Kategorier
Borgerlighed

Stem på en tvivler

“Jeg har sjældent ret, men jeg er ALDRIG i tvivl!”, sagde min gamle studiekammerat nogle gange med et stort smil. Det er et af de mest ironiske (og sjove) udsagn, jeg kender. Man kan ikke sige det, uden den helt grundlæggende tvivl er med.

Dem jeg frygter mest i politik, er dem, der vitterligt aldrig er i tvivl. De politikere, der siger “Jeg er slet ikke i tvivl om, at dette tiltag vil…”. Der er noget totalitært i sådan et udsagn. Det er alt eller intet. Det er blind tiltro til egne evner eller blind tiltro til systemet. Blindhed er et problem.

Jeg ved godt, at denne manglende tvivl oftest vil udspringe af et ønske om at fremstå handlekraftig, mens personen bag politikeren sagtens kan ryste som et espeløv. Det er dog denne person bag, jeg hellere vil se i politik.

Det var et sidespring. Jeg vil gerne vende tilbage til dem, der vitterligt ikke tvivler.

Min påstand er, at tvivlen forsvinder, når ideologien trumfer sanserne. Verden og alle dens relationer og dagsordener er forvirrende. Selv en familiefest, eller måske særligt en familiefest, har en masse underliggende historier, om gammelt nag, stjålne kærester, arv og mislykkede handler. De går under radaren, mens festen fortsætter efter de faste former: Velkomst, toastmaster, forret, tale, hovedret… 

Det politiske liv og samfundets indretning har også brug for de faste former, så vi kan overskue den. Problemet er dog, at ideologisk forblændelse slører den tvivl, der skal sikre, at vi giver plads til hinanden – trods de faste rammer.

Nogle vil påstå, at dette indlæg blot er endnu et forsøg på at hævde konservatismen overfor liberalismen og socialismen. Mange konservative påstår, at konservatismen ikke er en ideologi, blandt andet fordi der ikke er noget idelsamfund, konservative arbejder frem imod. Der er jeg uenig. Jeg ser også konservatismen som en ideologi, da det stadig er en samlet pakke af menneskesyn og afledt samfundssyn. Konservative har derfor også brug for at huske tvivlen. Konservative har en helt grundlæggende erkendelse af menneskets fejlbarlighed, men husker de altid, at de selv også er mennesker? Det er i alle partier, at politikere nogle gange glemmer tvivlen. 

Hvis ikke din politiker kan udtrykke tvivl, så skal du være bange. 00’ernes kontraktpolitik var noget lort, sagt ikke-pænt, fordi tankegangen ikke levner plads til hverken tvivl eller reaktion på ændringer, der altid vil opstå i en omskiftelig verden.

Tvivlen er god. Tvivlen er din ven. Stem på en tvivler ved næste valg.

Mathias Schwartz Kirkegaard (privatfoto)
Kategorier
Borgerlighed

Vi elsker centralisering – når vi selv er i centrum!

Da jeg var gymnasielærer, et enkelt år, før jeg kastede mig ud i den usikre iværksættertilværelse, forsøgte jeg at lære mine elever at udtale ‘subsidiaritetsprincippet’. Det er et begreb, der rummer nogle af de vigtigste aspekter af livet som samfundsborger: Engagement, værdighed, ansvar og ejerskab.

Subsidiaritetsprincippet er princippet om, at beslutninger skal træffes på det laveste niveau, der meningsfyldt kan træffes beslutninger på. Spørgsmålet om, hvem der henter barnet i vuggestuen, afgøres nemmest mellem mor og far – men måske indblandes naboer og bedsteforældre i udførelsen. Hvordan institutionen ledes, kommer an på lederen, medarbejderen, bestyrelsen, kommunalbestyrelsen… Kommunalbestyrelsen?

Her kom vi et niveau længere op, og så skal vi stille spørgsmålet: Når adskillige private og selvejende institutioner kan ledes på et lavere niveau, hvad er det så for afgrænsede områder – om nogen – som kommunalbestyrelsen kan blande sig i?

Umyndiggørende landspolitikere

Når politikere “oppefra” griber ned i vores hverdag, uden de egentlig havde behøvet det, så føler vi os umyndiggjort, det rammer os på værdigheden og selvsagt fratager de os ejerskabet af sagen.

Nogle vil så mene, at Folketinget alligevel gerne må detailregulere, hvordan vi organiserer arbejdet i børnehaver og skoler. Det ser vi eksempelvis med sagen om minimumsnormeringer, hvor der er mange, der ønsker at kommunerne skal umyndiggøres af landspolitik.

Når man kan stille spørgsmål ved, om kommunalbestyrelsen overhovedet bør blande sig i organiseringen af den enkelte daginstitution, så er det oplagt, at Ministeriet og Christiansborg i endnu højere grad er det forkerte beslutningsniveau.

Barsel? Det skal vi da bestemme på EU-plan! Øh…

Der er dog en tendens til, at vi som borgere ser igennem fingre med det, hvis bare vi får ret! Vil vi have flere pædagoger i vores lokale institution, så er vi ligeglade med, at det betyder, at den i højere grad bliver detailstyret fra et alt for højt organisatorisk niveau – i strid med subsidiaritetsprincippet.

Hvis vi gerne vil tvinge fædre til at tage mere barsel, på bekostning af moderens tid med barnet, så ser vi igennem fingre med, at den enkelte familie bliver overtrumfet af ikke bare Folketinget – men endda også EU. Det er interessant at se politikere, der ellers mener, at EU skal blande sig mindst muligt i Danmarks arbejdsmarkedspolitik, stå og trippe, fordi de ikke aner, hvilket ben de skal stå på.

Decentralisering, decentralisering, decentralisering – når det er hensigtsmæssigt

Overskriften kunne godt have været “Centralisering, centralisering, centralisering – når det er hensigtsmæssigt”, men det er ikke ligefrem sagen, at for få sager bliver hevet op på et højere niveau. Overordnet set er problemet, at der er for lidt nærhed. For meget myndighed – for lidt myndiggørelse.

Der kan dog sagtens findes sager, hvor der er for lidt centralisering. Meget af specialområdet, spørgsmål om anbringelser af børn, spørgsmål om personer med handicap – er fejlplaceret i kommunerne. Det er dyre sager, og kommunerne har ikke muskler til at håndtere sagerne fagligt korrekt, uden vi risikerer at der går kassetænkning i det. Det samme med behandlingstilbud til personer med stof- og alkoholafhængighed.

Et andet sagsområde, der ikke egner sig til kommunal logik, er spørgsmål om miljø. Her kan der opstå konflikter mellem ønsket om arbejdspladser og hensynet til miljøet. Her skal staten i stedet føre hånden.

Sagsområderne, hvor der er brug for centralisering er dog undtagelsen. Det meste af Danmark kunne have godt af langt mere decentralisering. Der kan findes eksempler i alle ministerier – uden undtagelse.