Kategorier
Kultur

“Smombien” er i fare på grund af CoVid-19

Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard

Det er som om, at ‘København før coronakrisen’ kun havde to forskellige – og ekstreme – måder at mødes: Der er krammere til dem, man er på fornavn med – uanset hvor perifert – og alle andre skal ignoreres. Man kan med fordel “overse” dem, mens man kigger ned i sin smartphone.

I Tyskland har de for mange år siden opfundet begrebet “Smombie”, som er en sammentrækning af de to begreber “Smartphone” og “Zombie”. “Smombierne” har for længst spredt sig i Danmark, ikke kun i København, men også andre steder med brede fortove har “Smombies”. Vandrende døde med hængende hoveder, der stavrer frem, bremser pludseligt, går uden om et vejskilt og sætter i fart igen.

På en skala fra “krammer” til “smombie-undvigelse” bruger vi kun i ringe grad håndtrykket, den verbale hilsen samt øjenkontakt og nik. Grafik: Borgerlig.dk (c)

Vi har ganggang måttet finde os i at læse om, hvordan vi danskere er reserverede typer, der er svære at komme ind på livet af. Det forstår vi slet ikke, “for det er jo os med hyggen”, og to danskere kan sagtens mødes, men kommer der en tredje til, så stifter vi en forening. Alligevel går vi ind i offentlige transportmidler på samme måde, som vi går ombord i en robåd. Vi fordeler vægten, så Linje E til Køge ikke får overvægt og vælter af sporet.

Det virker som om, vi danskere er så socialt akavede, at vi ikke aner, hvad vi skal gøre, når der tilfældigvis er en anden person, der skal i modsatte retning af os selv. Vi glor hellere ned i fortovet, eller smartphonen, end vi hilser. I hvert tilfælde i storbyen.

Én af glæderne ved, for et par år siden, at skifte livet i storbyen ud med livet i forstaden er, at her i forstaden hilser vi på hinanden. Når jeg går forbi en person på min vej, så hilser jeg. Jeg får øjenkontakt, nikker lige – eller måske siger jeg “godeftermiddag”.

Jeg har ladet mig fortælle, at det samme er ved at ske i København under ‘Coronakrisen 2020’. Man kan ikke længere bare være “smombie”, smartphone zombie, for nu er man nødt til at få øjenkontakt – for at finde ud af, hvordan man passerer hinanden med tilpas afstand. Smombien risikerer at få CoVid-19. Og jeg hører, at det forunderlige sker: Danskere, der ikke kender hinanden, smiler og hilser: “Godeftermiddag”. De har fået øjenkontakt. De har set et menneske, som dem selv.

Ikke mindst ser vi i disse tider et menneske, der ligesom os selv, er lidt utrygge, føler det er lidt mærkeligt, føler ængstelse, har brug for håb – og har brug for social kontakt, nu hvor vi pludselig bliver påbudt at være reserverede danskere. Nu er der kommet ord på det, og vi har opdaget, hvad vi går glip af. Her – ude i forstaden – tager det næsten overhånd, og vores hjertelige “godeftermiddag” kunne næsten blive til et håndtryk – hvis altså det ikke ville sprede virus.

Kan det være et morgengry for hilsekulturen i Danmark? Vil den kølige reserverede dansker her under isolationen pludselig varme op? Og forblive varm – eller i det mindste lunken? Får vi i den danske kultur en større pallette af hilseformer, vi kan trække på fremover?

På en skala fra “krammer” til “smombie-undvigelse” kan det være, at vi efter coronakrisen i højere grad bruger håndtrykket, den verbale hilsen samt øjenkontakt og nik. Grafik: Borgerlig.dk (c)

Hvis dette medfører en ændring af den danske hilsekultur, så er det ikke sikkert, at vi selv opdager det. Vi er slet, slet ikke bevidste nok om vores egen kølighed. Vi bliver derfor altid lidt irriterede, når udlændinge skriver, at det er svært at komme ind på livet af danskere. Det er jo åbenlyst, at han/hun ikke har forstået, man sagtens kan få venner i Danmark. Man skal bare komme et halvt til et helt år i en badmintonklub.

Det vil være en kulturændring, der vil glæde mig. Jeg er træt af socialt akavede krammere til perifert bekendte, og med det øgede fokus på hygiejne, kan jeg nu med ro i sindet nedgradere til håndtryk eller verbal hilsen. Samtidig kan vi opgradere nogle af vores interaktioner fra “smombie-undvigelse” til en tilkendegivelse af, at vi har opdaget, der er et andet menneske på vores vej: Et ængsteligt/glad/lettet/foruroliget/håbefuldt menneske som os selv.

Jeg har ikke noget imod krammere, men jeg vil bare gerne reservere dem til familiemedlemmer og nære venner.