere er i mindretal. Det er sådan noget, der får samskabelseskonsulenter til at tabe kæben af benovelse – og det er en ærkekonservativ kommune, der viser vejen. Politikerne skaber rammer og strukturer for, hvordan opgaver kan løses med plads til borgernes engagement – i stedet for blot at kaste bolde op i luften i et idealistisk cirkus.

Hvis det ikke er nok bare at være borger, kan man melde sig ind i Det Konservative Folkeparti – og før man har set sig som, kan man sidde med ved bordet. Der er, som i de fleste andre klassiske partier, utroligt kort fra menigt medlem til det lokale folketingsmedlem. Man skal bare møde op og markere, hvis man gerne vil have ordet.

Så kære Alternativister: Nu hvor I har prøvet illusionen om opgøret med institutionerne, så kan I få jeres ønsker opfyldt gennem de klassiske parti-institutioner. Der er et alternativ til Alternativet – og det er konservativt.

Arkivfoto. Fotograf: Mathias Schwartz Kirkegaard (copyright)
Kategorier
Borgerlighed

Del og hersk med udligning

Der kan være mange grunde til, at vi som samfund skulle ønske at hjælpe nogle bestemte kommuner. Den centralisering, vi har set, har svækket nogle kommuner mere end andre, forskellen i boligpriser har gjort nogle kommuner til magneter for personer med lav indkomst og lav grad af beskæftigelse – og andre kommuner er udfordret af geografi eller arbejdsmarkedsudviklingen. Det er et stort stridsspørgsmål – også mellem borgerlige – om nogle kommuner skal have mere støtte, eller om der allerede er rigeligt omfordeling. Det er ikke den del, jeg går ind i her. Spørgsmålet er i stedet, hvordan vi skal hjælpe de kommuner, der kan have behov for hjælp.

Den måde at udligne på, vi har benyttet os af hidtil, fører tydeligvis til splid, hvor kommuner bliver spillet ud mod hinanden, og de skændes internt om idrætsfaciliteter og alt muligt andet. Det har vi set i de seneste uger, og det ser ud til at fortsætte. Det er den gamle romerske strategi om “del og hersk”, hvor grupper i de enkelte provinser bliver spillet ud mod hinanden, så de har mere travlt med internt kævl end at samarbejde mod centralmagten. Konkret var det eksempelvis Gentofte og Kalundborg, der blev sat op mod hinanden i præsentationen.

31 kommuner er endda gået sammen om en kampagne mod udligning. Kommunernes Landsforening (KL) kan dårligt komme med et samlet modspil, eller et alternativt forslag, når den socialdemokratiske regering er kommet med et forslag, hvor den ene del af kommunerne skal betale millioner til den anden del. Regeringens forslag ødelægger kommunernes sammenhængskraft.

Regeringen lægger op til, at kommuner, der skal betale mere i udligning, kan få lov at hæve skatten. “Se her om din kommune kan få lov at hæve skatten”, kunne vi læse i DRs rubrik. Den underliggende historie er, at kommuner generelt bliver straffet for at hæve skatten, da staten forsøger at begrænse kommunernes selvbestemmelse. Nu kan kommunerne så få lov at hæve skatten – uden at borgerne i de pågældende kommuner får noget ud af det til gengæld.

Angreb på borgernes sammenhængskraft

Hvis regeringens forslag til udligning går igennem.

Den store udfordring for den socialdemokratiske regering bliver, at de skal forklare, hvorfor det er solidarisk, at ‘den enlige mor med job i et supermarked’, der tilfældigvis er født og opvokset i en kommune med højere indkomster, skal betale mere i skat – for at fabriksdirektøren i landkommunen i provinsen kan få et højere kommunalt serviceniveau i sin lokale folkeskole.

I denne omgang var det en kamp blot at få regeringen til at løfte sløret for, hvorfor de begunstigede kommuner skulle have flere penge. De konservative i Rudersdal Kommune er endt med at forsøge at søge aktindsigt, fordi de ikke kunne få oplyst, præcis hvorfor netop deres kommune skulle betale mere. De fik afslag.

Bor du i en kommune, der skal betale mere, men har du selv en lav indkomst, så skal du betale mere i skat – eller se din kommune spare på eksempelvis normeringen i folkeskoleklasserne eller vedligehold af cykelstier. Omvendt kan du, selvom din familie har to indtægter og et stort billigt hus med lav kvadratmeterpris, se frem til lavere skat eller højere serviceniveau, hvis du bor i en af de kommuner, som regeringen ønsker at begunstige.

De følgende to budskaber er eksempelvis fra de 31 kommuner, der er gået sammen om en kampagne mod udligningen:

“En familie i hovedstadsområdet, hvor far er håndværker og mor er sygeplejerske, årligt har 74.000 kr. mindre til rådighed end en tilsvarende familie i Nordjylland.”

“Serviceniveauet i kommunerne uden for hovedstadsområdet er på niveau med kommunerne i hovedstadsområdet.”

Svaret er ikke, som nu, at sige til den familie, der skal betale, at de bare kunne have valgt at bo et andet sted. Vi ser det i forvejen som et problem, at mennesker med ganske almindelige indtægter dårligt har råd til at bo i København.

Løsningen kræver at staten tager ansvar

Hvis den problematik skal løses, og man samtidig ønsker at styrke svagere kommuner, så skal staten gå anderledes til opgaven: Den skal selv tage ansvar for omfordelingen. Staten skal selv indkræve den ekstra skat, den vil forære til de udfordrede kommuner. På den måde kommer borgere med høje indtægter til at betale – uanset hvor de bor.

Hvis staten tager ansvar for udligningen, så er det mere i tråd med sammenhængskraften. Skemaet her tager udgangspunkt i, at den socialdemokratiske regering nok vil pålægge borgerne udgiften i form af topskat.

Det vil ikke gå ud over samfundets sammenhængskraft, da de rige borgere i de udfordrede kommuner skal betale – på lige fod med de rige borgere i de velhavende kommuner. Så vil det så være op til staten selv at finde ud af, om pengene skal findes ved at hæve skatten eller spare forskellige steder i staten.

Spørgsmålet er, om regeringen vil opgive sin “del og hersk”-strategi, hvorved den selv skal tage ansvar.

Jeg tænker, at det, som sociologen Emile Durkheim kalder ‘den organiske solidaritet’, står stærkt i Danmark. Hvis der er åbenhed om årsagen til behovet for solidaritet. De stærke borgere kan godt forstå, hvis nogle skal have støtte, når de vitterligt har behov for støtte. De kan måske dårligere forstå, det er et problem at skære i støtte, som de selv får, og de derfor ser som noget unødigt flødeskum.

Det svækker også den sammenhængskraft, der er i samfundet, når staten beder sygeplejersken betale mere til fabriksdirektørens folkeskole i nabokommunen. Det skal staten tage ansvar for – i stedet for at lege ‘del og hersk’ med kommunerne.

 

Kategorier
Borgerlighed

Kvajebajer eller systemfejl? – da Erhvervsstyrelsen erklærede Sydbank konkurs

Af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol.

Hvis der sker der en utilsigtet hændelse,  er forklaringen nogle gange, at der var tale om “en menneskelig fejl”. Det hænder, at der er tale om sjusk og dårligt arbejde, men andre gange er det ikke. Overskriften på denne kommentar er en kopi af en overskrift, jeg formulerede til min sidenhen forsvundne blog i 2012.

I 2012 forsøgte Erhvervsstyrelsen sig med at bebrejde en medarbejder ved at Skifteretten i Kolding, at Erhvervsstyrelsen havde annonceret Sydbank konkurs ved en fejl. Erhvervsstyrelsens daværende direktør Betina Hagerup skrev dengang i en pressemeddelelse: “Jeg beklager fejlen og de gener, det har medført for Sydbank. Vores system er baseret på, at sagsbehandlere over hele landet indtaster oplysninger om virksomhederne. Denne sag er opstået på grund af en menneskelig fejl. Vi har nu rettet fejlen.”

Avisen Politiken skrev på Facebook en kommentar til nyheden: “Der er nok en, der er på vej i kantinen efter kvajebajer”.

Jeg ringede dengang i 2012 til dem for at høre, hvad personen havde gjort. Hvad var den “menneskelige fejl”? “Der var tale om en menneskelig fejl”, pointerede Erhvervsstyrelsens pressemedarbejder flere gange, da jeg ringede for at høre, om der ikke nærmere var tale om en systemfejl. Medarbejderen kunne oplyse, at medarbejderen, der indtastede Sydbanks konkurs, ikke i processen møder sydbanks navn. Kun CVR-nummeret.

Personen havde åbenbart tastet et CVR-nummer forkert, da de skulle registrere i computersystemet, hvilke virksomheder de denne dag havde erklæret konkurs. Systemet var designet således, at når man indtastede et CVR-nummer, så kom der ikke en prompt, der stillede spørgsmålet: “Dette CVR-nummer tilhører virksomheden ‘Sydbank’. Er det den virksomhed, du vil erklære konkurs? Er du helt sikker?” Medarbejderen, der tastede forkert, havde ikke en chance for at opdage, at det var et forkert CVR-nummer. Hahaha – kvajebajer!

Jeg fik journalisten Dorte Toft, hende der dengang lige havde væltet Stein Bagger, til at skrive om systemfejlen. Jeg ville være sikker på, at den landede på en chefs bord, når de nu overfor pressen havde forsøgt at tørre den af på den medarbejder, der havde tastet. Dorte Toft skrev om det, og andre medier citerede også.

Så blev det weekend. Og mandag.

Nok engang erklærede Erhvervsstyrelsen Sydbank konkurs. Det viste sig, at dokumenterne blev sendt med post til København, hvor de endnu engang blev tastet ind, så de var sikre på, der ikke var overset en virksomhed ude i Skifteretten. Det betød, at de endnu engang erklærede banken konkurs, for det var vidst ikke dén medarbejder, der ellers “skyldte kvajebajer” (som Politiken formulerede det), der havde begået fejlen. Vedkommende havde blot indtastet informationen fra det dokument, der sidenhen også blev sendt ind til Erhvervsstyrelsen. Forklaringen fortoner sig ud i intetheden…

Var det i givet fald så en menneskelig fejl, som denne anden medarbejder havde begået? Tja, måske. Men systemet var ikke designet efter, at det bliver brugt af mennesker – og det er i sig selv en systemfejl.

Utilsigtede hændelser – ikke fejl

Når systemet, måske i frygt for at tabe autoritet, sender skylden videre som “menneskelig fejl”, så opstår der en nulfejlskultur, hvor fejlbarlige mennesker ikke tør indberette de fejl, der opstår. De vil ikke udsættes for hån (hahaha). Når fejl ikke bliver indberettet, men bare rettet før nogen opdager dem, så bliver selve årsagen til fejlen, den systemiske svaghed, ikke opdaget. Den bliver ikke rettet, så fejlen gentager sig.

Hvis fejlen så endelig bliver indberettet, så kender ingen omfanget af problemet, da alle de andre utilsigtede hændelser ikke er blevet registreret.

Systemer designet af fejlbarlige mennesker

Et system leverer dét, det er designet til at levere. Hvis systemet producerer fejl, så er det designet til at producere fejl. Systemer skal designes efter, at de mennesker, som bruger systemet er fejlbarlige. Derudover skal systemets designere tage højde for, at de naturligvis også selv er fejlbarlige mennesker, der har lavet et fejlbarligt system, der skal benyttes af andre fejlbarlige mennesker.

Mange organisationer er begyndt at bruge begrebet ‘utilsigtede hændelser’, fordi begrebet ‘fejl’ er forbundet med skam. Fejlfinderkultur er et skældsord, men det er vigtigt at reducere de utilsigtede hændelser, så de ikke gentager sig. Så nytter det ikke, at dem, der sætter fokus på fejl, bliver udskammet som pessimister fejlfinderkultur. Det nytter heller ikke, at kollegaen “skylder kvajebajer”, hvis kollegaen indberetter den fejl, som personen selv har begået.

Når Sydbank går konkurs, så bliver den utilsigtede hændelses konsekvenser rettet i en fart, og men hvis der også bliver peget fingre i en fart, så bliver selve årsagen ikke gransket. Hvor mange små virksomheder har oplevet det samme – og har kæmpet uger eller måneder for at få det rettet? Det ved jeg ikke, men hvis de tænker, systemet er ufejlbarligt, så er det formentlig sket for alt for mange små virksomheder.

“Jeg har fået fortalt, at Danske Bank for år tilbage ved en fejl blev erklæret konkurs,” oplyste daværende vicedirektør i Erhvervsstyrelsen, Henning Steensig, senere til epn.dk. Det kan ske igen og igen, hvis ikke nogen afdækker de systemiske svagheder.

Oversæt så denne problematik til ambulancer eller operationsstuer. Så er det en tænkning, det slår mennesker ihjel. Det er de meget opmærksomme på mange steder i sundhedsvæsenet – heldigvis.

For meget tillid til systemer

Helt grundlæggende har vi for meget tillid til systemer. Det kommer til udtryk, når mange pludselig har det helt fint med, at vi får mere overvågning i Danmark. De argumenterer for, det kun er politiet der må se videoen – og så er der måske krav om en retskendelse og så videre, og så videre…

Det sker i en kontekst, hvor statens medarbejdere helt selv har afleveret en CD-rom med den danske befolknings cvr-numre og sunhedsdata til det kinesiske visumkontor, og kommuner sender data til hosting i udlandet – og hvor ender de så?

Det offentlige er ikke bedre til at håndtere data end private virksomheder, som eksempelvis PBS/NETS, hvor en person lækkede informationer om kendte danskere til Se & Hør.

Når I læser i avisen, at der var tale om en “menneskelig fejl”, så skal I være skeptiske. Måske var det i stedet en systemfejl, men når de bebrejder ‘personen’ i stedet, så vil den utilsigtede hændelse ske igen. Erhvervsstyrelsen og Skifteretten i Kolding var lige ved at slippe afsted med at tørre den af på medarbejderen, fordi medierne automatisk købte forklaringen om “en menneskelig fejl” og en person, der skylder kvajebajer. Det blev til en tøhø-historie, men en anden gang, i en anden organisation, kan det koste menneskeliv.

Kategorier
Borgerlighed

Vi får heldigvis ikke én mobiloplader fra EU

Ritzau har en historie (her gengivet af DR), der er skåret over læsten “EU vil…”, og de fleste af de historier, de bliver ikke til noget. Lakridspiber? Stadig tilladt. EU-systemet er opbygget på en måde, at så mange instanser skal godkende alt, at der bliver luget ud i de dårlige idéer. Én af de dårlige idéer, er forestillingen om, at vi kommer ned på ét mobilopladerstandardstik.

“Det er for dårligt, at EU-Kommissionen ikke har formået at harmonisere, så en enkelt lader kan bruges til alle telefoner. Vi har talt om det i årevis. Få det ordnet”, siger Den danske EU-parlamentariker Christel Schaldemose (S) til Ritzau.

Der vil altid være den gamle generation og den nye generation. Så der vil altid være minimum to ladere! Drømmen om én standard kan kun komme fra folk, der ikke ved noget om tech – eller ikke lige har tænkt sig om.

De to generationer mobilladestik, der er nu, er:
– Micro USB (som er den gamle generation)- USB-C (som er den nye generation)

Artiklen fra DR nævner dog en tredje… Det er fordi, Apple ikke vil følge alle de andre producenter. Hvis de fulgte trop, så var der kun to generationer.

Nu taler vi om den ende, der skal ind i telefonen. Den anden ende, der typisk sættes i computeren, laderen eller bilen, vender jeg tilbage til.

Truslen om regulering er EUs største trumf

EU er så stort et marked, at bare truslen om regulering, kan få industrien til at finde en fornuftig løsning. Derfor er det ikke altid, at EU har brug for rent faktisk at vedtage regulering.  Når antallet af ladere allerede er reduceret fra 19 til 3, så viser det, at truslen om lovindgreb i høj grad havde den ønskede effekt.

I 2009 var der i omegnen af 19 forskellige mobilladestik, således at hver ny telefon, vi fik, medførte anskaffelse af nye opladere. Det er både dyrt for forbrugerne og medfører ekstra unødigt elektronikskrot. Derfor begyndte EU-systemet at overveje regulering, men i stedet endte 10 virksomheder i 2009 at gå med til en ‘Memorandum of Understanding’ – altså en frivillig aftale.

De 10 virksomheder var Apple, LG, Motorola, NEC, Nokia, Qualcomm, Research In Motion (RIM/Blackberry), Samsung, Sony Ericsson og Texas Instruments. Den eneste fejlende virksomhed, der ikke endte med at adoptere ‘Micro USB’ som standard, var Apple. De andre virksomheder, og med dem resten af markedet, indførte Micro USB som standard og har nu samlet bevæget sig videre til USB-C.

Det er den ene ende af stikket. I den anden ende kan det både være ‘Standardstikket (USB A)’ eller ‘USB C’. Det er de to generationer, der er i den ende af kablet. EU kommer ikke til at regulere, hvilke USB-stik der er, i din bil. Derfor kommer vi aldrig frem til, at vi har ét kabel, der kan bruges til alle telefoner på markedet. Der vil altid være minimum fire: To generationer stik i den ene ende – og to generationer stik i den anden ende.

Til gengæld fik truslen om regulering producenterne til at lande på et sted, hvor det giver mening – mens der stadig er plads til innovation, fordi der ikke rent faktisk ER regulering.

Så er der dog lige Apple… De vil ikke være med, selvom de lovede det i 2009. Derfor kan det ende med regulering alligevel.

Big on big things, small on small things

I det større billede er der diskussionen om, hvorvidt EU overhovedet skal beskæftige sig med den slags detailregulering. Skulle vi bare have fortsat med 19 forskellige ladere, hvis det var dét, producenterne og kunderne (markedet) ønskede?

I 2013 sagde den daværende kommissionsformand José Manuel Barroso i sin ‘State of the European Union’-tale, at “EU needs to be big on big things and smaller on smaller things”. Det er et mantra, der koblet med subsidiaritetsprincippet, ofte fejlagtigt oversat til nærhedsprincippet, bør være gode ledetråde for EU.

Nogle vil påstå, at mobilopladere er en lille ting, som EU skal holde sig fra. Det er dog indtil man tænker over, at der bliver solgt millioner af mobiltelefoner hvert år. Skulle man dengang i 2009 bruge en ekstra lader til sin mobil, så kostede den måske 250-300 kroner. Og så kostede den til bilen også 200 kroner. Det skal bare ganges op med antallet af forbrugere i EU – og hvor mange forskellige mobiltelefoner, de har haft i de sidste 10 år.

Opskaleret bliver en lille ting hurtigt til en stor ting, når vi taler om EUs indre marked. Hvis mobilopladere er en “lille ting”, så kan vi være tilfredse med, det endte med et “lille indgreb” i form af den frivillige aftale: Small on small things.

 

Kategorier
Borgerlighed

Børnenes Statsminister – Statens Børneminister?

Der er altid grund til at blive skeptisk, når nogen bruger betegnelsen “vores børn” om børn, der ikke er deres egne. For børnene er ikke “vores”. Børnene er deres egne, først og fremmest, og derefter er de forældrenes. Først ude i næste led er det pædagogens eller skolelærerens børn, hvilket dog ikke rokker ved, at børnene primært er deres egne – og dernæst forældrenes.

Det er ret mange led, eller samfundscirkler, før vi når helt derop, hvor statsministeren, Mette Frederiksen (S), i sin nytårstale første januar 2020 siger: “I dag begynder vi på et nyt år. Vi tager også hul på et nyt årti. Nu skal vi i gang med at tage de næste store skridt. Og sammen skabe et Danmark, der er endnu mere retfærdigt. Det handler om os alle sammen. Men det starter med vores børn. Dem vil jeg gerne tale om i aften”.

Hun burde retteligt have sagt: “Jeres børn”. For det var ikke hendes egne børn, hun derefter brugte en stor del af nytårstalen på at argumentere for, skulle anbringes eller bortadopteres.

Familien er hele den kendte verden for små børn. Hvis man virkelig ønsker at være børnenes statsminister, så skal man skabe gode forhold for børnefamilier. Statsministeren kan (uanset partifarve) finde inspiration i de 16 forslag fra børnefamilierne i Familiepolitisk Netværk. Nogle af forslagene appellerer mere til borgerlige end andre, men den nuværende statsminister kan starte med de mest appetitlige ud fra hendes politiske vinkel. Den næste statsminister kan så være en borgerlig, der tager nogle af de andre forbedringer op. Forhåbentlig.

Når familien svigter ansvaret

“Børnenes Statsminister” bør altså dermed primært være “Familiernes Statsminister”, men nogle gange fejler familierne. I de tilfælde bliver netværket omkring familien ofte aktiveret, ofte med kommunen som hjælper, så bedsteforældre, onkler og tanter, og måske naboer, kan løfte familien og få den til at trives. “Det kræver en landsby at opfostre et barn”, siger en gammel talemåde, og derfor er der organisationer, der arbejder på at “skabe landsbyer” omkring sårbare familier.

Det er dog ikke altid, det lykkedes. Det skal dog være et mål, at det oftere lykkedes. Dét kunne “Børnenes Statsminister” have opsat som mål, der kan måles på, og som statsministeren kan blive vurderet på. For man får, hvad man måler.

Statsminister Mette Frederiksen (S) opstiller to konkrete mål i nytårstalen 2020: 1) Flere anbringelser og 2) flere bortadoptioner. Det er åbenbart dét, hun gerne vil måles på: “Flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag. Og vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile. Det vigtigste. Det helt afgørende for et lille barn. Det er at vokse op med tryghed, kærlighed og stabilitet. Derfor bør flere udsatte børn også bortadopteres. Så de får en reel ny start.”

Det gør hende ikke til “Børnenes Statsminister” – men derimod til “Statens Børneminister”. Det bliver børnene set med statens øjne, frem for verden set ud fra børnenes perspektiv, der bliver afgørende. For det vil altid være et nederlag for barnets relationer, at det kommer dertil, at barnet bliver anbragt. For nogle familier er det et uundgåeligt nederlag, fordi barnet lider overlast, og så skal “samfundet” (i sidste ende kommunen/staten) træde til. Det ændrer dog ikke på, at barnet i udgangspunktet ikke er statens, men familiens.

Der sker allerede mange fejl i anbringelsessager, hvor det eksempelvis i Frederiksberg Kommune var en kæmpe skandale i 2019. Der sker ikke færre fejl, når kommunen får måltal om, at der skal ske flere anbringelser og bortadoptioner. Det er nærmere omvendt. Hvad bilder de sig egentlig ind?

Staten kan kun blande sig i disse kommunale sager, hvis der følger lovgivning med, der gør det mere attraktivt for kommuner at lave anbringelser. Derfor må vi forvente, at der i foråret vil komme lovforslag med styringsmekanismer, der får flere kommunale embedsfolk til at arbejde for tvangsfjernelser eller (“frivillige”?) anbringelser.

Opdragelse i offentligheden

Hele den tilgang om, at barnet primært er sit eget, dernæst familiens, og til sidst statens, efterlader i vores reserverede kultur et hul: Civilsamfundet.

Vi er nødt til at organisere os frem til at støtte familier, fordi vi ofte ikke automatisk har øjne for kvarterets børn. I mange andre kulturer bliver uvorne unger irettesat, når de ikke opfører sig ordentligt i den del af offentligheden, det er sværrest at komme ud af: Den offentlige transport.

Selv når vi er tvunget til at sidde op af uopdragne møgunger i adskillelige pinefulde minutter i en bus, kan vi ikke finde ud af at give dem et møgfald. De får lov at være tyraner, mens vi krummer tæer og stirrer ned i vores telefoner. Det samme gælder voksne mennesker, der opfører sig som uvorne møgunger uden dannelse og pli.

Det skal holde op. Eller retteligt: Noget andet skal begynde! Når forældrene ikke er der, så bør vi andre opdrage. Hvis forældrene faktisk er til stede, så bør vi opdrage på forældrene. Vi skal genoplive landsbyen, og det er vi nødt til at tale om. Ellers sker det ikke. Vi er nødt til at have en offentlig samtale om, hvordan vi kan støtte og hjælpe vores naboer, der måske har det svært. Det er uanset, om det er pensionister med bevægelsesbesvær eller det er børnefamilier med manglende overskud og tid.

Hvis ikke vi får genoplivet civilsamfundets og naboskabets medborgerskab, så fortjener vi en statsminister, der opstiller måltal for anbringelser – og vel at mærke for at få flere af dem, ikke færre. Ligger vi allerede, som vi har redt?

Kategorier
Borgerlighed

Beskyt kun de sansende dyr?

“Jeg synes, at det er helt grotesk, at vi skal diskutere, om dyr er sansende væsner. Når man er uddannet landmand og har haft med dyr at gøre i mange år, så er man ikke i tvivl om, at køer, geder, grise og høns er sansende væsner”, siger Enhedslistens dyrevelfærdsordfører, Søren Egge Rasmussen, til Danmarks Radio.

“Hvordan kan der opstå sådan en akademisk diskussion i København? Det pisser mig virkelig af”, siger han også.

Til gengæld vil jeg hævde, at idéen om at fastslå videnskabelige fakta ved lov er et udpræget venstrefløjsfænomen i disse tider. Der findes noget, der er objektivt sandt – såvel som noget andet, der er objektivt falsk. Hvad der er det ene, og hvad der er det andet, det lader vi de videnskabelige metoder om at afgøre. Og ja – det er en akademisk diskussion, som det bør være, i hvor høj grad dyr med eller uden centralnervesystem kan føle smerte – uanset om de kan sanse noget.

Han (ja, jeg antager Sørens køn) kæmper en brav kamp for, at den nye dyrevelfærdslov ikke bare slår fast, at dyr er “levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe”, som lovforslaget siger. Loven skal ifølge Søren Egge Rasmussen slå fast, at dyr er sansende væsner.

Søren Egge Rasmussen (EL), Zenia Stampe (RV) og Pia Kjærsgaard (DF) har spurgt Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling, Mogens Jensen, om han vil fremsætte ændringsforslag til formålsparagraffen, så det anføres, at dyr er sansende væsener.

Ministerens svar indeholder den videnskabelige afvisning, der bør komme fra sådan et ministerie, der beskæftiger sig med natur (og dermed også naturvidenskab): “Når formålsbestemmelsen i lovforslaget alene betegner dyr som levende væsener og ikke som levende og sansende væsener, skal det ses i lyset af, at loven omfatter alle dyr, og at der i dag ikke er videnskabelig dokumentation for, at alle dyr er i stand til at føle og opfatte eller sanse smerte og lidelse”.

Til gengæld indeholder svaret fra Mogens Jensen også en indikator for, hvad det her handler om: “Jeg har dog forståelse for ønsket om at omtale dyr som sansende væsener, herunder dyr, der traditionelt holdes som husdyr eller familiedyr, og jeg vil overveje at stille ændringsforslag til formålsparagraffen, som foreslået”.

Nyttige og sansende dyr

Det handler måske om speciesisme, hvor nogle dyr er lidt finere end andre dyr. Hunden er finere end koen, som er finere end musen, som er finere end fluen. De er alle dyr, men der er nogle dyr, der er “mindre dyr” end andre. Det er ikke som sådan en tænkning, der er rationel, andet end ud fra et nytteperspektiv. Vi kan bruge hunden og koen til noget, mens musen og fluen bare skal aflives.

Det er dog næppe nytteperspektivet, der er afgørende her, for ud fra et nytteperspektiv giver det begrænset mening at beskytte minkens sanser, før vi vender vrangen ud på den og omdanner den til en nyttig pels. Det kan ikke være dét, der er på spil.

Derudover er det en mulighed, at det handler om den ikke-rationelle variant af speciesismen, disneyficering: At produktionsdyr og familiekæledyr på baggrund af tegnefilm fra Disney tillægges et langt større følelsesliv og ånd, end hvad kan retfærdiggøres. Vi har set ‘Gurli Gris’ og ‘F for Får’ (Shaun the Sheep) på Ramasjang, så nu tillægger vi både grise og får egenskaber, så vi får empati for dem. Hvis man omtaler koteletter som “Gurli Gris i skiver”, så kan man hurtigt få problemer.

Filosoffen Martin Buber behandler emnet i efterskriftet til sin bog ‘Ich und Du’. Han arbejder med begreberne Jeg-Du, som er relationen til det nærtstående menneske, og Jeg-Det, som er den tingsliggjorte relation. Ifølge Buber er det ikke en Jeg-Du-relation, der er mellem mennesket og dets kæledyr. Jeg-Du er åndelig relation, og dyr er ikke åndsvæsener – sanser til trods. Til gengæld kan menneske-siden af forholdet mellem ‘menneske og kæledyr’ godt blive opfattet som en Jeg-Du-relation. Dét skal respekteres.

Derfor er det ok at spise kotelletter – men ikke ok at omtale dem som “Gurli Gris i skiver”, som børnene har en relation til. Det har dog intet med hensynet til dyret at gøre. Det har noget med børnene at gøre.

Respekt for naturen – ikke bare den sansende del

Der er ingen tvivl om, at vi skal forvalte naturen med respekt. Det giver god mening, at en dyrevelfærdslov regulerer, hvordan vi behandler dyr i hverdagen – og hvordan vi afliver dem, når vi skal lave pølser af dem. Det handler om respekt for naturen. Til gengæld bør vi ikke reservere denne respekt til den afgrænsede del af naturen, der er “sansende dyr”. Det er det større kompleks, naturen i sin helhed, vi skal forvalte med respekt. Derfor er der ingen grund til at afgrænse en dyrevelfærdslov til “sansende dyr”, når der der en bredere definition, nemlig “levende dyr”, der dækker bedre.

Hvis det vitterligt kun er den sansende del af dyrelivet, den med centralnervesystem og så videre, der skal ydes beskyttelse, så er det et nybrud fra Enhedslistens side.

Det er mere sandsynligt, at de forsøger ved lov at gøre alle dyr til sansende dyr, forstået på den måde, at de kan føle smerte. Det er ikke min foretrukne videnskabelige metode.

Kategorier
Borgerlighed

Stem på en tvivler

“Jeg har sjældent ret, men jeg er ALDRIG i tvivl!”, sagde min gamle studiekammerat nogle gange med et stort smil. Det er et af de mest ironiske (og sjove) udsagn, jeg kender. Man kan ikke sige det, uden den helt grundlæggende tvivl er med.

Dem jeg frygter mest i politik, er dem, der vitterligt aldrig er i tvivl. De politikere, der siger “Jeg er slet ikke i tvivl om, at dette tiltag vil…”. Der er noget totalitært i sådan et udsagn. Det er alt eller intet. Det er blind tiltro til egne evner eller blind tiltro til systemet. Blindhed er et problem.

Jeg ved godt, at denne manglende tvivl oftest vil udspringe af et ønske om at fremstå handlekraftig, mens personen bag politikeren sagtens kan ryste som et espeløv. Det er dog denne person bag, jeg hellere vil se i politik.

Det var et sidespring. Jeg vil gerne vende tilbage til dem, der vitterligt ikke tvivler.

Min påstand er, at tvivlen forsvinder, når ideologien trumfer sanserne. Verden og alle dens relationer og dagsordener er forvirrende. Selv en familiefest, eller måske særligt en familiefest, har en masse underliggende historier, om gammelt nag, stjålne kærester, arv og mislykkede handler. De går under radaren, mens festen fortsætter efter de faste former: Velkomst, toastmaster, forret, tale, hovedret… 

Det politiske liv og samfundets indretning har også brug for de faste former, så vi kan overskue den. Problemet er dog, at ideologisk forblændelse slører den tvivl, der skal sikre, at vi giver plads til hinanden – trods de faste rammer.

Nogle vil påstå, at dette indlæg blot er endnu et forsøg på at hævde konservatismen overfor liberalismen og socialismen. Mange konservative påstår, at konservatismen ikke er en ideologi, blandt andet fordi der ikke er noget idelsamfund, konservative arbejder frem imod. Der er jeg uenig. Jeg ser også konservatismen som en ideologi, da det stadig er en samlet pakke af menneskesyn og afledt samfundssyn. Konservative har derfor også brug for at huske tvivlen. Konservative har en helt grundlæggende erkendelse af menneskets fejlbarlighed, men husker de altid, at de selv også er mennesker? Det er i alle partier, at politikere nogle gange glemmer tvivlen. 

Hvis ikke din politiker kan udtrykke tvivl, så skal du være bange. 00’ernes kontraktpolitik var noget lort, sagt ikke-pænt, fordi tankegangen ikke levner plads til hverken tvivl eller reaktion på ændringer, der altid vil opstå i en omskiftelig verden.

Tvivlen er god. Tvivlen er din ven. Stem på en tvivler ved næste valg.

Mathias Schwartz Kirkegaard (privatfoto)